Læsetid: 4 min.

BLM ud i kulden

20. november 1999

DET BANKEDE på døren. Med sin ubeskrivelige ternede kasket på sned, mildt smilende stod Göran Sonnevi i døren. Den stilfærdige poet udstrålede varme og den mildeste kraft. En atmosfære af stilhed omgav ham.
Sådan sad forfatteren Lars Gustafsson lettet og betragtede den indtrædende på sit redaktionskontor i Bonniers store forlagshus på Sveavägen i Stockholm. Hver torsdag gennem ti år frem til 1972 indfandt han sig selv for at redigere det litterære magasin BLM. Det undergik da store forandringer i studenteroprørenes, den politiske radikaliserings og dokumentarismens periode. Men i modsætning til det danske Vindrosen lod han ikke tidsskriftet hengive sig til marxismens og ideologikritikkens indskrænkethed.
Der var dog en del polemisk tumult, og i den selvbiografiske roman Hr. Gustafsson själv (1971), hvor citatet er hentet, beskriver han på det praktiske plan en typisk dag på redaktionen, hvor han i telefonen har en forsmået og fornærmet amatørdigter, som afkræver ham en udførlig redegørelse for, hvordan et modernistisk digt skal skrives, mens en besøgende filosof vil overbevise ham om, at vi i virkeligheden lever på klodens inderside. En journalist fra Expressen ringer og vil fotografere ham sammen med tre aborrer, og udenfor venter en utålmodig albansk kulturdelegation. Fra trykkeriet kommer en melding om, at der er en blank side midt i det nye nummer. Da træder Göran Sonnevi ind med sin stilhed.

NU ER BLM-redaktørernes travlhed ophørt. Den større forandring er indtrådt. Bonniers litterære magasin, der grundlagdes i 1932, er lukket. Oplaget var ikke længere, hvad det var engang, da BLM var Nordens førende almenlitterære oplysningsorgan. Og store forlagsejere er, jo større de bliver, svært optaget af rentabilitet.
Det virker på sin vis sensationelt, at denne 69-årige grundmurede svenske institution ikke længere er eksisterende. Og det har naturligvis vakt ikke så lidt forargelse. På den anden side var BLM ikke længere enestående, men deltog på lige fod med en række andre nordiske tidsskrifter i den litterære, internationaliserede debat. Den førhen omfattende sektion af bog- og teateranmeldelser var heller ikke fyldestgørende og ikke på det tårnhøje, autoritetsniveau som i det, der med illusionens blændværk kaldes gamle dage.
Lars Gustafsson - der er aktuel i Danmark med romanen Windy fortæller - udtaler sig da også koldsindigt i Dagen Nyheter: "BLM havde sin tid og nu er den ovre. Romerriget gik også under."

I DET VINTERKOLDE Stockholm boede jeg i 1972, mens jeg arbejede på en bog om moderne svensk litteratur. Sad på Frälsningsarméens hotel i Drottninggatan og i Kulturhusets varmestue og læste den nyudkomne bog om Hr. Gustafsson selv, ringede til ham og blev inviteret op på BLMs redaktion, hvor det gik for sig som beskrevet. Ind trådte bl.a. lyrikeren Ralf Parland, den sidste boheme i Stockholm, og talte i kursiv med sin finlandssvenske klangfarve. I forvirringen forærede Lars Gustafsson mig en udgave af Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga, mens han ledte efter sin tidligere roman, Den egentliga berättelsen om herr Arenander, passende rejselekture til Vesteraas, hvor jeg et par dage efter skulle besøge ham. Det er netop den roman, en besnærende kvindelig flypassager har i tasken, da hr. Gustafsson i romanen sætter sig ved hendes side.
Midt i denne kønne tanke dukkede Åke Runnquist op og hentede mig ind til sit roligere chefkontor, den sagnomspundne, verdensbelæste, dansktalende og forhenværende BLM-redaktør i den klassiske glansperiode. Denne tilsyneladende kølige mand havde lidenskabelige interesser i kriminalromaner, limericks, heste, arbejderlitteratur med særligt henblik på Nils Ferlin, elegante spiserestauranter, København og Bogense, hvor han havde tilbragt barndommens ferier. Hans professionelle assistance og skeptiske entusiasme over for både unge og prøvede forfattere havde sikret kvaliteten af bidrag til BLM og dets renommé.

BLM FOREKOM MIG lige så svensk og driftsikker som Volvo og Selma Lagerlöf. Af de tre klarer Selma sig jo så bedst og ikke bare med Gösta Berling. I de seneste numre af tidsskriftet fra i år har måden at læse hende på været til debat mellem litteraterne Karl Erik Lagerlöf og Birgitta Holm samt vores egen Henrik Wivel midt blandt digte af Pia Tafdrup og Ulrikka S. Gernes, og om Georges Perec og hans superroman Livet en brugsanvisning har der selvklart været artikler, da den jo forlængst har foreligger på svensk.
Et tidsskrift af denne brugsanvisende art, som senest blev redigeret af Jan Henrik Swahn, er med til at holde vågerne åbne, som jeg allerede fornemmede det i hin isnende januarkulde, hvor jeg læste Lars Gustafsson, mens sneen lagde sig over byen. Han beskrev selv i romanen et snefald over Sveavägen, mens skaderne uroligt lejrede sig i træerne ved Adolf Fredrikskirken lige overfor. Hans torsdagstrods ytrer sig i den indre lyd af Berlioz' Symphonie Phantastique med dens dystre pragt i marchsatsen, mens hans mappe svinger i den højtidelige takt.
Nu lyder sørgemarchen på Sveavägen og i det litterære miljø.
Den stramt orkestrerede fortælling er John Irvings speciale og det skal blive intressant at se, hvoran det falder ud som film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu