Læsetid: 1 min.

FOLK

22. november 1999

Platon
*I torsdags fik vor bagsideskribent gjort filosoffen Sokrates til elev af Platon. Læsere, der ikke skal have deres skolepenge tilbage, gør opmærksom på, at det i realiteten forholdt sig lige omvendt.

Elsebeth Gerner Nielsen
*Kulturministeren deltager i dag i EU's kulturministerråd, hvor hun ventes at bringe problemet med tv-transmissioner af nationalt vigtige idrætsbegivenheder på bane.

Hoagy Carmichael
*Dagen er 100-årsdagen for jazzmusikeren og komponisten Hoagy Carmichaels fødsel. Han skrev bl.a . Stardust, der menes at være dette århundredes mest indspillede melodi.

Carl Nielsen
*Så er dagen kommet, hvor Nationalbanken kompletterer den nye seddelserie ved at udsende et portræt af komponisten Carl Nielsen til en værdi af 100 kroner. Vogt Dem for efterligninger.

Direktør
*For det tilfælde, at der blandt vore cyklende læsere skulle være en person, der gerne vil gøre cyklisme til sin levevej, er det i dag sidste frist for at søge jobbet som direktør i Dansk Cyklist Forbund.

Krass Clement
*Gyldendal udsender i dag en fotobog til alle dem, der savner mågerne og varmekaffen. Den er skabt af Krass Clement og hedder Færgen - et danmarksbillede på Storebælt.

Poul Nyrup Rasmussen
*Lektor Nyrup og hans pegepind drager denne mandag til Nordjylland, hvor de sammen vil forsøge at overbevise de indfødte om velsignelserne ved dansk deltagelse i det fælleseuropæiske monetære projekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her