Læsetid: 8 min.

En englænder i middagssolen

19. november 1999

Nicholas Shakespeares længe ventede bog om forfatteren Bruce Chatwin er et bevis på at levet liv ofte er mere forunderligt end fiktion - og at den gode biografi hverken farer vild i nuancen eller reducerer sin hovedperson eller værket til et produkt af omstændigheder

2. SEKTION - BOGTILLÆG
Biografi
Den 18. januar 1989, 48 år gammel, døde Bruce Chatwin af aids i en villa ved den franske Riviera omgivet af nogle få nære venner og med sin genfundne kone, den amerikanskfødte Elizabeth Chanler ved sin side.
Han var allerede da en myte; kendt som en manisk rejsende og forfatter til en håndfuld succesrige bøger: I Patagonien, 1977, Vicekongen af Ouidah, 1980, Det sorte bjerg, 1982, Drømmespor, 1987 og Utz, 1988, alle oversat til dansk.
Chatwin skrev rejselitteratur og romaner, der tematiserer hans hovedinteresser: rejsen, fortællingen, nomaden, det enkle kunstværk. Han blander fakta og fiktion i bestræbelsen på at fortælle en god historie med en overraskende pointe i en afdæmpet less-is-more-prosa.
Life & Work-genren
Forfatterkollegaen Nicholas Shakespeare har brugt de mellemliggende 10 år på at skrive en fyldig og grundigt efterforsket biografi, der læner sig op ad den klassiske life & work-genre, hvor forholdet mellem det levede liv og værket er det centrale.
Bruce Chatwin brugte sig selv som fortæller og sine mange rejser som stof i flere af sine bøger, så dele af hans livshistorie har været kendt af læserne. Han gjorde det ikke på bekendelsesvis, men han bidrog gerne til de mange myter, der har været i omløb om ham: Den momentane blindhed, der drev ham bort fra jobbet i auktionshuset Sotheby's og ud for at se på horisonter i Sudans ørken. Eller hans hovedkuldse afrejse til Patagonien under et ophold i New York.
Da redaktøren af flere af hans bøger, Susannah Clapp, i 1997 udsendte sit personlige portræt Omkring Chatwin, blev spekulationerne om hans homoseksualitet forvandlet til et offentligt faktum.
Shakespeares biografi forsøger at se sobert på myterne og fortælle om et yderst sammensat menneske, der ikke skelnede så nøje mellem fakta og fiktion, hverken i sit eget liv eller i sine bøger.

Sammenhænge
Biografien følger stort set Chatwins livsbane, men den starter med et et fremragende analytisk kapitel, hvori Shakespeare forsøger at syntetisere Chatwins intellektuelle interesser og nærmest opstiller en tese om ham.
Kapitlet tager sit udgangspunkt i en arkæologisk udgravning i Swartkrans-hulen nær Johannesburg i Sydafrika, hvor Chatwin dukker op og deltager netop den dag i 1984, da arkæologen Bob Brain finder et lille stykke svedet ben; beviset på, at mennesket har kendt til brugen af ild mere end 700.000 år før, man hidtil havde troet.
Shakespeare ser episoden som et prisme, der spejler centrale træk hos Chatwin: Det nærmest uhyggelige held, det korte ophold, det fortællende fragment, den spekulative teori, fascinationen af alle tings oprindelse.
Chatwin så opdagelsen som et bevis på, at mennesket oprindelse ikke fortoner sig hos en blodtørstig kannibal, men hos forfædre, der brugte ild og, mente han, sprog til at holde store truende rovdyr på afstand. Ved ildstedet startede civilisationen, og samtidig opstod et psykologisk behov for, at "det store dyr" levende videre i "fortællingen", i eventyr af alle slags, om drager og uhyrer.
Bain ser Chatwin som en 1800-tals tænker, der ville syntetisere alt, som en ny tids generalist. Samtidig får Shakespeare også antydet, at Chatwins forstillinger om sammentænkning kunne have en kompensatorisk karakter, for personlighedsmæssigt havde han selv problemer med at hænge ordentligt sammen.

Blev i skabet
Helt centralt i biografien står beretningen om, hvordan Chatwin i en tid, hvor så mange homoseksuelle tilsyneladende sprang glade ud af skabet, vogtede på sin hemmelighed.
Chatwin ville heller ikke indrømme, at han led af aids. Ingen måtte nævne ordet aids i hans nærhed, og han ønskede ikke som andre dødsmærkede fra sin generation at have noget at gøre med aids-miljøets hospicer. Typisk for hans individualisme søgte han i stedet at rejse penge til en ekspedition til det mørkeste Afrika for at forskere kunne finde årsagen til sygdommen.
Beretningen om Chatwins aktiviteter i det hektisk eksperimenterende bøssemiljø i New York i starten af 80'erne, bl.a. i kredsen omkring fotografen Robert Mapplethorpe, og hans forsøg på at holde en heteroseksuel facade har heller ikke været tilgængelig før. Det samme gælder udsagnene om hans dårlige behandling af Elizabeth og kritikken af hans misbrug af interviewofre i Patagonien og Australien.
Chatwin bliver klædt af til skindet af Shakespeare, og det er ikke altid lige kønt, men det er ubetinget interessant, fordi dét, der afsløres om ham, får lov at bevare sin forbløffende sammensathed. Man kommer til at ane, hvorfor så overvældende og morsom en person skrev så kølig en prosa, og hvorfor der ikke er skildringer af kærlighed forbundet med seksualakten i en eneste af hans bøger.
Hans evne til at kompartamentalisere - til at dele sit liv og sine følelser op i skarpt afgrænsede sfærer, kommer i løbet af bogen til at indtage en overbevisende central plads i Shakespeares forsøg på at forstå manden, myten og værkerne.

Manden og myten
Forfatteren Salman Rushdie, der rejste med Chatwin i den australske ørken under studierne til Drømmespor, har et både kærligt og præcist øje for Chatwins natur: "Han var så individuel, så meget sig selv. Det polariserede folks holdning til ham".
Der er beretninger fra folk, der har set ham i de slagtehalsagtige bøsseklubber i New York, hvor mænd lod sig fastspænde og lå på række til fri afbenyttelse, mens gulvet flød af blod - og fra andre der kan fortælle, hvordan de betænksomt har modtaget en pakke med de helt rigtige kiks fra Fortnum's.
Shakespeare er således ikke en naiv mikrofonholder, men en bevidst kontrastmager. Men gåderne forbliver delvist i behold. Chatwin bliver ikke reduceret til et produkt; man aner et mønster, men aldrig en endegyldig forklaring på hans rastløse, umættelige appetit på alt og alle.
Opbruddet fra Sotheby's hang tilsyneladende også sammen med, at Chatwin vægrede sig ved at erkende sin homoseksuelle side. Hans læge anså den forbigående blindhed, som han led af på den tid som en nægtelse af at se sine seksuelle problemer i øjnene. Bruddet blev starten på et mønster i hans liv: hver gang problemerne blev for store, kunne han altid bryde af, rejse ud og begynde forfra.

At skrive
Shakespeare dokumenterer grundigt Chatwins læsning af andre forfattere. Tidlig inspiration kom fra Robert Byrons The Road to Oxiana om en rejse gennem Persien og Afganistan i 1933, som Chatwin læste allerede i skoletiden.
Den russiske Osip Mandelstams rejseessay Journey to Armenia er en vigtig inspirationskilde helt fra begyndelsen af 70'erne. Hemingways epkokegørende debutbog I vor tid fra 1925 var også med i Chatwins rygsæk fra første færd og udgør sammen med Flauberts romaner en anden vigtig stilistisk inspirationskilde.
Man får et godt indtryk af, hvordan Chatwin f.eks. kæmpede med at finde den rette fortælleform og det rette stilleje til den dramatiske, grumme historie om Vicekongen af Quidah og hans slavehandel.
Han søgte efter den rette stramme form til de sadistiske uhyrligheder og fandt inspiration i Racines tragedier og Flauberts Trois Contes.

Den nye ikke-fiktion
Chatwin skrev udkast på udkast, i en proces som kan sammenlignes med Østens lakarbejder, hvor der lægges lag på lag, slibes ned så overfladen til sidst bliver både mat og blank på samme tid. Han var besat af tekstens overflade. Målet var ren beskrivelse uden dybde eller baggrund, alt skulle være forgrund som i et papirklip af Matisse.
Når han skrev om noget tragisk eller klaustofobisk, benyttede han tricket at gøre det udefra, som var der tale om at iagttage en levende opstilling, un tableau vivant. Andre har talt om spændingen mellem den mentale lidenskab og den kølige prosa, der skaber et indtryk af koldt morgenlys.
Rushdie karakteriserer Chatwin som en varm person, der skrev kold prosa. Chatwin lukkede ikke sin egen natur ind i teksterne. Dét han skjulte for alle omkring sig, og som han "holdt adskilt i særlige aflukker, i realiteten sin seksualitet, er ikke til stede (...) al den fantastiske underholdning, sproget, originaliteten, udbrudene og opvisningerne er en slags gardering imod at lukke sandheden ind. Hvis han havde lukket den ind, ville hans skrivekunst have forbløffet os," hævder Rushdie.

Myten lever
Der er folk, der hævder, at man ikke ustraffet tager myten om Chatwin fra en gennemsnits-backpacker.
En universitetslærer, der har prøvet at påvise Chatwins manglende og upræcise viden om de australske aboriginals, kunne mærke agressionerne stige hos de studerende, for hvem Drømmespor har været et livsnødvendigt supplement til Lonely Planets Australien guide.
Sandheden er, at han skrev fiktion og ikke faktuel rejselitteratur, en fiktion som har gjort verden større for mange, og selvom det kan påvises, at han sjuskede i researchen, misbrugte sine kilder og lånte stiltræk af andre forfattere, så er der næppe nogen som har betydet mere for udbredelsen af interessen for de australske aboriginals situation. Det er i hvert fald den australske forfatter Thomas Keneallys generøse vurdering af Chatwin.

Med og uden kontrol
Noel Coward mente, at det kun er gale hunde og englændere, der går ud i middagsheden; gør dét alle andre ved er vanvid. Sådan en englænder tager sig ikke af, hvor i verden han er havnet, og om han overholder de lokale regler. Måske er han der for at løbe panden mod en mur - mærke sit grænseløse selv få konturer i et livtag med noget ustyrligt, farligt.
Måske er det her, vi skal søge årsagen til Chatwins appél til moderne læsere. Kan det være dén subtekst, der har fængslet læserskaren? Måske tiltrækkes læserne i særlig grad af det forunderlige, at den verden, der i dag ellers fremtræder fri for hvide, uopdagede pletter, hos Chatwin kan fremstå så eventyrlig som dengang, de hvide pletter fyldte godt på globussen. Samtidig er denne vide verden indtagelig i kraft af de mange forbindelser, der kyttes kulturelt og historisk på tværs af alle grænser i Chatwins tekster. Hos ham kan man opleve passioneret udlængsel og kølig beskrivelse, tab af kontrol og alligevel kontrol.
Hans hvileløse optagethed af det fremmede, hans individualisme, og glubende rejselyst er i pagt med hippiernes og de imperiale eventyreres. Alligevel er disse træk gået rent ind hos de nye lag af højtuddannede globetrottere blandt nutidens læsende publikum de praktiske, pragmatiske bærere af tidens globaliseringstendenser, der ser på verdens afkroge som deres egen baggård, og som har rastløsheden som fælles personlighedstræk.
Biografien er fantastisk læsning - som en rejse, der aldrig holder op med at overraske. En rejsebog, der sagtens kan konkurrere med de bedste af Chatwins egne. q

Nicholas Shakespeare: Bruce Chatwin. 591 s. 340 kr. The Harvill Press, London

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu