Sydafrika har i dag verdens højeste voldtægtsrate med en million voldtægter om året. Journalisten Charlene Smith er selv offer for en voldtægt, og hun har valgt at stå frem og kæmpe imod den 'voldtægtskultur', der har afløst apartheid som den store skamplet
på det unge demokrati
Vi befinder os midt i en holocaust. Denne gang er det blot ikke en race, der bliver terrorriseret, men kvinder og børn. Og det ville være for nemt bare at skyde skylden på apartheid, som vi er lykkelige for at være sluppet af med."
Ordene kommer fra Charlene Smith. Hun er journalist, prismodtager - og voldtægtsoffer.
Og det er netop hendes egne voldsomme oplevelser, der fik hende til at stå frem og fortælle åbent om sin egen voldtægt og til at beskrive dens følger - ikke bare for hende selv, men for hele samfundet:
Sydafrika har i dag verdens højeste voldtægtsrate med ca. en million voldtægtsofre årligt. Samtidig har landet verdens hurtigst voksende smitterate for hiv-virus, og det anslås, at imellem tre og fire millioner ud af landets ca. 40 millioner indbyggere er smittede.
"Voldtægter og hiv-smitte hænger sammen, hvilket nogle nyligt iværksatte flere hundrede millioner kroners undersøgelser med garanti vil vise. Jeg ser det også gang på gang på mine foredragsturneer, når jeg spørger salen om, hvor mange der kender en, der er blevet voldtaget. Cirka halvdelen løfter hænderne. Så spørger jeg, hvor mange der kender en hiv-positiv, og omtrent de samme mennesker løfter igen hænderne," fortæller Charlene Smith.
Hun sidder i sofaen i sin forstadsvilla i et mellemklassekvarter i udkanten af Johannesburg og taler hurtigt og indtrængende om det, der optager det meste af hendes tid og har gjort hende til en kendt person i Sydafrika: voldtægt og undertrykkelsen af kvinder og børn.
Hvid middelklasse
Siden hun dryppende af blod fra skridtet og fra knivstik i armen og med gaffatape rundt om hovedet skreg i køen i et hospitals ventesal (hospital nummer tre - to andre havde afvist hende), at hun skulle bruge AZT (antivirus) nu, da hun lige var blevet voldtaget, er hendes historie blevet startskuddet til en større selvransagelsesproces i de sydafrikanske medier, som samtidig har tildelt hende årets journalistpris for modig journalistik.
Selv havde hun nærmest ved et tilfælde fået at vide af en sygeplejerske kort forinden, at voldtægtsofre har 24 timer til at indtage anti virus.
"Jeg fik min AZT-medicin fordi jeg er en hvid middelklassekvinde, der kunne låne de 5.000 kr., det koster, af venner, men hvad med alle dem uden penge?"
Charlene Smith ved stadig ikke, om hun er hiv-positiv, da det tager op til et år at konstatere med sikkerhed.
"En konsekvens af at jeg hængte en bestemt kæde af privathospitaler ud i medierne er, at de har bygget et halvt hundrede nye voldtægtsklinikker, der alle giver AZT til voldtægtsofre uanset indkomst. Det er i hvert fald en begyndelse, selvom det kun er en dråbe i havet."
Selv falder hun uden for aldersgruppen af hyppigst voldtagne kvinder. Hun er enlig mor til to teenagebørn, som hun tog med på råd, inden hun valgte at offentliggøre sin historie.
"Jeg fortæller min historie, for at bryde den larmende tavshed omkring aids og voldtægt. Voldtægtsofre og hiv-positive behandles næsten som de nye spedalske, ingen tør have noget med os at gøre. Der er flere skrækeksempler på hiv-positive, der er stået frem og efterfølgende er blevet lynchet i deres slumkvarter. Der er voldsomt brug for, at nogle kendte mennesker træder frem med deres historier."
"Min historie er ikke noget specielt, mange oplever langt forfærdeligere ting, men alligevel tror jeg, at den kan bruges til noget. Sydafrika er langt det rigeste land i Afrika, og vi har ressourcerne til at vinde denne kamp, ligesom vi vandt over apartheid. Men alligevel er det som om store dele af samfundet nægter at se virkeligheden i øjnene, hvilket er typisk for afrikansk mentalitet. Hjælp - himlen falder ned, hvad gør vi? Vores samfund har ganske enkelt ikke råd til at lade aids dræne os for menneskelige og økonomiske ressourcer og vente på, at smitten når sit maksimum."
Roen reddede mit liv
Charlene fortæller sin historie hurtigt, præcist og usentimentalt, men gisper indimellem efter vejret, stammer og tørrer tårer væk fra kinderne.
"Jeg kom tilbage fra et møde ved halv ni tiden om aftenen den første dag i påskeweekenden i år. Dengang havde jeg tre hunde, da vi alle er bange for at blive hi-jacked, og de virkede, som om alt var fint. Jeg låste mig ind i huset og så, at der var tændt mere lys end da jeg gik, og at der lå en jakke midt på gulvet, men tænkte at det var min søn der var hjemme for at hente mere tøj, inden han skulle ud med nogle venner. I mine egne tanker gik jeg ud på badeværelset."
"Da jeg vendte mig om for at trække ud i toilettet, dukkede der en mand op i døråbningen. Jeg begyndte at skrige, da jeg troede, at det var det, man skulle gøre, men holdt hurtigt kæft, da jeg så hans kniv. Han hev mig ud og forlangte penge. Jeg havde ingen. Han bandt mine hænder på ryggen, og sagde at vi skulle have sex, skubbede mig ned på sengen, hev mine trusser af og begyndte at voldtage mig."
"Allerførst sagde jeg til ham, at jeg havde aids, for det har jeg hørt om en anden, der sagde, som de så lod være i fred. Men han sagde, 'det gør ikke noget, så bruger jeg et kondom', hvad han ikke gjorde."
"Jeg var totalt rolig, da jeg blev klar over, at ved at forblive rolig kunne jeg overleve. Han havde problemer med erektionen, og jeg sagde til ham at det var min skyld, fordi han begyndte at bande osv. Jeg tænkte, at hvis han mistede kontrollen, ville jeg være død."
"Mod slutningen bandt han maskeringstape rundt om mine øjne og begyndte at putte det rundt om næsen, men jeg sagde, 'lad være med det, jeg kan ikke trække vejret', og han lyttede til mig og bandt det rundt om munden, knæene og anklerne. Så skubbede han mig ud på badeværelset, låste døren og advarede mig om ikke at røre mig - han ville være tilbage om 15 minutter, han skulle bare i banken for at tømme min konto, hvis jeg lavede det mindste ville han dræbe mig."
"Tidsrummet efter han gik, var det værste - fordi jeg nu havde chancen for at komme fri, og jeg panikkede."
Voldtægtskultur
Det lykkedes for Charlene Smith at komme fri og smadre et vindue og tilkalde en nabo. Hendes voldtægtsforbryder blev pågrebet nogle uger senere, fordi han ringede adskillige gange om dagen og forlangte penge og truede med mord og flere voldtægter. Han blev senere dømt for adskillige voldtægter og et mord i forbindelse med en voldtægt.
"Enmands voldtægter er statistisk set de farligste, men gruppevoldtægterne, som jo er frygtelig almindelige med lige fra tre til 30 mænd, er næsten altid ensbetydende med at blive hiv-smittet."
"Vi har en voldtægtskultur i Sydafrika, hvor mænd hævner sig med gruppevoldtægter, hvis de får et nej. Normen, især i vores townships (slumkvarterer), er, at mændene konkurrerer om hvem der kan finde den kønneste pige og voldtage hende for øjnene af de andre.
"Nye undersøgelser viser, at mændene bliver mere seksuelt ophidsede af at kigge på hinanden end af selve voldtægten. 99 pct. af voldtægterne udføres af mænd, der er vokset op hos en enlig mor. Jeg er selv enlig mor, og jeg spørger mig selv, hvor enlige forsørgere fejler, hvad er det for en psykologi, der får nogle mænd til i den grad at hade kvinder."
"Mange af voldtægtsforbryderne er ifølge de hundredevis af ofre jeg har kontakt til, mere eller mindre impotente, og aner ikke hvad intimitet, kærlighed eller rigtig sex er. Nogle forskere snakker om, at voldtægt handler om magt, men det holder ganske enkelt ikke, tror jeg. Jeg havde magten under hele voldtægten, fordi jeg forblev rolig. Voldtægt er for mig at se i langt højere grad udtryk for en impotent handling."
Gratis medicin til alle ofre
Charlene kæmper for at alle voldtægtsofre får gratis adgang til AZT eller det nye og billigere stof Nevirapine, som reducerer risikoen for overførsel af hiv med mindst 50 pct., hvis det tages inden for 24 timer efter voldtægten.
Meget tyder på, at arbejdet bærer frugt, da et regeringsudvalg i samarbejde med Charlene pt. arbejder med et lovforslag, der vil sikre gratis medicin til voldtægtsofre. Men først efter pres fra helsides avisannoncer, demonstrationer og i hundredevis af støttegrupper.
Successen har fået gravide hiv positive mødre til at protestere, da de overfører deres hiv-virus til deres spædbørn - ca. 200.000 børn bliver hvert år født med hiv) - og har lige så meget brug for gratis medicin.
Men det sydafrikanske samfunds sundhedssystem er allerede presset helt i bund på grund af aids-epidemien, og ikke meget tyder på at der kan findes penge til de gravide lige foreløbig.
Dybt ned i samfundspsyken
"Det er forfærdeligt, da antallet af hiv positive forældreløse spædbørn eksploderer. Og et forældreløst hiv-positivt barn vil koste samfundet enorme summer senere. En AZT kur koster ca. 400 kr., mens en Nevirapine kur kun koster 25-30 kr., men endnu er meget ny," forklarer Charlene, inden hun igen vender tilbage til voldtægten.
"En voldtægtsforbryder er et afstumpet, sygeligt individ og kan have alle farver. Ham der voldtog mig var sort, men hvad så? Man voldtager ikke nogen pga farven. Ligesom feministernes vås med at mænd hernede skal skrive under på aldrig at forulempe en kvinde er langt ude på overdrevet. På den måde skærer man jo alle mænd over én kam. Vi skal bruge mændene til at løse denne krise, ligesom de sorte skulle bruge de hvide til at afskaffe apartheid."
Charlene Smith har i mange år været freelance journalist og skrevet om, hvor fremragende den nye forfatning i Sydafrika efter apartheid er. Men nu stiller hun spørgsmål ved, hvad alle de nyvundne rettigheder er værd, når man i Sydafrika i dag ikke kan gå på gaden som følge af en eksploderende bølge af kriminalitet og voldtægter.
"Vi kan få nok så meget gratis medicin og retshjælp, men det nytter ikke noget, hvis vi ikke graver dybere ned i selve samfundspsyken. Samfundet, som det er nu, er sygt, og kvindernes og i endnu højere grad børnenes rettigheder overtrædes på det grusomste. Mange børn voldtages, fordi folk tror, at de bliver helbredt ved at have sex med en jomfru og den udbredte norm med at overlade sine børn til slægtninge medfører også masser af seksuelle overgreb."
"Det er sygeligt, og vi er nødt til at trænge til bunds i det og diskutere det åbent. Omvendt er det også en enorm chance for hele landet til at vende situationen til noget positivt. Med verdens højeste voldtægtsrate og samtidig den hurtigst voksende hiv-rate i verden kunne vi blive eksperter i at forebygge aids og voldtægt. Vi kunne uddanne hele social- og sundhedssektoren og give viden og indsigt videre til gavn for hele samfundet. Måske kunne det forbedre forholdet mellem kønnene, ligesom forholdet mellem racerne med afskaffelsen af apartheid er blevet væsentligt forbedret."
*Halfdan Muurholm er informationsmedarbejder for u-landsorganisatonen Ibis i Namibia. Hans nye film om Sydafrika, 'Som en steppebrand', bliver vist på Ibis den 6. december, Nørrebrogade 68 B. kl. 19 Oplysninger: 35 35 87 88
