Læsetid: 2 min.

Dans mellem bordene

13. november 1999

Tim Rushton tager afsæt i Federico Garcia Lorcas poesi i sine fortællinger om kærlighed, længsel og narcissisme

Dans
I begyndelsen er de tyve kvadratiske borde en sikker ramme om de menneskelige relationer imellem de tre kvinder og de to mænd, der afsøger terrænet i Tim Rushton's nye danseforestilling busy being blue. Som renæssancemoduler for orden og retvinklethed giver de tryghed og støtte for balancer og hvilen i fosterstillinger.
Der er et lille helle at vende hjem til, når de søgende ekskursioner i kønnenes labyrint bliver for besværlige. Det er farligt at træde ud af sig selv, det er pinligt at berøre og berøres, det er bedre at blive på bordet, eller gemme sig under det. Men så går en af pigerne (Sofia Yaregal) amok, og løber hårsvingende rundt på scenen, hvilket får de to mænd (Miguel Cortés og Trinidad Bermudez) til at rykke fundamentet for hendes verden, bordene, væk.
Menneskene er nu overgivet til hinanden, til begæret og længslerne, og fra Lorcas digte ved vi, at det er en kritisk situation. Tim Rushton forsyner sine dansere, der også tæller den lille, tætte sexbombe Carina Raffel og den enigmatiske Patricia Seron Pawlik, med korte møder, lange pas de deux'er, tiltrækning og frastødning. Som hos Lorca handler det meget om en mand og en kvinde, men i virkeligheden allermest om mænds fordækte kærlighed.

Veltempereret
busy being blue er en kølig sag, i forhold til den glødende Lorca. Midt i den herlige trinrigdom og de mange nytænkte kombinationer af menneske og bord kan man savne den kamp på liv og død, den erotiske tyrefægtning, der ulmer i de spanske vers, der ikke for ingenting blev kaldt "sonetter om den mørke elskov".
Det er en veltempereret forestilling, uhyre musikalsk og linjeskøn, snarere end en vision af Goya'sk vildskab eller Bunuel'sk surrealisme. Men danserne yder en glimrende indsats, og den afsluttende scene er visuelt yderst fængende. Bordenes overflade spejler nu deres egne ansigter, og de bøjer sig ind over dem som Narcissus over den bæk, han druknede i. Her burde forestillingen nok være sluttet, i stedet for den recitation, der genoptog opstillingen fra den indledende scene. I det hele kunne man spørge sig, om ordene ikke var overflødige i sammenhængen: Billederne er stærke nok i sig selv, i Signe Kroghs fine scenografi.

*Busy being Blue. Koreografi: Tim Rushton i samarbejde med danserne. Scenografi: Signe Krogh. Musik: Michael Gordon, Gavin
Bryars, Jeir Jenssen og Astor Piazolla. Dansescenen, til 26. november

*I forbindelse med forestillingen afholdes to supplerende arrangementer: 14. november kl. 15 læser Morten Kirkskov de sonetter af Lorca, der danner udgangspunktet for 'Busy being Blue', 'Sonetos del amor oscuro'.

*21. november debatteres temaet 'inspirationens mangfoldighed' af Per Nørgaard, Ursula Reuther Christiansen, Anders Kirkegaard og
Janus Kodal samt Tim Rushton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her