Læsetid: 4 min.

En bitter arv

25. november 1999

Uafklarethed præger Hans Edvard Nørregård Nielsens syn på den tid han lever i

Erindringer
På forreste klap i bogen ses et fotografi af Hans Edvard Nørregård Nielsen som en glad bondedreng, der smiler læseren frejdigt imøde. Hænderne på den opslåede geografibog er ikke helt rene og neglene trænger stærkt til at blive renset, men ingen kan være i tvivl om, at her sidder en veloplagt, lære- og læselysten dreng, fyldt af godt humør og gåpåmod. Billedet er taget engang i 50'erne.
Det var dengang der var jyder til. Tænk bare på stoute mænd som I.C. Christensen og overjyden, Knud Kristensen, men alt dette er slut nu. Sammenlign blot med en moderne jyde som Poul Nyrup Rasmussen. Så kan enhver se, hvor slemt det er gået tilbage her i landet. Det skriver Hans Edvard Nørregård Nielsen i sin erindringsbog. Det er en bog, der rummer præcise billeder af livet i Vestjylland i 50'erne og dybt bevægende skildringer af en tapper mor. Der er passager, der sætter sig som en klump i halsen.
Der er noget troskyldigt, næsten julekortagtigt over Hans Edvard Nørregård Nielsens sprog. Under læsningen hørte jeg flere gange hans stemme for mig, så mand og sprog er ét, og det er for mig et umiskendeligt tegn på ægthed.

En ynkelig far
Hans Edvards barndomshjem var præget af små kår, og af, at forældrene levede i et dårligt ægteskab. Moderen var en kvinde, man kunne være stolt af, men faderen svigtede. Han formåede ikke at leve op til familiens forventninger, blev nazist, sad i fængsel efter krigen og hutlede sig siden gennem tilværelsen. Han døde firs år gammel, alene og i Malmø. Dette piner Hans Edvard, for faderen var dog et rigt, sammensat menneske. Han var belæst, havde humor og et fortælletalent, der kunne tryllebinde en forsamling, men alting døde mellem hænderne på ham.
Hans illoyalitet mod det nærmeste udløste flov væmmelse hos sønnen. Hvor var det pinligt, når han sad i kirken og sang så højt, at han overdøvede både orgel og den øvrige menighed. Hans øjne var heller ikke trohjertede, men afspejlede en sum af små, ynkelige behov, skriver Hans Edvard, der ikke kunne tilgive sin far, selv om "mængden af menneskelige brist var så indlysende, at det falder mig svært at prisgive ham."
Hans Edvard forsøger da også at undskylde faderens nazisme med at han var "et forsvarsløst offer" for hele den bonderomantik, som udviklede sig til et 'Heil Hitler'. Blandt de nazister, der blev dømt efter krigen var der mange "jævne mennesker uden uddannelse og horisont, almueopdragne og autoritetstro," og som ikke vidste, hvad de havde støttet. Faderen var en af dem, mener Hans Edvard Nørregård Nielsen.

En klynkende søn
Nutiden har imidlertid også skuffet Hans Edvard. Velfærdssamfundet har gjort Danmark fortræd og fordrevet mennesket fra dets instinkter. Det gamle samfund var ganske vist på mange måder afstumpet, men det var redeligt. Nu er højskolekulturen gået i forfald og bondesamfundet i opløsning. Købstæderne har været udsat for en grov tarveliggørelse, idet mængden af kludebutikker efterhånden har forjaget alle ordentlige butikker, og "de fleste jævne folk på landet er af en række gode grunde stærkt misfornøjede med det samfund, som har udviklet sig," skriver han. "Åbner de munden, bliver de mødt med råb som Glistrup, svinehund, racisme - ja, enhver kan blive ved," men ærlig talt, hvad skal denne klynken på den jævne danskers vegne nu gøre godt for?
Enhver der følger en smule med i dansk politik vil vide, at hele det politiske establishment står på spring for at opfylde alle nyalmuens ønsker, hvor nedrige de så end måtte være, og hvad instinkterne angår, har der aldrig været mere tarveligt lir og porno end i vore dage. Den kunst og kultur, som Hans Edvard Nørregård Nielsen står for, er i disse kredse genstand for et had, der er lige så inderligt som nazisternes kulturhad. Hvorfor har Hans Edvard Nørregård Nielsen da den slags populistiske synspunkter? Jeg gætter på, at det har noget med den fædrene arv at gøre.
Jeg ser det som et stedfortrædende forsvar for faderen. Det undskyldende billede, han giver af den jævne dansker i dag, minder i det mindste meget om de undskyldninger, han fremlægger for sin far. Faderen kan han ikke beundre, men i stedet kan han beundre faderens miljø. Dets mennesker var nemlig af en ganske særlig art, mener han. De var ofte i besiddelse af stor uselviskhed og en rig oplevelsesfylde. Han skriver: "Jeg har altid følt mig i gæld til arten. I arv de gav os en sjælden gave."

Ærens genoprettelse
Det er en meget tung arv, Hans Edvard fik af sin ynkelige far. Indrømmet. En arv, han ikke på nogen måde kunne løbe fra. Dertil var faderen for ussel, men spørgsmålet er dog, om ikke der er en sammenhæng mellem Hans Edvards strålende karriere og den bitre arv han fik af sin far? Ingen af faderens drømme om storhed og ære blev til noget, men det blev de for sønnen. Den anerkendelse, som faderen anglede forgæves efter, fik hans søn i rigt mål. Faderen mødte mange nederlag og blev forhånet af sine omgivelser, men familiens ære blev genoprettet gennem sønnens sejre og succes. Måske er det sådan, at faderens skam frembragte sønnens energi.
Erindringsbogen slutter en smule underligt. Det er lidt svært at finde rundt i kronologien i de sidste kapitler, og der er noget uafsluttet over slutningen. Dette hænger uden tvivl sammen med, at Hans Edvard ikke er færdig med at bearbejde sin barndom og forholdet til sin far.
Når han bliver det, vil han sikkert også få et sandere og mindre undskyldende billede af, hvordan det står til i det danske samfund i dag.

*Hans Edvard Nørregård Nielsen: Mands minde - et tidsbillede. 176 s., 225. kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her