Når Afro-Cuban All Star turnerer er det et andet - og yngre - hold end på cd'erne
Kommentar
"Er det ikke dem fra filmen?" siger min bordherre, da han får øje på Distinto, diferente - den nye cd med Afro-Cuban All Stars, som ligger på bordet foran os: "De har lige været i Danmark - har de ikke?"
Dem fra filmen?
Altså Wim Wenders dokumentar- og musikfilm Buena Vista Social Club, som sætter billeder på pladeprojektet af samme navn. De medvirkende tæller stjerne som Rubén González, Ibrahim Ferrer, 'Cachaíto' Lópes, Omara Portuondo, Barbarito Torres og 'Guajiro' Mirabal. En håndfuld gamle vellagrede cubanere, som har fået deres velfortjente renæssance på grund af det projekt, hvor også Ry Cooder spiller en vigtig rolle. Sammen med Juan de Marcos González. Manden bag Afro-Cuban All Stars.
Det er jo ganske god timing: en film, en plade og en koncert med en flok spilleglade cubanere.
Men der er altså et par ting, som bør sættes i perspektiv, inden vi falder helt i svime og springer med på bølgen. Også selvom det måtte blive i bakspejlet, nu hvor den cubanske invasion er draget videre på sin Europa-turné.
Sidder man med en af Afro-Cuban All Stars' skiver foran sig, kan man jo selv læse, at de er med: de gamle drenge - dem fra filmen...
Men når Afro-Cuban All Stars turnerer, er det et andet - og noget yngre - hold, der trykker den af på scenen. Det er der sgu ikke megen poesi i - som i filmen. Og eneste fællesnævner er Juan de Marcos González.
Bare det er cubansk
Afro-Cuban All Stars er big band- og latin-jazz i store arrangementer med masser af blæsere og percussion. Men det gør vel heller ikke noget, når det kommer til stykket. Bare det er cubansk. Også selvom det alligevel ikke var "dem fra filmen".
For det forekommer mig, at folk er totalt ligeglade. Bare det swinger. Og det gør det. Publikum får det, de vil have: god gedigen scoremusik, der cykler deruda' uden den store variation. De betaler godt. Og går glade hjem. Jamen så er alt jo godt. 1.500 danskere, der har stået som sild i en tønde, har fået en på opleveren. Øl og hornmusik. Leveret af topprofessionelle musikere fra et meget musikalsk land. Synd at det er så svært at koncentrere sig om musikken, så længe det står på!
Koncertarrangøren gnider sig i hænderne og kan føje endnu en kasse-succes til samlingen. For det ser ud til, at der er ved at være penge i verdensmusik. Trods alt.
Sådan var det sikkert fredag aften i Vega. Og sådan var det i august, da Rubén González, en af de virkelig store - en af "den fra filmen" - gav koncert samme sted. Det stod der i hvert fald på plakaten.
Det meste af tiden blev Rubéns fabelagtige pianospil nu sovset så meget ind i potente horn og percussion, at det gamle geni forsvandt i tågerne. Fra en plads på balkonen kunne man se, at han spillede, men for det meste var det sgu svært at høre.
Måske er jeg bare et surt ribs, der vil have kvalitet for mine penge og ikke vil ride med på latin-bølgen for enhver pris. Størsteparten af publikum var jo glade. Og den samlede danske musikpresse faldt på halen og roste arrangementet til skyerne. Til arrangørens store fryd. For det sælger billetter. Også næste gang.
Bare det er cubansk. For latin og salsa er hot: det skriver de jo selv. Så skal man også heppe med - sammen med det professionelle heppekor, der lever af musikerne og den gode historie...
Det eneste, man kan håbe på, er, at den cubanske bølge - måske - kan være med til at fjerne fokus fra den kommercielle, amerikanske maskin-salsa, som allerede har hærget vores kultur i en del år efterhånden, til den ægte vare. Fra Cuba.
Og tænk hvis det store, købedygtige salsa-publikum også begynder at lytte til musikken med et kræsent øre.
