Læsetid: 4 min.

Et columbusæg

18. november 1999

Instruktøren Peter Greenaways opsætning af operaen 'Christoffer Columbus' i Berlin forener musik, film og billedkunst

Multikunst
BERLIN - Franskmændene Darius Milhauds og Paul Claudels opera Christoffer Columbus blev uropført 1930 på Deutsche Staatsoper på Unter den Linden og sidste efterår sat op igen sammesteds efter 68 års tumult i Berlin. Det kan ses som en fejring af byens storhedstid som knudepunkt for international eksperimenterende kunst, et træk, der understreges af Peter Greenaways aktuelle iscenesættelse. Det er nu muligt at gense den og vil også være det i fremtiden.
Teater har i lang tid været en ingrediens i Greenaways produktion. Allerede spillefilmsdebuten Tegnerens Kontrakt i 1982 havde rødder i teater, den engelske restaurationsdramatik. Fra 1988 bliver Greenaways videoproduktioner og spillefilm mere og mere scenisk opbygget. Det kulminerede med Prospero's Books (1991) efter Shakespeares Stormen og The Baby of Macon (1993), en fiktiv, affotograferet teaterforestilling.
I 1995 blev Greenaway selv librettist og instruktør af operaen Rosa - A Horse Story i Amsterdam, I sommer havde hans performance fra 1997, 100 Objects to Represent the World, også kaldet en rekvisit-opera, stor succes i København. For tiden arbejder han på en ny opera, Writing to Vermeer, i Amsterdam.
Som den multikunstner, Greenaway er, må opera som medie appellere til ham, og selv om det er sjældent, at han bearbejder foreliggende stof, har han i Christoffer Columbus fundet et materiale, som har sunget til ham. En lang rejse på et udstrakt hav med ukendt grænse og om mand, som bærer en dues navn, må inspirere en person, som konstant kredser om elementerne, især vand og luft, og om flyvning, fald og drukning, og som også har ladet sig fascinere af en anden stor rejsende, Darwin, der har sprængt grænser for menneskets omverdens- og selvforståelse.

En syndflod
Udgangspunktet for Claudels libretto er betydningen af navnet Colomb på fransk (og latin) - due. Duen bliver brugt som metafor for hele rejsen som en Noahs ark efter syndfloden. Columbus' opdagelse af de vestindiske øer og det påfølgende fund af Amerika af Amerigo Vespucci blev dog snarere efterfulgt af en syndflod, undertrykkelsen af den oprindelige befolkning og rovdriften på kontinentets rigdomme.
Forløbet i Christoffer Columbus ledsages af en fortæller, som det var skik ved stumfilmsforestillinger i Tyskland. Operaen, som er blevet kaldt en nummeropera, er i to dele i 27 billeder, som Greenaway, der selv er en stor talmagiker, har forkortet til 24. Som bekendt går der 24 billeder i sekundet på film. Operaens første del frem til opdagelsen af Amerika er overvejende fortællen-de, mens anden del i højere grad reflekterer over konsekvenserne.
I uropsætningen blev der benyttet projektionsbilleder, film og trickfilm af den græske scenograf Panos Arvantinos. Den må have været et sandt gesamtkunstværk, ligesom Greenaways opsætning og mange af hans film- og videoproduktioner. I passager er scenen omgivet af transparente skærme på alle fire sider, hvor der projiceres billeder og film, som kommenterer forløbet, i lighed med teknikken i 100 Objects to Represent the World.
Man kan genkende en række andre af Greenaways karakteristiske visuelle træk. Koret er placeret på et stavær af stiger, der dels minder om en skibsrigning, dels fungerer som det egenartede grid, en kvadrering, som Greenaway ynder at bygge sine billeder op over.
Som i så mange af sine film benytter Greenaway en farvekode - her sort-hvid, i begyndelsen med vægten på det sorte, som det hørte sig til ved det spanske hof. Denne askese bliver brudt i femte billede, hvor fire allegoriske figurer bliver hejst ned fra loftet. De er i skingre farver - gult, grønt, rødt og blåt, som det passer sig for de egenskaber, de personificerer, Misundelse, Uvidenhed, Hovmod og Havesyge. Mod slutningen af 1. del blandes det sort-hvide med indianernes varme, lysende farver, som hurtigt slukkes. Slutningen af hele operaen er hvid- og sølvfarvet. Columbus' velynder, dronning Isabella, er død, og det spanske hof synger et Halleluja, mens deres røde håndflader gløder på den kyske baggrund.
I dette billede affører koret sig deres pragtkostumer og står tilbage i smudsigt farvet undertøj eller helt uden. Kostumerne er med en bevidst tilsidesættelse af perioden fra midten af 1400-tallet inspireret af Velasquez' berømte maleri Las Meninas fra midten af 1600-tallet, som også dannede forlæg for den lille piges kostume i filmen Drowning by Numbers (1988).
Opsætningen skriver sig smukt ind i Greenaways produktion og tilsyneladende også i den avantgarde-tradition, som uropførelsen var et tidligt eksempel på. Den var et betagende skue, gennemført i sin detaljerigdom, metaforik og det visuelle flow.
Da den tilskuer, der skriver disse ord, ikke har tilstrækkelig ekspertise til at udtale sig om det musikalske, henvises til de tyske anmeldelser på http://www. staatsoper-berlin.org, hvor man også kan holde sig orienteret om fremtidige forestillinger.

*Darius Milhaud og Paul Claudel: Christoffer Columbus. Iscenesætter: Peter Greenaway: Dirigent: Philippe Jordan. Opføres sidste gang i denne sæson 20. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her