*Warren Beatty har selvfølgelig spillet sammen med nogle af de skuespillerinder, som denne Hollywoods Don Juan nummer ét har stået i længerevarende forhold til: Julie Christie, Leslie Caron, Diane Keaton og senest Annette Bening. Og da han i 1990 instruerede og producerede tour de force-filmen Dick Tracy, var der også en rolle til den forhåndenværende kæreste, Madonna. Hun er den køligt beregnende natklubsangerinde og femme fatale Breathless Mahoney, der på Marlene Dietrich-inspireret vis synger en række erotisk ulmende sange, deriblandt Stephen Sondheims Oscarvinder Sooner or Later (I Always Get My Man). - Klart Madonnas bedste filmpræstation, men hele filmen er da også en imponerende opvisning i stilsikkerhed: Chester Goulds berømte tegneserie fra 1931 om detektiven med den skarpe hage og stærke vilje levendegøres som en farveraffineret storby-fantasi i dristigt forenklede dekorationer. Det er den italienske mesterfotograf Vittorio Storaro - kendt for sit samarbejde med Berlolucci og Coppola - der står for de flot kolorerede billeder, som pletrammer tegneseriens stilunivers. - Instruktør Beatty har givet sig selv titelrollen, men han udspilles nemt af Al Pacino, maskeret til ukendelig som den snakkesalige storgangster Big Boy Caprice, fuld af forvanskede citater fra Nietzsche, Abraham Lincoln og Platon. Og i mindre roller ses Dustin Hoffman og James Caan.
Dick Tracy. DR 2, fredag kl. 19.55-21.35
*Al Pacino havde det skidt op gennem 80'erne, hvor hans filmkarriere tegnede alt andet end lys. Fra 1983 til 1989 medvirkede han kun i en enkelt film, den mislykkede Revolution, et flop af dimensioner. Men det blev comeback-tid med Sea of Love (1989), hvor Pacino åbenbarer en ny, mere garvet og kynisk desillusioneret personlighed som den ensomme new yorker-cop Keller, der, dødtræt af jobbet, forsøger sig med utraditionelle opklaringsmetoder. Men så ramler han ind den skamløst sexede Helen, der mistænkes for mord på en række elskere, men måske blot er enlig og ensom mor, beskæftiget som ekspeditrice i en skotøjsbutik. - Pacino er superb i den skræddersyede rolle som den hærgede, drikfældige new yorker, hvis trætte blik glimtvis lyser drilagtigt-humoristisk op. Og den velgørende ukonventionelle Ellen Barkin giver som den gådefulde mordsmistænkte kærlighedsscenerne ekstra sensualitet og farlighed. Richard Price - kendt som manus-forfatter for bl. a. Martin Scorsese - står for det New Yorker-indforstående manuskript og Harold Becker for den kontante, professionelle instruktion.
Sea of Love. TV 3, fredag kl. 21.50-23.55
*Erik Balling var allerede i første halvdel af 50'erne Nordisk Films gulddreng, og efter sine to første komediesucceser, Adam og Eva og Vi som går køkkkenvejen, satte han alle sejl til for overtrumfe Hollywood med en historisk action-film, der skulle skabe en slags dansk westerngenre. Kongeligt besøg udspiller sig i 1600-tallets nord-Jylland, hvor ædle helte, sortskæggede skurke og snu rænkesmede kæmper bravt om en stor gård, der retteligt tilhører arvingen, en nobel astronom spillet af Bjørn Watt-Boolsen. Langt henne i filmen - alt for langt - kommer Christian IV på kongeligt besøg og sætter tingene på rette plads. Han spilles af Johannes Meyer, der virkelig har den fornødne pondus - som til genæld mangler i de fleste andre roller. Dog er den af dansk film siden nærmest totalglemte Grethe Thordahl slet ikke ueffen som den robuste heltinde. Balling var selv godt klar over, at han kiksede det hundedyre og ambitiøse forsøg på at skabe en rigtig dansk røverhistorie med vilde ridt og kårdedueller. Trods alle behjertede forsøg forbliver filmen gumpetung og udynamisk.
Kongeligt besøg. Søndag kl. 11.55-13.40
*Henry Fonda spiller hovedrollen i denne gavtyve-historie fra 1966, der tilhører en genre, som ikke længere dyrkes særlig flittigt: westernkomedien. Han er Meredith, den fremmede der med kone og barn kommer til byen Laredo og straks melder sig som ivrig deltager i de stedlige rigmænds årlige pokerduel. Meredith er ellers blevet afvænt fra sin spillelidenskab, men her er der ikke noget at stille op, han sætter en formue på spil og ender med at få et hjerteanfald. Hvorefter hans kone overtager kortene: tilsyneladende et farligt projekt, for hun skal først have reglerne forklaret. Intet er imidlertid så enkelt som det lader. - Det er ikke just poker-minerne, der dominerer det veloplagte spil omkring bordet af veteraner som Jason Robards, Paul Ford, Kevin McCarthy, Charles Bickford og John Qualen - en hel perlerække af karakterskuespillere, som haler den lidt langt udtrukne spøg hjem. Og så er der selvfølgelig den altid seværdige Henry Fonda, som her spiller sammen med
Joanne Woodward. Fielder Cook har instrueret.
Big Hand for a Little Lady/Poker i Dodge City. TV2, mandag kl. 00.50 - 02.25
*Jon Bang Carlsen er en instruktør, der udfolder sig
friest, mest personligt og produktivt i grænselandet mellem fiktion og dokumentarisme, hvor han suverænt kan opfinde sine egen spilleregler. Der er noget decideret uforløst over flere af hans spillefilm, som dog altid rummer megen atmosfære og stedfornemmelse. Det gælder også Time Out fra 1988, hvor Allan Olsen er en meget dansk tumling i et mystisk og truende USA, på jagt efter sin forsvundne far. Bang Carlsen får skabt en ladet western-mytisk atmosfære i de solgennemlyste billeder fra den søvnige lilleby, hvor Olsen konfronteres med en sær menage bestående af indladende teenagedatter (Patricia Arquette), religiøs fanatiker-far (Geoffrey Lewis) og blind mor (ingen anden end Nina van Pallandt fra sangduoen Nina og Frederik). Dramaet fuser ud, men Alexander Gruszynskis billeder skaber en aura af poesi omkring de nerveforladte konflikter.
Time Out. TV2, onsdag kl. 22.40-00.05