Læsetid: 13 min.

Faldt socialismen med Muren?

6. november 1999

Med Berlinmuren faldt de kommunistiske samfundssystemer - men hvad så med socialismen? Kan den gøre andet end at gå tilbage til rødderne?

Programmet er en eneste stor krigserklæring til alt, hvad der findes tilbage af kapitalistiske elementer her i landet." Sådan præsenterede Socialdemokratiets formand, Hans Hedtoft, sit partis nye program på kongressen i august 1945. Programmets chefarkitekt var den unge cand. politi. og senere statsminister, Jens Otto Krag, og som allerede dets ambitiøse titel, Fremtidens Danmark, antyder, kom det til at præge udviklingen i Danmark de næste 30 år.
Nogen fuldgyldig krigserklæring mod kapitalismen var Fremtidens Danmark ikke. Men det var et klart udtryk for Socialdemokratiets intentioner om at opbygge et velfærdssamfund, der ikke var baseret på frie markedskræfter, men på stærk samfundsregulering og offentlig aktivitet. Med opbygningen af den offentlige sektor i 1960'erne lykkedes det i vid udstrækning Socialdemokratiet at realisere dette program.
I dag er situationen nærmest vendt på hovedet. Under Poul Nyrup Rasmussens ledelse gennemfører Socialdemokratiet i disse år en politik, der med en omskrivning af Hans Hedtofts udtalelse må karakteriseres som "en eneste stor krigserklæring til alt, hvad der findes tilbage af socialistiske elementer her i landet."
Regeringen er godt i gang med en systematisk demontering af de bærende piller i det velfærdssamfund, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse opbyggede i efterkrigstiden. Den offentlige sektor nedbrydes gennem omfattende privatiseringer og udliciteringer. En gennemgribende liberalisering af hele samfundslivet betyder, at offentligt ansvar og solidariske principper må vige for markedskræfter og individualisering.
Der er med andre ord sket et omfattende værdiskred, som ikke alene har ramt Socialdemokratiet og fagbevægelsen, men også den politiske venstrefløj. Et værdiskred, som har mange årsager, men som grundlæggende må ses i lyset af Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud.

Bange for sin egen skygge
Fremtidens Danmark havde et socialistisk perspektiv for så vidt, at programmet udstak det mål, at arbejdsgiverne på langt sigt skulle opgive deres eneret til at lede og fordele arbejdet for at dele denne ret med de ansatte og samfundet. Efter opbygningen af velfærdsstaten syntes tiden ved indgangen til 1970'erne da også endelig at være moden til den revolutionerende samfundsreform, der havde været Socialdemokratiets vision siden partiets grundlæggelse i 1871, nemlig samfundsovertagelse af produktionsmidlerne og indførelsen af en demokratisk socialisme.
Midlet var forslaget til Økonomisk Demokrati, ØD, som med tilslutning fra fagbevægelsen blev fremlagt i Folketinget i januar 1973. Forslaget blev imidlertid hurtigt taget af bordet igen - skudt ned af såvel højre- som venstrefløjen. Hertil kom, at spørgsmålet om Danmarks optagelse i EF havde medført en dybtgående splittelse i Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Ydermere afslørede Fremskridtpartiets gennembrud ved valget i efteråret 1973 en udbredt utilfredshed med velfærdsstaten og ikke mindst skattetrykket. Og endelig indvarslede oliekrisen en dybtgående og langvarig økonomisk krise, hvor Socialdemokratiets sædvanlige Keynes-inspirerede konjunkturpolitik ikke havde nogen nævneværdig effekt.

Hvem vandt Den Kolde Krig?
Mere end 25 år er gået, siden ØD blev lagt i mølposen, og efterhånden er Socialdemokratiet helt holdt op med at kaste skygge: Enhver tro på den demokratiske socialisme synes opgivet. Visionerne begrænser sig til proklamationen af en 'modernisering' og 'forbedring' af det eksisterende velfærdssamfund. Troen på et samfund og en fremtid, der ikke er baseret på de kapitalistiske markedskræfters frie spil synes at være uigenkaldeligt fortabt.
En udslagsgivende impuls til denne udvikling har tydeligvis været Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud, der gav den socialdemokratiske vision det uigenkaldelige knæk. Svend Auken havde ganske vist allerede under Gorbatjov erklæret, at socialdemokratierne nu havde vundet den historiske konflikt med kommunisterne og med opbygningen af velfærdsstaten var godt på vej mod realiseringen af den demokratiske socialisme.
Men også Anders Fogh Rasmussen udråbte sig selv og sin overbevisning til sejrherre, da han slog fast, at det var liberalismen, der havde vundet den kolde krig, og at Sovjetunionens og Østblokkens kollaps var et sammenbrud - ikke kun for kommunismen, men også for socialismen.
Den ikke-kommunistiske venstrefløj blandede sig ligeledes i koret og erklærede forhåbningsfuldt, at det nu ville blive langt nemmere at agitere for socialismen, når Sovjetunionen og Østblokken ikke længere kunne bruges som et skræmmebillede.
Der var kort sagt trængsel, når det gjaldt om at tage sovjetkommunismens sammenbrud til indtægt for rigtigheden af egne synspunkter. Og selv om Ned Lebows og Janice Stein med titlen på deres bog fra 1994, We All Lost the Cold War, vel på det helt overordnede plan rammer rigtigt, så må man ikke desto mindre konstatere, at når det kommer til dansk - og vel også europæisk - politik, så har Anders Fogh Rasmussen og liberalismen trukket det længste strå, mens socialismen i bred forstand har lidt nederlag.
Mere stat - mere socialisme?
At det er endt på denne måde, skyldes flere forhold. Først og fremmest ramte sammenbruddet i Øst dybt ind i Socialdemokratiets hjertekule som følge af flere væsentlige lighedspunkter mellem det sovjetiske samfundssystem, som det udfoldede sig under Bresjnev, og den grundlæggende socialdemokratiske samfunds- og socialismeopfattelse.
Alle øvrige forskelle ufortalt delte sovjetstyret og Socialdemokratiet troen på en stærk og altomfattende stat som omdrejningspunkt for et planøkonomisk, socialistisk samfund. Groft sagt kan man karakterisere Socialdemokratiets vision som værende baseret på parolen "Mere stat - mere socialisme". Hertil kom en i hvert fald delvis, fælles forankring i et formynderisk menneskesyn baseret på opfattelsen af, at staten og partiet bedre end folket selv kendte folkets virkelige behov og derfor helt naturligt tog hånd om folkets skæbne 'fra vugge til grav'.
Det var centrale dogmer, der nu stod for fald, og trods forskellene på ikke uvæsentlige områder som demokrati og menneskerettigheder, så blev der ikke desto mindre rokket ved Socialdemokratiets hidtidige forestillinger om et socialistisk samfund.
Oven i alt dette kom den generelle medvind, som liberalismen fik i kølvandet på sammenbruddet i Øst, og som ikke mindst var baseret på den statscentraliserede planøkonomis åbenbare fallit, hvortil naturligvis kom afsløringerne af den råddenskab, der havde hersket i socialismens navn. Højrebølgen havde været undervejs længe, anført af Reagan og Thatcher, og den ramte nu for alvor et Socialdemokrati, der i forvejen var ideologisk svækket.

Tilbage til Adam Smith
Socialdemokratiets krise skyldtes imidlertid også, at Venstre formåede at gå i offensiven som "Danmarks liberale parti". Efter at partiet i 1970erne og 1980erne havde ligget i baghjul på Fremskridtspartiet med en både unuanceret og primitiv hetz mod den offentlige sektor, lykkedes det efterhånden med partiets næstformand, Anders Fogh Rasmussen, som strateg at udforme en idémæssig platform, hvor det oprindelige liberalistiske tankegods blev tilpasset velfærdssamfundets udfordringer.
Netop Anders Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993 blev i den sammenhæng modtaget som gefundenes fressen af såvel Socialdemokratiet som den politiske venstrefløj. Det var ikke længere nødvendigt at postulere det nyliberalistiske skrækscenarie, hed det - man kunne nu blot henvise til den ideologiske stormesters egen fremstilling.
Ikke desto mindre må man i dag konstatere, at Venstres nyformulering af liberalismen har formået at omkalfatre det politisk-idémæssige landskab i Danmark i en sådan grad, at begreber som privatisering, udlicitering og liberalisering er blevet hvermandseje - uagtet at Anders Fogh Rasmussen er blevet rundere i profilen, nu han går efter statsministerposten.
Ikke nok med det: Venstre har også formået at tilpasse sig den nye socialstruktur, som er opstået med urbaniseringen og opbygningen af velfærdsstaten. Partiet er ikke længere (alene) landbrugets parti, men appellerer tværtimod til de nye mellemlag i byerne og forstædernes parcelhuskvarterer, som er tiltrukket af partiets paroler og tilbud om større personlig frihed og flere valgmuligheder, når det gælder udnyttelsen af den offentlige service.
Med andre ord er det lykkedes Venstre at blive et nutidens og fremtidens parti for så vidt, det handler om at definere den idémæssige og politiske dagsorden - ja, selv et bedre miljø er blevet en del af partiets profil. Og det er vel at mærke sket, uden at partiet har opgivet sine historiske, sociale og idémæssige rødder. Grundlæggende er det nemlig lykkedes at genlæse og genopfriske liberalismens klassikere som Adam Smith og John Locke, og på den baggrund formulere en vision om fremtidens Danmark, hvor der er mindre velfærdsstat og mere velfærdssamfund.

Holdningsmæssigt skifte
Anderledes forholder det sig med Socialdemokratiet og efterhånden også fagbevægelsen. Her er de ideologiske såvel som de sociale rødder efterhånden ved at være glemt, og når det kommer til bestræbelserne på at tilpasse bevægelsen (som det hedder) til Velfærds-Danmark, så den ikke længere er bundet til den traditionelle arbejderklasse, så er det en helt anden proces, man kan iagttage.
Efter ØD-nederlaget i 1973 kan Socialdemokratiets uigenkaldelige farvel til sin egen fortid både holdningsmæssigt og socialt dateres til den 11. april 1992, hvor partiets (trods alt) visionære formand, Svend Auken blev væltet og erstattet af apparatets mand Poul Nyrup Rasmussen. Mange forhold spillede ind i dette magtskifte - herunder Det Radikale Venstres ønsker om en 'troværdig' statsministerkandidat, men i lyset af den senere udvikling er det ret åbenlyst, at der samtidig skete et holdningsmæssigt skifte, hvor enhver idelogisk bundethed til fortiden og dens snak om en demokratisk socialisme blev lagt på hylden.
Et udtryk for den idémæssige situation i den socialdemokratiske bevægelse efter magtskiftet kunne man for nylig følge i Politiken. I rækken af mere eller mindre ledende socialdemokrater, som avisen havde bedt fremlægge deres personlige bud på Socialdemokratiets vision ved tærskelen til det 21. århundrede,var det kun den tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen, der (i øvrigt tydeligt desillusioneret) genopfriskede tanken om den demokratiske socialisme, mens indlæggene fra andre ikke indeholdt andet og mere end mainstream-holdninger og pop-politik - uden substans og frem for alt uden socialistiske visioner.
Gennemtygget surrogat
Dybest set er det både tankevækkende og sådan set også ret forstemmende, at ingen ledende socialdemokrat har fundet det umagen værd at gøre, hvad Anders Fogh Rasmussen (og Per Stig Møller) har gjort - nemlig at genlæse og genopfriske sit partis ideologiske rødder. I flæng kan nævnes Karl Marx, Frederik Engels og Ferdinand Lasalle, som burde kunne inspirere én og anden. Eller hvad med de utopiske socialister og kommunister - for ikke at tale om Socialdemokratiets egne teoretiske begavelser som f.eks. en Gustav Bang. Ja, selv Thorvald Stauning skrev faktisk om socialismens teori.
Én og anden socialdemokrat vil sikkert mene, at de nævnte personers idéer er håbløst gammeldags og ikke anvendelige i verden af i dag, der er kvalitativt forskellig fra dengang. Men er det virkelig sådan? Ret beset er liberalismens ideologiske pionérer, som Venstre med stor succes har fundet frem, jo endnu ældre. Og den socialdemokratiske arbejderbevægelse opstod jo netop som en reaktion mod det samfundssyn, som liberalisterne forfægtede - og som Venstre i dag er fortalere for.
Ikke desto mindre er Socialdemokratiets aktuelle idémæssige og politiske grundlag under Poul Nyrup Rasmussens ledelse i stigende grad baseret på netop liberalismens grundholdninger. Og ikke nok med det: Der er ikke en gang tale om den rene vare, men om et surrogat, der er gennemtygget af Anders Fogh Ramussen og partiet Venstre, der historisk har været Socialdemokratiets politiske hovedmodstander, når det gjaldt opbygningen af den danske velfærdsstat.
Det var således Venstre, der i sit opgør med den danske velfærdsmodel formulerede parolerne om privatisering, udlicitering og liberalisering. Men det er frem for alt Socialdemokratiet, der i en alliance med de radikale omsætter parolerne til praksis gennem nedbrydelse af velfungerende, offentlige institutioner, der omdannes til profitorienterede virksomheder, der skal fungere på markedsvilkår.

Nedbrydning
I det hele taget har regeringen under Poul Nyrup Rasmussen ført en politik, der vanskeligt kan betegnes som andet end en systematisk nedbrydning af den velfærdsstat, som blev opbygget på grundlag af programmet om Fremtidens Danmark. Det er sket med en styrke og systematik, som en borgerlig regering næppe ville være i stand til - om ikke andet, så fordi den ville få fagbevægelsen på nakken. Men dét er efter den netop afsluttede LO-kongres muligvis også snart en saga blot, efter at LO-toppen nu har fået i hvert fald delvis tilslutning til sine krav om udlicitering og en deraf følgende nedbrydelse af velfærdsstaten.
I hele denne sammenhæng var sagen om efterlønnen ikke alene historien om en trængt statsministers løftebrud, men også om et frontalt angreb på den danske velfærdsmodel, hvor solidariske og skattefinansierede velfærdsydelser efterhånden skal erstattes med individualistiske forsikringsordninger. Forude venter afskaffelse af børnechecken (uden større modstand) og folkepensionen (den bliver værre) - uanset at både statsministeren og finansminister Mogens Lykketoft gør sit yderste for at afvise forslag i denne retning. Imens forbereder fagbevægelsen sig ved at forlange individuelle pensionsopsparinger i overenskomsterne.

Ud med badevandet
At Socialdemokratiet i kølvandet på Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud følte behov for en gennemgribende revision af partiets ideologiske grundlag, er sådan set naturligt.
Ret beset havde partiet siden opgivelsen af ØD-forslaget i 1973 gennemlevet en lang, politisk og ideologisk krise, hvor statsminister Anker Jørgensen forgæves søgte at holde sammen på velfærdsstaten og arbejderbevægelsens idealer, mens finansminister Knud Heinesen stadig mere desperat advarede imod at falde i den økonomiske afgrund. Krisen kulminerede, da Anker Jørgensen i 1982 smed tøjlerne og overgav statsministerposten til Poul Schlüter, mens socialdemokratiet blev kastet ud i 10 års ørkenvandring.
Oven i alt dette kom så impulsen fra sammenbruddet i Øst, der med ét skabte et ideologisk tomrum i kernen af partiets samfunds- og socialismeopfattelse. Derfor var der dog ret beset ingen grund til, at revisionen skulle føre til en total opgivelse af partiets vision om et demokratisk, socialistisk samfund, sådan som det blev tilfældet.
At det er endt på denne måde, må bl.a. tilskrives den gradvise afideologisering, som både Socialdemokratiet og fagbevægelsen har oplevet i efterkrigstiden. Med cand. politternes indtog i partiledelsen er politik i stigende grad blevet erstattet med administration, mens diskussioner om ideologi, værdier og holdninger - for slet ikke at tale om socialistiske visioner - er gledet stadig mere i baggrunden.
I modsætning hertil har Venstre altid holdt den idémæssige fane højt, og det er netop derfor, at partiet har formået at gennemføre den politiske og ideologiske tilpasning til det moderne Danmark - uden at sætte værdigrundlaget og de historiske rødder over styr.

Hvad ville Marx sige?
Liberalismens sejrsgang er dog ikke alene en historie om Socialdemokratiets ideologiske kapitulation. Fundamentalt er det nemlig, at (ny)liberalismens grundlæggende værdigrundlag i kølvandet på Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud er slået igennem i en sådan grad, at det er blevet alment anerkendt og ikke længere betragtes som ét blandt flere mulige værdigrundlag - om end der partierne imellem kan være forskelle inden for den fælles, overordnede forståelsesramme.
Liberalismens værdigrundlag og politiske paroler har således også slået dybe rødder i den politiske venstrefløj, hvor ikke mindst SF er tydeligt påvirket, mens Enhedslisten er mindre påvirket - givetvis fordi Listen i kraft af oprindelse og sammensætning ikke har nogen sammenhængende, ideologisk grundopfattelse.
Sammenbruddet i Øst havde i vid udstrækning den samme effekt på den politiske venstrefløj, som på Socialdemokratiet - om end SF ikke led af helt den samme statsfetichisme som Socialdemokratiet. Hertil kommer SF's traditionelle politiske positionering, hvor samarbejdet med Socialdemokratiet siden SF's stiftelse i 1959 har været det strategiske omdrejningspunkt. Det har generelt resulteret i, at SF mere eller mindre har tilpasset sig Socialdemokratiets politisk-ideologiske linie - således også nu, hvor man endog kan opleve, at SF arm i arm med Venstre overhaler socialdemokraterne, når det gælder krav om udlicitering og liberalisering.
Modsat situationen i Socialdemokratiet, har partiets formand, Holger K. Nielsen, med bogen Frihed i fællesskab forsøgt sig med en fornyelse af partiets ideologiske grundlag - uden det dog har haft det store gennemslag hverken i partiet eller offentligheden. Tværtimod ser vi løbende tendenser til ideologiske opbrud, hvor bekendelse til liberalismens idégrundlag formes som opgør med fortidens socialistiske vanetænkning - og hvor succeskriteriet synes at være anerkendende ord fra traditionelle politiske og ideologiske modstandere og avisernes (liberalistiske) lederskribenter, der glæder sig over, at der bliver 'slugt kameler'.
Det måske værste ved liberalismens sejrsgang er imidlertid, at den reelt vil betyde en afideologisering af hele samfundet i den forstand, at politik og samfundsdebat ikke længere bygger på forskellige værdigrundlag og grundlæggende menneske- og samfundssyn. Allerede nu lever vi i en tid, hvor visioner og utopier om alternativer til det eksisterende samfund næppe formuleres, endsige tages alvorligt.
At socialismen i bred forstand som teori, politik og bevægelse behøver en hovedreparation, turde være indlysende - i hvert fald hvis Berlinmurens fald ikke også skal blive socialismens endeligt.
Uanset, hvor uoverskuelig opgaven p.t. kan forekomme, er der næppe anden udvej end at følge Anders Fogh Rasmussens eksempel og gå tilbage til de oprindelige, ideologiske kilder og nyformulere den oprindelige socialismes værdigrundlag i lyset af vor tids samfundsstruktur og politiske hovedspørgsmål. Det er således ikke en gentagelse af 1970'ernes universitære debat på venstrefløjen om, hvad Marx egentlig mente, der er brug for.
Som rettesnor kan man bruge et citat fra en af Gorbatjovs nærmeste rådgivere, Jakovlev, der var ideologen bag Glasnost. Da han på et tidspunkt blev spurgt, hvad Lenin mon ville have sagt, om han havde levet i dag, lød svaret: "Han ville i hvert fald ikke sige det samme, som han sagde i 1917."
Hvad ville Marx have sagt, hvis han havde levet i dag?

Kurt Jacobsen er historiker ved Handelshøjskolen i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu