Læsetid: 1 min.

FOLK

15. november 1999

Evander Holyfield
*Mesterbokseren tager sig til hovedet efter lørdag at have tabt VM-kampen i sværvægt til Lennox Lewis på point over 12 omgange. Dermed slap Lewis' manager Frank Maloney for at løbe nøgen over Times Square i New York. Det havde han ellers lovet, hvis hans mand tabte kampen, som var en revanche efter den skandaløse uafgjorte kamp i marts, hvor Lewis burde have vundet.

Anna fra Island
*I dag ankommer Anna fra Island til København for at danse en rengøringsdans på Strøget. Seancen finder sted på torsdag kl. 16 ved Storkespringvandet. Anna er en vild, islandsk husmor - hedder det i en e-mail fra Island - der har danset sin improvisationsdans hver fredag i et år i hjembyen Akureyri.

Jodie Foster
*Skuespillerinden fra Ondskabens øjne har endnu ikke besluttet, om hun vil spille med i en fortsættelse til filmen, hvor det ifølge de værste rygter er meningen, at hun skal blive kannibal ligesom Hannibal. Hun vil læse manuskriptet først. Det lyder som en superb idé.

Najwan Grayeb
*En spiller forlod søndag morgen den israelske landsholdstrup i protest. Najwan Grayeb nægtede at tage med resten af truppen til Danmark, fordi han hverken var på banen eller på bænken i lørdags. Grayeb ville 'hjem' til Aston Villa.

Hans Engell
*Formanden for Forsvarsudvalget, Hans Engell, blev søndag valgt som formand for en kommission, der skal styrke samarbejdet mellem den amerikanske kongres og de europæiske Nato-landes parlamenter. Han siger, at der i de seneste år har været en betydelig forskel i synspunkter mellem kongresmedlemmerne og hovedparten af de europæiske politikere. Det tror vi på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her