Læsetid: 4 min.

Filmmusik med magi

30. november 1999

Det danske filminstitut blænder op for en festival tilegnet den amerikanske komponist Philip Glass. I løbet af december vises otte film med musik af Glass

Filmmusik
"Jeg er ikke en film-komponist, Jeg ved ikke noget som helst om denne metier, men jeg ved en masse om billeder og musik og tid og hvordan disse hænger sammen."
Sådan siger en af den moderne kunstmusiks helt store navne, Philip Glass, der har skabt moderne klassikere med sin minimalistiske stil kendetegnet ved de gentagne musikalske mønstre.
I denne måned udkom en ny cd med Philip Glass' musik til Tod Brownings gotiske skræk-klassiker Dracula fra 1931. Det er strygekvartetten Kronos Kvartetten, der spiller under ledelse af dirigenten Michael Riesman. Den nye version af Dracula får ikke biografpremiere, men den kan opleves i Cinemateket sammen med en række af de andre film, Glass har komponeret musik til. Filmen udkommer senere på video i Universals Classic Monsters' videosamling.
Flere kritikere har omtalt Glass' musik til Dracula som hans bedste filmmusik til dato, hvilket ikke siger så lidt, når man tænker på opmærksomheden omkring Glass' musik til kultfilmene Powaqqatsi og Koyaanisqatsi.
Bram Stokers fortælling om den transylvanske og blodhungrende Grev Dracula har været filmatiseret i mange forskellige udgaver. Men der er ingen tvivl om at original-versionen fra 1931 med Bela Lugosi som den ultimative vampyr, hører til blandt filmhistoriens største gotiske horrorfilm.

Gennembrudsværket
"Jeg lever i nuet. Jeg kan tale om hvad jeg skal leve et år frem i tiden, det er alt. Jeg forventer at jeg laver et eller andet om to år, men jeg har ikke nogen ideer om, hvad det skal være og om jeg kommer til at tjene penge overhovedet. Men det er ikke noget problem for mig. Heller ikke da jeg var yngre og havde to små børn. Jeg talte en gang med en komponist, der tog et job som musiklærer. Jeg spurgte ham, hvorfor han dog gjorde det. Så sagde han, at han ville have børn og at han ikke følte at han havde sikkerhed til at få dem uden et fast job. Jeg har aldrig haft et fast job, har aldrig haft problemer med at tjene lidt her og lidt der. Jeg pakkede lastbiler med varer, solgte aviser, kørte taxi i fem år - også under arbejdet med Einstein on the Beach."
Sådan sagde Glass til denne skribent i 1996. Operaen Einstein on the Beach gjorde den amerikanske komponist berømt. Værket er blevet et hovedværk i det 20. århundredes musikdramatik. Det blev til i samarbejde med en anden af den amerikanske avantgardes frontløbere, teatermanden Robert Wilson, der for nylig var i København for at modtage Wilhelm Hansen Fondens Pris. I Filminstituttets Glass-festival vises en dokumentarfilm, der gennem optagelser fra prøverne på Einsten giver et indblik i de to kunstneres arbejdsmetoder.

Indisk musik
I 60'erne udviklede Philip Glass sit eget tonesprog. Ingen ville spille hans musik, så han måtte gøre alt selv: Lave bands der kunne spille musikken, arrangere turneer, osv. Glass hører i høj grad til gør-det-selv-generationen. I 1996 sagde kunstneren til Information under sit ophold i København:
"I vores samtaler har vi talt om den historisk set meget betydningsfulde periode i 60'erne. Det var en meget vigtig periode for min generation. Vi afviste al den musik, som var komponeret før. Vi afviste den ikke æstetisk set - der var faktisk musik, som vi elskede højt - men vi ville ikke følge den gamle linie eller udvikling. Vi agerede og reagerede på en masse ting. Sammenstødene begyndte i 60'erne. Jeg mødte Ravi Shankar, jeg rejste til Indien, Afghanistan og Afrika. Min musik blev udviklet derigennem. Det var en historisk set afgørende situation, fordi vi var nået til afslutningen af en bestemt slags musik. Nu var det vigtigt at finde frem til en ny musik."
Glass arbejdede dengang som assistent for Ravi Shankar og det var gennem samarbejdet med Shankar at Glass lærte den indiske musik at kende. Den klassiske indiske musik skulle få en afgørende betydning for Glass' fremtidige arbejde. Han lagde afstand til sin klassisk uddannelse og begyndte i sine kompositioner at anvende forskellige former for østlige teknikker.
Til de mest syrede 60'er-eksperimenter hører filmen Chappaqua med William Burroughs og Allen Ginsberg, med lydspor af Ravi Shankar og Ornette Coleman. Filmen vises fra fredag den 3. dec.

Kulturpessimisme
Blandt de film som kan ses i Filmhuset, er økologiens blåstemplede forvalter, Godfrey Reggios Powaqqatsi (1988) nok en af de mest kendte. Hans drivende skyer blev nærmest genkommende klicheer i flere samtidige spillefilm med naturlyriske elementer.
Reggio og Glass nød betydelig respekt med filmene Koyaanisqatsi, Powaqqatsi og Naqoyqatsi. De kulturpessimistiske filmdigte, der sætter den fortravlede civilisations forgængelighed op over for naturens kosmiske verden, er med rette blevet betegnet som mesterværker. De vises nu alle i Filmhuset.
Mindre kendt er Kundun, instrueret af Martin Scorsese, som handler om den fjortende Dalai Lama. Glass modtog LA Critics Award og en Grammy Nominering for musikken. Scorsese har lavet en syntese af landskab, spiritualitet og ritual - en komposition der giver mindelser til værker af Tarkovsky og Kurosawa.
Flere film og deres musik kunne nævnes. Der er flere oplysninger om filmene og musikken, som vises i Filmhuset (tlf. 33 74 34 11) - festivalen begynder på lørdag. Philip Glass' filmmusik er udgivet på mærket Nonesuch. Her har De oplysninger om noget af den aktuelle filmmusik:

*Einstein on the beach (Nonesuch 3cd 7559 793232-2), Mishima (Nonesuch 1cd 7559 79113-2), Koyaanisqatsi (Nonesuch 1cd 7559 79506-2), Powaqqatsi (Nonesuch 1cd 7559 79192-2), Kundun (Nonesuch 1cd 7559 79460-2), Dracula (Nonesuch 1cd 7559 79584-2)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her