Læsetid: 4 min.

Brødre har svært ved at forene sig

9. november 1999

Paris-erklæringen på den 21. Socialistiske Internationales kongres har været præget af uenighed mellem de tre store lande i Europa

PARIS - Ikke mindre end 170 partier og organisationer over hele verden er repræsenteret på den Socialistiske Internationales 21. kongres, der åbnede i Paris i går, men det er et ideologisk opgør mellem lederne i tre store europæiske lande, der stjæler opmærksomheden.
Den Paris-erklæring, der vil udgå fra kongressen, er ment som et socialdemokratisk svar på 'globaliseringens udfordringer', og den handler således om hele verden.
Forarbejdet til erklæringen har imidlertid været stærkt præget af den strid, der brød ud i lys lue i sommer mellem på den ene side premierminister Tony Blair og forbundskansler Gerhard Schröder - med deres social-liberale 'tredie vej' og 'nye midte' - på den anden side den franske regeringschef, Lionel Jospin, der tog afstand fra deres sprogbrug og iøvrigt blev betragtet som repræsentant for en mere doktrinær og traditionel socialisme.
I mellemtiden er man nået frem til en 'syntese', men striden er også blevet mere afdæmpet - af to grunde.
For det første har analyserne gjort det klart, at Jospin - med omfattende privatiseringer og en klart 'erhversvenlig' økonomisk politik - i virkeligheden er mere social-liberal end socialist. I praksis adskiller den franske regerings politik sig ikke meget fra den britiske eller tyske - bortset fra 35 timers ugen, der har fået en symbolsk rolle som alibi for en venstre-koalitionsregering.

Jospin holder distancen
Forskellen er, at Jospin og de franske socialister ikke ønsker at ophøje Blairs demonstrative social-liberalisme - som de anser for opportunistisk og overfladisk - til socialdemokratisk teori.
Jospin har udformet sloganet "ja til markedsøkonomien, nej til markedssamfundet", og det har bred tilsutning inden for SI. Det betegner en vis afstandtagen fra Blair, men viser også, at der er et fælles terræn, hvor man kan mødes
For det andet er Blair og navnlig Schröder styret ind i store vanskeligheder, mens Jospin foreløbig holder distancen. De franske socialister fik et tillidsvotum af vælgerne ved EU-valget i sommer - til forskel fra Blair og Schröder.
Det indrømmes mere og mere fra tysk og britisk side, at offentliggørelsen af Blair-Schröder manifestet lige før valget var en fejltagelse - hvad de franske socialister allerede hævdede på forhånd. Siden har Schröder lidt det ene valgnederlag efter det andet. Den franske regering har vist, at dens økonomiske politik giver bonus med vækst og beskæftigelse, og Jospin har næppe brug for lektioner fra London og Berlin med hensyn til 'modernitet' og 'effektivitet'.

Fransk dinosaurus
Da Kongressen foregår i Paris, har Jospin desuden en lejlighed til at sole sig i en politisk rolle af global rækkevidde. Han har i mellemtiden styrket sin indflydelse og sat en stopper for Blair, der en overgang forsøgte at bemægtige sig den Socialistiske Internationale, idet han nærmest brugte den franske socialisme som skræmmebillede, en fortidslevning, en 'dinosaurus'.
Da den italienske leder Massimo d'Alema indbød til møde i Firenze den 21. november med Blair, Schröder, USA's præsident, Bill Clinton, og den brasilianske præsident, Fernando Henrique Cardoso, følte Jospin sig stærk nok til at stille betingelser for sin egen deltagelse: At den 'tredje vej' ikke skulle være tema for diskussionerne, og at Blair skulle møde op til SI-kongressen i Paris (hvor Blair nu var bange for at få en dårlig modtagelse i salen...).

Kompromiserklæring
Blair havde en overgang truet med at oprette en ny 'centrum-venstre' internationale med bl. a. de amerikanske Demokrater, hvilket omtrent var en krigserklæring til de franske socialister.
Den erklæring, der udgår fra SI-Kongressen i Paris, er blevet til efter kompromisforhandlinger og derefter vedtaget af SI's præsidium. Den er delt i seks afsnit, der handler om gæld og udvikling i den tredje verden, demokrati, internationale konflikter, økonomisk og finansiel verdensorden, miljø og regionale organisationer.
Erklæringen bekræfter den 'politiske vilje' - et udtryk, der klart står den franske opfattelse nærmere end den blair'ske - over for 'globaliseringens udfordringer'.

Kommunisme i centrum
Den franske socialistiske veteran, tidligere premierminister Pierre Mauroy forlader på denne kongres posten som formand for SI og overlader roret til den portugisiske statsminister, Antonio Guterres - en af de 11 regeringschefer, der er til stede på kongressen.
Ti-året for Murens fald er med til at danne en aktuel baggrund for den 21. SI-kongres. Forholdet til kommunismen var i centrum, da SI holdt sin første kongres i Frankurt am Main i sommeren 1951.
Samtidig med, at man kritiserede kapitalismen, fordømte man kommunismen, der "har splittet den internationale arbejderbevægelse og forsinket socialismens virkeliggørelse i årtier". Det hed videre: "Uden frihed ingen socialisme". Den Kolde Krig var på sit højeste, og i de følgende år var afstandtagen fra kommunismen en selvfølge i SI, men kampen mod kolonialismen og imperialismen var i forgrunden.
I 1962 konstaterede man, at stalinismen var på retur, men det var først i 1972, at SI tillod sine medlemspartier at slutte alliancer med kommunistiske partier - samtidig med, at man fortsatte den ideologiske kamp mod kommunismen.

Mere fremtrædende
Fra 1976, da Willy Brandt kom i spidsen for SI, kom organisationen til at spille en langt mere fremtrædende rolle, og sammen med Olof Palme og Bruno Kreisky gjorde Brandt SI mere effektiv og samtidig mere åben.
Den blev mere 'konkurrencedygtig' over for Moskva og Beijing i den tredje verden og styrede bort fra den golde antikommunisme og isolation, der længe havde skadet SI i forholdet til nationale befrielsesbevægelser rundt om i verden.
For ti år siden ændredes situationen radikalt med den sovjetiske totalitarismes sammenbrud. En hel stribe af mere eller mindre Moskva-tro partier og bevægelser blev 'forældreløse', og SI havde ikke nogen grund til at afvise dem, der skiftede orientering og ønskede optagelse.
Beslutningen om at lukke dem ind blev taget på kongressen i Berlin i 1992, stærkt tilskyndet af Pierre Mauroy - der ti år tidligere havde stået i spidsen for en regering med kommunistisk deltagelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu