Læsetid: 3 min.

Carpe diem

17. november 1999

Rå energi og sentimentalitet i Ålborgs Teaters udgave af La Puccinis 'Bohème' oversat til
New Yorks Lower East Side Rockmusical

Det er jo nok en fejl, at man stædigt synes en musical eller rockopera - ligesom en normal teaterforestilling - skal hænge sammen, have en dramatisk udvikling omkring personer, man kommer til at kende godt osv. For sådan er det sjældent. Oftest går det meste op i production value, stjerner, scenografi og den slags. Gennemkomponerede værker i genren skal man tilbage til Bernstein og Sondheim for at finde. Hvor musikken og dramaet går - gerne kontrapunktisk - hånd i hånd.
Med Rent indkasserede Jonathan Larson i 1996 en både langtrækkende og helt personligt en meget kortfristet succes; han døde på forpremiereaftenen og kom derved, ganske ufrivilligt, til at at inkarnere stykkets morbide tematik. At livet på kanten af samfundet, La Bohème, koster.
Puccinis hundrede år gamle opera er udgangspunktet og opdateres trofast hos Larson. Vi er ikke længere i Paris, men i New York, Lower East Side, det er ikke længere tb, men aids der forskelsløst slår ned blandt the would-be's. Man kunne måske også sige opdateres ret ureflekteret. For Bohèmen er da vist ikke helt, hvad den var, skabt som den var i et samfund, hvor oppe og nede, borgerskab og proletariat, institution og talent, ikke stod så defintivt som antagonister.
Nå, nok om grundkonceptet. Værre er det vel, at den pucciniske gennemkomponering, der kunne bære alle libretto-urimeligheder musikalsk igennem, hos Larson deponeres i en rock-mainstream, som nok skatter udmærket til især soulmusikken, men som ikke har kanter og skarpe hjørner nok til at sende én syngende bort på en bærebølge af ren følelse.
Skønt Larson har haft det kreative oversyn på alle aspekter af Rent, så er der ikke anden sammenhæng i forestillingen end den sentimentale, at når vi nu alle skal dø af aids, så gælder det om at gribe nuet, øjeblikket, dagen. Så skide være med logisk-dramatisk udvikling, kontinuitets-tæthed, almindelig rimelighed. Og den historie kunne have stået på bagsiden af et frimærke.

Tårekanalerne
Der var stående ovationer efter Aalborg Teaters premiere. Forståeligt nok, for det var en kraftpræstation, fejende flot ekscerseret, sunget, spillet, danset og scenisk illumineret. Hvor de dog kan meget, dagens unge skuespillergeneration.
Men det bedste man kan sige om Rent-opførelsen i Aalborg er, at den har en masse rå energi, en vis hektisk desperat livsvilje, som smitter, specielt i de store optrin. Alt det, der skal bygge op til disse, er derimod yderst nødtørftigt skrevet. Så når stykket rinder ud med flere krasse dødsfald, så trykkes der nok effektivt på tårekanalerne, men mest i bred almindelighed, dvs. sentimentalt.
Nina Flagstad har produceret smart flyttelige sætstykker, som smidigt belyst illuderer både gaderum og lofts midt i det nøgne scenerum, Ian Adam har herset forbløffende god tekstudtale i de syngende, og en lang række af teatrets egen storartede unge talenter plus diverse gæster giver på tværs af alle indvendinger forestillingen plastisk vivacitet.
Allan Klie og Kirsten Price er historiens 'primære' aids-ramte par og er tæt på at skabe troværdige figurer ud af lidt, ligesom Mads Lisby og transseksuelle Jakob Højlev Jørgensen gør det godt og morsomt sammen.
Morten Staugaards enlige video-kronikør lægger en vis eftertænksomhed over det hele, mens Louise Herbert er den, hvis anarkiske vitalitet brænder stærkest ud over rampen; det lille menneske har salen i sin hule hånd under en protestkoncert. Godt gået. (Men hvad protesten går ud på, hvilke onde intriger der lines op imod vore gode bohèmer, det er knap værd at fortælle).
Vil man have en kraftig én på opleveren, visuelt og mainstream rock-musikalsk, ja så er Rent overordentlig anbefalelsesværdig. Andre behov må man gå andetsteds hen for at dække.

*Jonathan Larson: Rent. Oversat af Jesper Kjær. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Nina Flagstad. Koreografi: Vivi Siggaard. Aalborg Teater, Store Scene, 13. nov.-30. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her