Læsetid: 3 min.

Borg-McEnroe genopført

22. november 1999

Nostalgisk reprise i KB Hallen på giganternes møde i Wimbledon i 1980

Tennis
Der står de så på tennisscenen. De ligner ikke dem de var engang. Det lange hår er klippet af, der er enkelte skaldede tegn, pandebåndet er væk, de er blevet ældre. Men kvinderne hviner stadig af fryd, og der går et sus igennem den lille, gule tennisbold - hvilken ære at blive ramt
bagi af en legende.
Omkring 3.000 tilskuere stimlede sammen i KB Hallen til en engangs gallaforestilling med den nordiske gentleman Bjørn Borg og den ugudelige amerikanske entertainer og provokatør John McEnroe. Nostalgien bruser i gamle ærværdige tennishjerter, da de banker minderne frem om dengang:
Mandag den 7. Juli 1980, hvor de to legender spillede en majestætisk Wimbledonfinale. Dengang var ingenting givet på forhånd. Det var en kamp, som stod som en smuk perle i tennishistorien. "Efter fire timers fortættet dramatik og en tie break i fjerde sæt, faldt Bjørn Borg vendt mod publikum på knæene med sin femte sejr på stribe i verdens fornemste turnering," skrev Morten Sabroe dengang.
Der var noget at kæmpe for, intet var aftalt på forhånd. De slidte græsbaner var vanskelige. En græstot kunne ændre boldens opspring. Det var tilfældighedernes spil. Et cirkus hvor artisterne lavede saltomortaler uden sikkerhedsnet. De var udødelige.

Slow-motion
Jeg må straks indrømme, at jeg ikke har del i nostalgien. Dengang for 20 år siden, var jeg en et-årig baby. Og jeg kan kun håbe, at de ældre tilskuere ikke som jeg, ser to gråhårede, pletskallede tosser rende rundt og spille tennis i slow-motion i en slags nostalgiflip, hvor slutningen siger sig selv, og hvor kræfterne er forsvundet med håret som i anden legende - den om Samson. De andre ser vel forhåbentlig for sig tennisguderne, der slog tennis ind på business class og ud i world wide television.
Det var to modsætninger der mødtes dengang: Den overfredelige peace and harmony-hippie Bjørn Borg - den typisk nordiske skønhed med det lange flagrende hår og de tætsiddende ørneøjne. En kvindebedårer, der koncentrerede sig om hver enkelt bold, aldrig lod sine aggressioner komme til udtryk på overfladen.
Og så punkeren John McEnroe, der gjorde oprør mod gentleman-sporten. Smadrede sine ketsjere, svinede dommere og tilskuere til. Skabte sig. Det var krig. Det handlede om sejr, ikke om harmoni.
Disse to vidt forskellige udtryksformer var fascinerende. De førte mod samme punkt: Vinderinstinktet. Men det er svært at genskabe hos en 37-årig galleriejer, der er fem-børns familiefar, plus en 43-årig, fraskilt modeimperiumfallent.

Planlagt skuespil
Torsdag den 18. november 1999 er showet et nøje planlagt skuespil på halvanden time. John McEnroe har vel hovedrollen som den servende, aggressive, netsøgende entertainer med det djævelske touch. Uforudsigelig som en vulkan, mens Bjørn Borg uopslidelig slår sig igennem fra baglinjen i iskold koncentration.
Mandag den 7. Juli 1980 vandt svenskeren 1-6, 7-5, 6-3, 6-7, 8-6.
Torsdag den 18. november 1999 vandt McEnroe 7-5, 7-6, med 7-1 i tie break, men han kunne have afgjort det hele langt hurtigere.
Hans spil er stadig brugbart, selv om man som 37-årig er en olding i sportsverdenen, mens Bjørn Borg ikke længere kan holde til det fysisk opslidende baglinjespil.
Svenskeren løb i denne kamp flere gange til nettet, end han har gjort igennem hele sin tenniskarriere. Hvis man glemmer legendernes storhedstid, er de et par pensionist-tennis-nisser, fastlåst i roller, de umuligt kan stå inde for. De er jo ikke udødelige.
McEnroe havde skuffende nok intet som helst at hidse sig op over, måske burde man have givet ham muligheden, med et par fejlkendelser eller lidt støj.
Bjørn Borg havde lagt sin stil om, men var stadig den tavse mumie, han altid havde været.

Frustreret Chaplin
Engang var John McEnroe tennisverdenens svar på Robert De Niro, hvor han som en anden Taxi Driver kastede sig hovedkulds ud i verden. Nu ligner han mere en frustreret ældre udgave af Charlie Chaplin, der klovner sig igennem tenniskunsten, men som mangler det fundament, som Chaplin havde, for at spille komedien fuldt ud. Dengang var han komisk i sit rasende forsøg på at vinde - nu er det en komik påtvunget af andre omstændigheder.
Men det var jo ikke tennis, man var kommet for at opleve. Det var minderne der trængte til at blive støvet af.
En tredjedel af de 3.000 pladser i KB Hallen var købt af store erhvervsvirksomheder, hvis gæster og udvalgte medarbejdere dryssede ind mellem opvarmningspartierne, når den sidste dråbe god rødvin varbragt indenbords.
Tennisverdenen og show business er stadig en pengemagnet - selv længe efter at håret er faldet af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer