Læsetid: 4 min.

Familien Leci vender tilbage

23. november 1999

Kosovo-albanere, der har været flygtninge i Danmark, har svært ved at finde tilbage

Barileva - Mange Kosovo-albanske flygtninge fortryder, at de er vendt hjem til Kosovo fra flygtningetilværelsen i Danmark. Men det er vanskeligt for dem at vende tilbage til Danmark i løbet af de tre måneder, hvor de har ret til at fortryde. Mange af flygtningene må køre 12 timer i bus til Albaniens hovedstad Tirana for at ordne papirerne til Danmark.
En flygtning fortæller, at han har været to gange i Tirana for at få et dansk visum, som han nu endelig har fået efter to måneders ventetid. I denne uge tager han igen til Albanien og derefter videre til Danmark.
Flere flygtninge, Information har talt med, siger, at de gerne ville have haft et dansk kontor i Kosovo, hvor de kunne henvende sig. Danmark har åbnet et kontor i Pristina, men det udsteder ikke visa og rådgiver ikke flygtninge.
Et par hundrede Kosovo-albanere, der har været flygtninge i Danmark, har fortrudt, at de vendte hjem til Kosovo. De er nu kommet til Danmark igen eller er på vej.
Det er især den massive arbejdsløshed i Kosovo, der får flygtningene til at give op. 2.800 kosovo-albanere kom til Danmark i foråret på flugt fra den serbiske udrensning og omkring
1300 er rejst hjem.
Flygtninge, som fortryder og ikke har pas, rejser som regel fra Kosovo til Albanien for at henvende sig til det danske konsulat dér. De behøver ikke pas for at rejse mellem Kosovo og Albanien. Rejsen til Tirana er lang og ofte farlig, fordi Albanien hærges af kriminalitet. Dertil kommer, at det koster 270 kroner for en enkeltbillet fra Kosovos hovedby Pristina til Tirana.
Flygtninge, der har et jugoslavisk pas, kan nøjes med en kortere rejse til Makedonien for at ordne papirerne på det danske konsulat i hovedstaden Skopje.

400 kroner i løn
I landsbyen Barileva lidt nord for Kosovos hovedby Pristina bor flere grene af familien Leti, som har været i Danmark. I ét hus vil to familiemedlemmer gerne rejse tilbage til Danmark, mens lidt længere nede ad vejen vil Mehdi Leci og hans fætter i denne uge rejse til Tirana og derfra videre til Danmark.
De håber alle fire at finde et arbejde i Danmark. De er tilsyneladende ikke klar over, at flygtninge ikke må arbejde i Danmark.
"Vi har fået at vide, at med tiden kan vi godt få lov til at arbejde", siger Mehdi Leci.
Meget tyder på, at flygtningene mangler rådgivning om deres muligheder i Danmark. De håber, at kunne blive i Danmark udover foråret, da mange kan risikere at blive sendt tilbage.
"Vi er blevet oplyst, at vi kan blive i Danmark i to år, men også længere bare uden hjælp," siger Kimete Leci, der kom tilbage til Kosovo i sidste måned.
Hun har prøvet at finde et arbejde. "Men jeg fandt kun noget skifteholdsarbejde hos en bager til 400 kroner om måneden, så det sagde jeg nej til. Hvis jeg ikke finder et job i løbet af de næste to måneder, vil jeg gerne tilbage til Danmark," siger hun.
En iagttager i Pristina peger på, at når flygtningene opgiver at vende hjem, skyldes det også, at de er bekymret for deres sikkerhed. Vold og røverier breder sig i Kosovo, men flygtningene kan ikke lide at tale om det, siger han.
Kun en af de syv voksne i Daut Lecis familie, der har været i Danmark, har fundet et arbejde. Det er Gani Leci, som har fået sit gamle arbejde på en møbelfabrik tilbage og tjener fra 1.300 til 1.900 kroner om måneden.
Hele familien skal leve af hans løn, når pengene fra Danmark slipper op i næste måned, siger det 57-årige familieoverhoved Daut Leci. 0Familien skal også bruge hans løn til foråret til at købe såsæd til deres lille stykke land.
"Vi må bare sidde og kigge ud i luften, hvis vi ikke har penge," siger Daut Leci.
Ni fra familien var i Danmark, hvor de fik 18.000 kroner med hjem pr. voksen og 6.000 kroner pr. barn.
De fik lidt nødhjælp, da de kom tilbage til Kosovo, men ellers har de brugt pengene fra Danmark til at leve for og til at reparere deres hus.

Ingen hjælp til byggeri
"Jeg havde hørt, at Dansk Flygtningehjælp vil bygge 2.500 huse i Kosovo. Jeg håbede at få hjælp til mit hus, men så fandt jeg ud af, at de kun ville hjælpe i landsbyerne," siger Xhemail Selaci, der vendte hjem til sit udbrændte hus i byen Vucitrn tidligere på måneden.
"Vi har fået meget hjælp fra Danmark, men vi er overladt til os selv i Kosovo, så det ville være rart, hvis der var et dansk kontor i Pristina,".
Da bosniske flygtninge vendte hjem fra Danmark, efter krigen i Bosnien sluttede i 1995, havde Dansk Flygtningehjælp et kontor i Sarajevo, hvor flygtninge søgte råd. Men noget tilsvarende har Flygtningehjælpen ikke i Kosovo i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu