Læsetid: 4 min.

Farvernes verden

4. november 1999

En vigtig udstilling på Brandts Klædefabrik i Odense viser seks nutidige danske og amerikanske malere og giver et sansemættet og kropsligt indblik i farvernes verden

Udstilling
Det er alt for sjældent, at man herhjemme kan se udstillinger, der fokuserer på helt aktuelle tendenser og fænomener i den internationale samtidskunst, udstillinger, som viser noget af den dagsordensættende eller tidstypiske kunst, som bliver lavet lige nu. Men en sådan udstilling er Farve Volumen på Brandts Klædefabrik i Odense ikke desto mindre, og det endda uden at gøre brug af særlige kommercielle eller sensationelle virkemidler.
Den giver med et lille, men motiveret udvalg af kunstnere og værker et indblik i et kunstnerisk felt, nemlig det abstrakte maleri, som i disse år er inde i en stadig udvikling. Og som sådan er den et både velkomment og vellykket initiativ.

Tradition og nutid
Udstillingens titel henviser til en ny formalistisk interesse i maleriet som et medie med egne karakteristika (farve, maling, lærrede og ramme), der samtidig er optaget af at bruge de nye kontekster, produktionsformer og billedsprog, som samtiden tilbyder. Det er en interesse som opstod i både Europa og USA omkring midten af halvfemserne, og udstillingens to arrangører Carsten Ohrt og Lene Bukard har altså valgt tre danske og tre amerikanske malere til at repræsentere denne tendens.
Det giver mening. For selv om de seks malere er meget forskellige i udtryk og holdning, arbejder de alle indenfor eller orienterer sig mod samme abstrakte tradition, der har sit udgangspunkt i de såkaldte colorfield malere som Moris Louis og Jules Olitski.
Sammenstillingen af dem fremhæver på nuanceret vis såvel ligheder som forskelle, og skaber en yderst relevant forbindelse mellem det danske og californiske maleri, der giver nyt perspektiv til dem begge.

Penselsstrøg og flader
Milena Bonifacini, Bodil Nielsen og Malene Landgreen har alle jævnligt udstillet inden for de sidste par år, men især Landgreen er aktuel med udstillinger i Politikens Hus og på Galleri Specta.
På Farve Volumen viser hun femten værker fra sin serie Color means and causes (99). De udtrykker en uforpligtende lethed i udførelsen og variationen af farvepaletten samt en fintfølende spænding mellem den forskelsløse baggrund og de krussedulle-agtige penselsstrøg.
Samme effekt er dog ikke til stede i de værker, hvor hun arbejder med flere figurer eller elementer på billedfladen. De bliver for anstrengte og selvbevidste i deres forsøg på at komponere sig frem til det på en gang komplekse og umiddelbare udtryk.
Med deres behagelige farvekombinationer og former giver Bodil Nielsens to værker Summerpainting (98) og Panorama (99) associationer til dekorationer i et tv-studie eller på en bygningsfacade, uden at de dog af den grund bliver overfladiske scenestykker. De skaber tværtimod et nærvær i rummet omkring sig og henvender sig på en direkte, men også reflekterende måde til beskuerens krop.
Anderledes forholder det sig med Milena Bonifacinis nye ubetitlede værk, som består af 26 lærreder, hvor hun arbejder videre med sine velkendte mønstrer og figurer. Hun er mere interesseret i maleriet som en billedlig flade, der hænger på væggen, og med stor sans for formernes dynamik og bevægelse ansporer hun beskuerens blik til at skabe dets egne forbindelser mellem værkets enkelte dele.

Computermalerier
De tre amerikanske malere på Farve Volumen kommer alle fra L.A, hvor bevidstheden om traditionen og interessen i at arbejde med de nye digitale og virtuelle medier, har gået hånd i hånd i udviklingen af et nyt maleri. Det er en mere syntetisk, humoristisk og teknologisk måde at arbejde med maleriet på end de danske malere.
Mest fængende af de tre er Calames store kulfiberduge, der breder sig over både væg og gulv og har titler, som imiterer lyden af malingen, der rammer lærredet. Forbindelsen til Jackson Pollocks dryp-teknik og all-over-strukturer er tydelig, omend Calame ikke arbejder ud fra det underbevidste, men er i fuld kontrol over såvel detaljer som helheden. Og med deres store størrelse, viser hun hvordan kroppen er med i maleriet, i hendes eget såvel som i Pollocks.
Især det store orange værk, b-b-b, rr-gR-UF, b-b-b (99), inviterer én til at træde ind i et komplekst rum af farver, former og tegn med hele kroppen og fungerer som et effektfuldt eksempel på, hvordan maleriet kan tage sig ud i informationssamfundet og den digitale tidsalder.
Monique Prietos små lærreder, hvor bobbel-agtige former vægtløst flyder rundt, har mere reference til popkunstens overfladeæstetik og postmoderne appropriationer.
De er tegnet/malet med fingeren på en computers touchpad og så digitalt udført på lærrederne, hvilket giver dem et på en gang sofistikeret og næsten barnligt udtryk. Og med titler som Puppy Lost Love (97) og Bridge (98) skaber Prieto en sjov spænding mellem de abstrakte former og det repræsentative sprog.
Kevin Appels geometriske kompositioner, som også er lavet på computer, leder tankerne og blikket hen på en intim eller huslig verden. Med deres glatte, artificielle æstetik, industrielle materialer og nærmest arkitektoniske formbevidsthed, er de både et billede og en genstand, og placerer maleriet et sted mellem et modernistisk kunstværk og et møbel, en reol eller et tapetmønster fra et nutidigt californisk middelklasse-hjem.
På Farve Volumen skaber farverne med andre ord deres egen verden, men kommenterer også den verden, vi lever i, og det er en god anledning for kunstinteresserede til at bevæge sig uden for hovedstadsområdet.

*Farve Volumen på Brandts Klædefabrik i Odense indtil 31. dec. Katalog med to essays og farveillustrationer, 72 s., 75 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her