Læsetid: 3 min.

Deforme drømme

2. november 1999

Fremtiden er en mørk skygge i Astrid Saalbachs roman om en ung kvindelig skuespillers læreår på Statens Teaterskolei 70'erne

Ny bog
Ingeborg Schmidt, hovedpersonen i Astrid Saalbachs tredie roman, Den hun er, er en berømt skuespiller, som vender tilbage til Danmark for at indspille en film. Straks efter sin hjemkomst besøger hun sin gamle teaterlærer Anna Munthe, som formørket af senilitet lever på et plejehjem. Mødet med Anna åbner Ingeborgs tilsømmede erindring, og fortiden vælter ind over hende.
Den hun er handler ikke om Ingeborgs nuværende livssituation, hendes liv som anerkendt skuespiller, men om hendes forventningsfulde og turbulente ungdomsår i 70'erne, hvor hun uddannede sig på Statens Teaterskole.
Som ung samler Ingeborg på tegn, det kan være mønter, tilfældige bemærkninger eller agern; tegn på at hun engang vil blive en stor og feteret skuespiller. I alt hvad hun foretager sig, ser hun billedet af sig selv som en berømt personlighed, og denne endnu ikke realiserede mulighed kaster sin skygge på hendes ungdom. Ingeborgs verden er fiktionaliseret, og hun er selv fiktionens klamme midtpunkt: Hun overvejer, hvad hun skal skrive i sin biografi, hun aflurer på morbid vis smerterne i sin syge mors ansigt for senere at kunne kopiere dem. Ingeborgs øjne er åbne, men hun ser kun sig selv.
Det ved hun godt. Hun accepterer således fuldstændig, hvad hendes kæreste siger til hende om kærlighed: "Han havde ret; jeg ville aldrig kunne spille Julie eller Ofelia. Jeg var ikke i stand til at elske. Jeg ejede ikke den evne."
Læseren følger Ingeborg fra hun optages på Statens Teaterskole, til hun nogle år efter sin uddannelses afslutning har store problemer med at finde arbejde.

En hård proces
Romanen har kurs mod det punkt, hvor Ingeborg lærer at hvile i verden og være den hun er; altså et åbenbaringens øjeblik, hvor hun evner at glemme sig selv. Tidligt får læseren at vide, at Ingeborg har aflagt en af de bedste optagelsesprøver på Teaterskolen nogensinde. Der er derfor ingen tvivl om, at Ingeborg har skuespillerevnen i sig; det kræver blot et kompliceret udgravningsarbejde, en hård erkendelsesproces, før den som en kostbar skat vil dukke frem.
Som historisk nedslag, som beretning om en omskiftelig periode i dansk teaterliv, er Astrid Saalbachs roman interessant. Ingeborg må forholde sig til de politiske og æstetiske konflikter, som Statens Teaterskole, der var blevet adskilt fra Det Kgl.Teater, havde med det etablerede kulturliv. For Ingeborg er der tale om en uforbeholden accept af skolens eksperimenterende linje, hvor eleverne bestandigt sættes på prøve af den følsomme og hærgede dramalærer Pablo. Hun beruser sig i dette miljø, hun lever og ånder for undervisningen i det nedlagte vinlager på Frederiksberg og for hyggeaftenerne på Café Roxy på den anden side af gaden, mens den guillotinelignende dato for hendes årgangs afgangsstykke rykker nærmere og nærmere.
Romanen har dog et væ-sentligt problem: dens hovedperson. Ingeborg er en sårbar og usikker kvinde, der bliver ædt op af sine præstationskrav: Hun bliver afhængig af sovepiller, bilder sig ind at lide af alskens dødelige sygdomme og må en kort overgang indlægges på psykiatrisk afdeling.

Manglende sympati
Men Ingeborgs følelsesmæssige lammelse gør det vanskeligt for læseren at have sympati med hende. Og hvilken roman kan leve, hvis læ-seren ikke kan interessere sig for hovedpersonens projekter? Undervejs forsøger hendes omgivelser, især Anna Munthe, at hjælpe hende, men læseren, der kender Ingeborgs inderste tanker, må spørge: Er hun værd at ofre opmærksomhed på? Er det ikke lige meget, om hendes drøm bliver virkelig eller ej? Går dansk teater glip af noget, hvis hun ikke bliver stjerne?
Da Ingeborg overværer en teaterforestilling, mens hendes mor ligger syg på hospitalet, fortæller hendes kæreste hende, at den ene teaterdirektør efter den anden bejler til hende.
Hun kommenterer: "Jeg havde lagt mærke til det og undret mig, til det langsomt gik op for mig, at det var sorgen og vreden, der gav mig et skær af noget særligt." Selv ikke i smertens stund, kan hun lade være med at spekulere på, hvordan hun fremtræder i de andres øjne. Dejlig kvinde, ikke sandt?

En isterning
Når der i sidste ende alligevel er noget forsonende over hovedpersonen, skyldes det vemodet, som man kan høre i den midaldrende, tilbageskuende Ingeborgs stemme. Hun må græmme sig over sin foragt for morens blåøjethed og almindelighed, over sin vilde og respektløse ærgerrighed.
Det ungepigeagtigt drømmende og voksent tungsindige følges ad i Den hun er. Romanen føles som en isterning i munden. Kold, først og fremmest, men også svagt læskende, så længe den varer.

*Astrid Saalbach: Den hun er. Roman. 219 sider, 248 kr. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu