Læsetid: 6 min.

Fanger er da noget, man tjener penge på

18. november 1999

Den skærpede kurs over for kriminelle har fyldt de amerikanske fængsler til randen og banet vejen for en industri af private fængsler

WASHINGTON - "Hent fortjenester og maksimér investeringsmulighederne i denne eksplosive industri", stod der i invitationen til en nyligt afholdt konference i Las Vegas. Bag den stod World Research Group, der for fjerde gang holdt møde om de store indtjeningsmuligheder, der er opstået i et amerikansk fængselssystem, der i stigende grad har ladet sig privatisere.
"De amerikanske staters behov for nye senge udgør et formidabelt område for vækst for den private sektor", hedder det videre i invitationen, der blev sendt ud til ledere af foretagender, som har en interesse i det amerikanske fængselsvæsen.
Deres "marked" er et fængselssystem, der siden 1972 er vokset fra 200.000 indsatte til ca. 1,7 millioner. Væksten har fyldt mange statsfængsler til bristepunktet og derfor har foreløbig 28 af USAs 50 stater valgt at gå i samarbejde med private fængsler eller privat drevne statsfængsler.
"Der er opstået et fængselsindustrielt kompleks, som for alvor tog fart i midten af halvfemserne", siger Jerome Miller, leder af den private organisation National Center on Institutions and Alternatives i Washington, til Information.

Bedre fængsler
Han ser store problemer i udviklingen, selv om han medgiver, at mange af de privat drevne fængsler rent faktisk er i bedre stand og bedre drevne end mange af de overfyldte og nedslidte statslige fængsler. Dertil kommer, at flere private fængsler har uddannelses- og afvænningstilbud, som mange statsfængsler har skåret væk.
"Socialpolitisk er det imidlertid problematisk, at nogen har en økonomisk interesse i flest mulige fanger og længst mulige fængselsstraffe", siger Jerome Miller.
Han støttes af Marc Mauer, forfatter til en ny bog med titlen Race to Incarcerate og leder af organisationen Sentencing Project i Washington:
"Man kan frygte, at et privat fængsel, der betales pr. fange, vil være mindre tilbøjelig til at anbefale prøveløsladelse. Generelt bør fængsling være et statsanliggende, og anvendelsen af private fængsler generelt rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvad en stat skal være".

Reglerne bøjes
De private fængsler tager et sted mellem 25 og 60 dollar (175-420 kroner) per fange pr. dag, afhængig af de påkrævede faciliteter og belægningsgraden. Samlet set er der tale om et "marked" på 35 milliarder dollar (ca. 245 milliarder kroner), svarende til de offentlige kassers samlede årlige udgifter til fængslerne.
Det mere overordnede hensyn er imidlertid ikke det eneste problem. Firmaer som det børsnoterede Corrections Corporation of America (CCA) - det førende firma med en omsætning i 1997 på næsten en halv milliard doller eller knap 3,5 milliard kroner (en femdobling på fem år) - er også blevet beskyldt for ikke at bruge tilstrækkeligt uddannet arbejdskraft og overtræde regler om, at de ikke må tage sig af de hårdest belastede fanger.
For nogle uger siden blev en fangevogter i et privatdrevet fængsel i New Mexico dræbt under et optøjer med deltagelse af 300 fanger. Fængslet blev drevet af det Florida-firmaet Wackenhut Corrections Corp., der har stået for driften af fængsler, hvor fire fanger er blevet dræbt på ni måneder.
Andre sager gennem de senere år omfatter blandt andet:
*Ifølge embedsmænd i Tennessee var der 28 procent flere tilfælde af 'alvorlige hændelser' (overgreb mod vagter, besiddelse af narko etc.) i et fængsel drevet af CCA end i tilsvarende statsfængsler. CCA siger, at man blot er mere nidkære med sine rapporteringer.
*I 1996 kom det frem, at CCA havde modtaget flere end 200 dømte for seksuelle overgreb fra Oregon og indsat dem i et fængsel i Texas, hvis myndigheder troede, at der kun var illegale immigranter, som afventede deportation.
* South Carolina undlod at forny en kontrakt med CCA i et ungdomsfængsel efter anklager om, at de "private" fangevogtere var ansvarlige for overgreb, herunder i et tilfælde at have samlet 18 unge i en celle med kun et toilet.
Disse sager sørger for en løbende debat om de privatdrevne fængsler, som mange politikere imidlertid har set en fordel i, fordi de er billigere, bl.a. fordi de flere steder bruger ikke organiseret arbejdskraft (lønudgifter udgør 60-80 procent af driftsomkostningerne).
Dertil kommer, at de private investorer hurtigere kan opføre nye fængsler, fordi de ikke er underlagt allehånde administrative regler, og fordi nye fængsler generelt er billigere at drive end mange af de gamle statsfængsler.
Nogle steder er brugen af private fængsler nu så omfattende, at det i sig selv har gjort det svært for de lokale myndigheder at bryde forbindelsen - selv hvis de er utilfredse.
" I Maryland er en tredjedel af fængslerne private, og dermed kan staten ikke blot bryde med dem", siger Marc Mauer.

Narkokrigen
Når der overhovedet har været grobund for de private fængsler skyldes det den nærmest eksplosive vækst i antallet af fanger.
Den er først og fremmest en følge af den "narkokrig", som Reagan-regeringen erklærede i 1982, og som er blevet fortsat med efterfølgende skærpelser af straffebestemmelserne på en række områder. Forseelser, der andre steder fører til bøder, samfundstjeneste eller afvænning, kan i USA give lange fængselsstraffe.
Antallet af arrestationer for overtrædelse af diverse narkoforseelser - fire ud af fem er for ulovlig besiddelse af narkotika - voksede fra 581.000 i 1980 til over halvanden million op gennem 1990'erne.
"I år 2000 vil der være op mod to millioner amerikanere, der sidder i fængsel", siger Marc Mauer fra Sentencing Project, der kalder det et stort socialt eksperiment:
"Intet andet samfund har nogensinde før i historien sat så mange af sine egne borgere i fængsel for at få kontrol med kriminalitet."
Ifølge Marc Mauer synes amerikanske politikere i de senere år at have konkurreret om at slå hårdest ned på kriminalitet med hårde straffe og en lovgivning, der er blevet mere og mere specifik, hvorved dommernes mulighed for at udøve skøn og tage individuelle hensyn er blevet mindsket.
I dag har alle stater samt det føderale niveau en eller anden form for lovgivning, der i narkosager medfører fængselsstraf. Samtidig er der en faldende andel af de indsatte narkomisbrugere, der modtager en eller anden form for behandling.
"Dommene er i stigende grad relateret til selve forseelsen og ikke ud fra, hvem der har begået dem", istemmer Jerome Miller, der mener, at behandlingen af kriminelle har en sammnhæng med den skæve etniske fordeling af de dømte:
"Afro-amerikanere og hispanics udgør langt den største gruppe af de nyindsatte, og det, tror jeg, har påvirket behandlingen af de kriminelle. Det her var ikke sket, hvis de fleste havde været hvide".
Ifølge en rapport fra Marc Mauers organisation udgør afro-amerianerne 74 procent af de, der kommer i fængsel for at besidde narko, selv om undersøgelser viser, at de kun udgør 13 procent af de, der jævnligt indtager narkotika.
Den hvide del af befolkningen står for 74 procent af de, der siger, at de jævnligt indtager narkotika, mens deres andel af de indsatte er langt mindre.
Statistisk set er afro-amerikanske mænds risiko for at blive anholdt for overtrædelse af narkolovgivningen fem gange større end hos "hvide" anglo-amerikanere, hvilket er en stor del af forklaringen på at halvdelen af alle indsatte er afro-amerikanere.
Det tilskriver rapporten tre forhold: at indsatsen mod narko er rettet mod bykernerne, en hårdere indsats over for besiddelse af især crack-kokain, der er langt billigere og derfor oftere findes hos de socialt dårligt stillede, hvor afro-amerikanere har en betydelig overvægt, samt at man i narkokrigen satser mere på at straffe end på at forebygge og behandle.
Resultatet er flere fanger, flere fængsler og - for nogle - mulighed for at tjene penge.

*Dette er den femte artikel i en serie om USA's retsvæsen. De tidligere blev bragt den 2. og 3. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her