Læsetid: 8 min.

Blik for billeder

19. november 1999

At udforske grænserne mellem litteraturen og billedkunsten er en stadig udfordring for både forfattere og forskere, siger den svenske litteraturforsker Hans Lund, der er specialist på området

2. SEKTION - BOGTILLÆG
Digt og billeder
I Hanne Marie Svendsens seneste roman, Ingen genvej til Paradis, som udkom i oktober måned, spiller et maleri af den italienske renæssancekunstner Rafael en vigtig rolle. Maleriet forestiller Jomfru Maria, der sidder med Jesusbarnet på sit skød. Maleriet eller rettere sagt en reproduktion af dette tilhører en af hovedpersonerne og hænger over hendes seng. Romanen handler om moderkærlighed, og maleriet kan opfattes som romanens symbolske hjerte eller kraftcentrum.
Der findes mange eksempler i litteraturhistorien på romaner, hvor et eller flere malerier har en central betydning. Man kan nævne Fjodor Dostovjevskijs Idioten (1868-69), hvor en kopi af Hans Holbeins maleri Kristus i graven fra 1521 bliver et brændpunkt for modsætningerne i romanen.
Dostovjevskijs og Hanne Marie Svendsens romaner handler ikke om billeder. Men malerierne er heller ikke tilfældig dekoration. De er ikke genstande på linje med andre genstande i romanerne. De to romaners fortolkninger af berømte visuelle kunstværker peger mod et større problemområde, som vedrører litteraturens forhold til malerkunsten.

Tekst og billede
At sammenligne litteraturen med malerkunsten er en tradition, der går tilbage til antikken. Man plejer navnlig at fremhæve den romerske digter Horats' udsagn fra Ars poetica om ut pictura poesis, hvilket oversættes med: "Som maleriet således også digtningen." En anden central sætning, der har gjaldet op gennem historien, tilskrives grækeren Simonides, som skulle have sagt, at "maleri er stum digtning og digtning et talende billede."
I dag er der næppe nogen, der vil erklære sig enige i disse lettere gådefulde jævnføringer af litteraturen og malerkunsten. Teksten og billedet er forskellige. Men interessen for forholdet mellem de to kunstarter - eller endnu videre: mellem alle kunstarterne, mellem litteraturen og musikken, litteraturen og filmen, maleriet og filmen osv. er enorm. Et kommercielt udslag heraf er, at flere internationale museer enten har opfordret nulevende forfattere til at skrive om de udstillede værker eller har fundet ældre billedtolkende digte frem. Den første af denne slags bøger hed With a Poet's Eye og kom fra Tate Gallery, senere er bl.a. The National Gallery of Ireland fulgt efter. Og fra universiteter verden over flyder der en strøm af bøger, som søger at afdække forskellige forfatteres forhold til de visuelle kunstarter. Det drejer sig bl.a. om Marcel Proust, Samuel Beckett, Henry James, Virginia Woolf og D.H. Lawrence.
I universitetsbyen Lund sidder en forsker, som i mange år har beskæftiget sig med forholdet mellem litteraturen og billedkunsten, det vil sige ikke kun maleri, men også skulptur, arkitektur, fotografi.
Han hedder Hans Lund og er docent ved Institutionen för Kulturvetenskaper.
Hans Lund var den første i Norden, som grundlæggende diskuterede forholdet mellem tekst og billede. Det gjorde han allerede i 1982 med sin afhandling Texten som tavla. Senere har han skrevet utallige artikler om emnet samt bogen Impressionism och Litterär text fra 1993. Han sidder også i bestyrelsen for selskabet International Association of Word and Image Studies, der holder konferencer hvert tredje år.
I øjeblikket skriver Hans Lund på en bog om skandinavisk ekfrase, det vil sige en bog om tekster, som verbaliserer billeder.
"Der er stor debat om, hvad ekfrase egentlig er. En berømt definition er, at ekfrase er en verbal repræsentation af en visuel repræsentation. Men ekfrasebegrebet er uhyre vanskeligt. I dag er der dem, som mener, at en verbal repræsentation af musik også er ekfrase," siger Hans Lund.

Ekfrase
"Man kan verbalisere et billede på mange måder. Forfatteren kan gå dybt ind i en beskrivelse af billedet eller han kan fortolke det. Men en beskrivelse af et billede er altid en tolkning. Forfatteren udvælger nogle elementer fra billedet, og i denne udvælgelse ligger der en tolkning. Alene inden for det nordiske område er den ekfrastiske digtning enorm. I dansk sammenhæng kan man f.eks. nævne de digte, som H.C. Andersen, Ingemann, Winther og Aarestrup skrev over Thorvaldsens skulpturer. Der findes ingen nordisk billedkunstner, der er så tolket i digt som Thorvaldsen. I den moderne lyrik er der fantastisk mange ekfrastiske tekster, hvilket naturligvis har sammenhæng med, at vi lever i en billedkultur," siger Hans Lund og supplerer med en række eksempler på svenske forfattere, som har skrevet ekfrastiske tekster:
"Der er naturligvis Gunnar Ekelöf. Så er der Tomas Tranströmer, som ikke har skrevet mange ekfrastiske digte, men dem han har skrevet, er vigtige. Vi har også Birgitta Trotzig, som sidder i Det svenske Akademi. Anna-Karin Palm har skrevet flere ekfrastiske prosadigte i sin bog Utanför bilden fra 1991. Selv hendes debutroman Faunen baserer sig på et maleri, og det samme gør hendes seneste roman, Målarens döttrar."
Både romanen og digtet kan være ekfrastisk, men der er skrevet flere digte om billeder, end der er skrevet romaner om billeder. Hans Lund forklarer:
"I digtningen er det ofte hele digtets krop, der forholder sig til billedet. I digtet kan forfatteren forsøge at indfange både billedets form og indhold. F.eks. kan han tilstræbe at give digtet billedets statiske karakter ved at fjerne verber, eller han kan forsøge at få digtet til at afspejle en bestemt billedform, f.eks. triptykonet (et tredelt billede). De fleste forfattere synes dog at være mere interesserede i at fange indholdet end formen. Et billede kan ikke på tilsvarende vis dominere en roman. Men det kan, som i Pär Lagerkvists Dværgen, være et vigtigt symbol."
"Det som er den store forskel mellem tekst og billede er, at teksten altid opererer med begreber, som læseren må konkretisere, mens billedet ikke opererer med begreber, men med det konkrete, det individuelle, det unikke. Det er vel dette, som appellerer til forfatteren. Han kan ikke arbejde sådan, men får i den ekfrastiske tekst hjælp af billedet til at gøre det."

Skepsis
Da Hans Lund begyndte at skrive på sin første bog, blev studierne i kunstarternes indbyrdes forhold betragtet med skepsis. Den tidligere forskning havde været domineret af såkaldt Geistesgeschichte, åndshistorie. Ifølge denne tankegang blev hver afgrænset periode indenfor et bestemt geografisk område præget af en tidsånd. Denne tidsånd farvede hele det kulturelle liv og dermed også struktureringen af tidens verbale og visuelle kunstværker.
"I Sverige havde Gunnar Tideström i 1965 udgivet bogen Dikt och Bild. Han tilhørte den åndshistoriske tradition, og det var godt, dengang bogen udkom, men i dag fungerer det ikke længere."
Hans Lund blev advaret om, at studier i den litterære teksts forhold til billedkunsten var for vagt et område. Årsagen var, at koblingerne mellem litteraturen og de visuelle kunstarter ofte var baseret på forskerens private og løse associationer. Et berømt eksempel på dette var forskeren Helmut Hatzfeld, som mente, at Flaubert måtte have haft et maleri af Gustave Courbert i tankerne, da han skrev en bestemt scene i Madame Bovary. Men det var der intet belæg for i romanen.
Derfor insisterede Hans Lund på, at de forfattere, han undersøgte, skulle udvise en personlig interesse for billedkunst.
"Naturligvis findes der reminiscenser af billeder i tekster, hvor det er ganske ubevidst fra forfatterens side. Man kan tænke sig, at der i en masse romaner findes spor fra billeder, som forfatterne har på væggene hjemme. De markerer ikke, at 'dette er et billede', så man kan aldrig vide det. Derfor er det først, når forfatteren er bevidst om, hvad han eller hun gør, at det bliver interessant. Vældig mange forfattere har reflektioner over kunsten. Det er vanskeligt at forestille sig en forfatter, som ikke forholder sig til billeder, eftersom billeder er en del af den virkelighed, som han eller hun lever i og henter stof fra. Og denne visual culture er større i dag end nogensinde tidligere."

Kappestrid
Men hvorfor skrives der ekfrastiske tekster?
"Ganske banalt kunne man sige, at forfattere, som ikke har ideer, kan få ideer fra billeder, men forklaringen ligger vel ikke på dette plan. At skrive om billeder er et instrument til at udforske litteraturen. Ved at gå ind i et andet medium kan man se, hvad litteraturen kan og ikke kan gøre. Og samtidig kan ekfrasen opfattes som et aspekt af den såkaldte kappestrid - paragone - kunstarterne imellem. Man skal hævde sig over for en anden kunstart og vise, at man kan gøre det samme som den," siger Hans Lund.
I det 20. århundrede har man kunnet lokalisere en tænkemåde med hensyn til litteratur og kunst, som har drejet sig om at rense medierne.
Et krav til billedkunsten har således været, at den skulle give afkald på en litterær egenskab som fortællingen.
"Det er interessant at se, at denne strenge attitude i højere grad findes hos de akademiske teoretikere end hos billedkunstnere og forfattere. Det gør den måske, fordi der inden for den akademiske verden også råder en paragonisk situation. Litteraturvidenskaben og kunstvidenskaben har forsøgt at hævde sig selv ved at lade være med at samarbejde. Vi har haft høje mure mellem de æstetiske videnskaber. Jeg sad oprindeligt på litteraturvidenskab, men så kom den store økonomiske krise, og jeg flyttede hertil. Det var en lykkelig løsning. Her sidder jeg på en neutral plads, mellem musik, kunst og litteratur."
"I dag er det en tendens inden for universitetet, at man forsøger at rive grænserne mellem disciplinerne ned. Man er blevet tvunget til det, fordi de nye medier placerer sig mellem de klassiske æstetiske emner."
Med tværfagligheden får man bedre chance for at forstå udtryksformer, der involverer flere medier. Et eksempel er tegneserien. Et andet librettoen, der ligger mellem litteratur og musik.

Klassisk kunst
Hans Lund er ikke i tvivl om, at forfattere stadig interesserer sig for maleriet, selvom den moderne billedverden er bred og fuld af andre typer af billeder.
"Vi ser billeder overalt. Der er reklamen, illustrationer i pressen, der er de levende billeder, tv, video og film. Men jeg har spurgt mig selv: Hvorfor kommer disse billeder ikke ind i den ekfrastiske tekst? Når man ser på, hvad der produceres, så er det ekfraser på klassisk billedkunst. Og det er først og fremmest den kunst, som forestiller noget. Man kan ganske vist finde ekfraser på nonfigurativ kunst, f.eks. hos Frank O'Hara i USA. Der er også nogle mindre kendte hollandske forfattere, som har skrevet om Mondrian. Men blandt de statiske billeder er det primært den repræsentative kunst, der skrives om."
Maleriet lokker stadig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu