Læsetid: 2 min.

Flere danskere på spanden

20. november 1999

Danskerne er ved at få ondt i økonomien. En kvart million er registreret som dårlige betalere

I tillæg til de sædvanlige efterårsdepressioner, står danskerne nu også med en økonomisk depression for døren.
Det afslører en stribe af de vigtigste økonomiske pejlemærker.Senest viser nye tal fra Danmarks Statistik, at familien Danmark er blevet mere pessimistisk.
Ifølge talmaskinens forbrugertillidsindikator, der blev udsendt i går, har forbrugerne nu en negativ vurdering af økonomien. Indikatoren faldt fra plus en i oktober til minus to i november.
Samtidig viser tal fra RKI Kredit Information, at der bliver stadig flere, der ikke betaler deres regninger til tiden. 251.101 danskere er nu registreret som dårlige betalere. Det er ni procent flere end i oktober sidste år, hvor RKI registrerede det hidtil laveste tal i 90'erne.
RKI's direktør, Jørn S. Hansen, ser en klar sammenhæng mellem de forskellige tal.
"Det kedelige er, at der har været en jævn stigning i antallet af dårlige betalere måned for måned siden oktober sidste år. Når man kobler de her ting sammen, så er det givetvis et tegn på, at der er flere og flere, der har ondt i privatøkonomien," siger han.

Værst i Jylland
Indtil videre er jyderne hårdest ramt. Det viser udviklingen i antallet af tvangsauktioner.
I årets første 10 måneder har der været afholdt 10,5 procent flere tvangsauktioner i Jylland sammenlignet med samme periode sidste år, mens antallet falder i resten af landet.
Og ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) går de regionale forskelle igen i priserne. Mens huspriserne stadig stiger i København og omegn, falder de nu i Jylland.
Prisfaldet skyldes primært tre ting, siger DE's underdirektør, Ole Trist.
"For det første har vi oplevet en rentestigning. Dernæst er den indenlandske efterspørgsel aftaget. Og endelig ser vi nu for alvor effekten af Pinsepakkens højere ejendomsskatter og grønne afgifter samt lavere rentefradrag," siger han.
DE frygter derfor, at ejendomsmæglerne i den kommende tid vil dele skæbne med bilhandlerne, som i år har oplevet gabende tomme forretninger.
Kunderne er blevet væk, og det samlede salg er i årets første otte måneder faldet med 13 procent i forhold til samme periode sidste år.
Og bilsælgerne skal ikke regne med kødannelser foreløbig, siger seniorøkonom Flemming Nielsen i BG Bank.
"Alle tallene bekræfter, at vi nu oplever en afdæmpning af økonomien, hvor folk vurderer, at deres privatøkonomi strammer op i øjeblikket. Væksten er tæt på at gå i stå i, og vi forventer ikke, at den samlede vækst i økonomien kommer over en procent i år og næste år," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her