Filmen 'Klinkevals' er seneste eksempel på materiale, der er tiltænkt både biograf og tv. Principielt forkert, siger instruktør
Film
I dag vises den som halvanden time lang spillefilm i biograferne. Om godt to år vises samme materiale som del af en seks timer lang tv-serie på TV2. Og indimellem kommer også anden del af serien muligvis som biograffilm.
Den brede satsning på filmen Klinkevals efterlader ingen gode undskyldninger for ikke at få den set. Der er chancer nok.
Filmen er et højaktuelt eksempel på en produktion, der skal indtjene penge både som det ene og det andet. Og netop dette formål vil i stigende grad præge dansk film i årene fremover, spår en række branchefolk over for Information.
Klinkevals trak små 50.000 danskere i biografen i premiereweekenden. Knapt så godt gik det, da anmelderfolket tog imod filmen i avisernes spalter. Med skarptslebne penne konstaterede de, at filmen har "for mange løse ender," at den er "indeklemt" og at den ikke er meget andet end et "dårligt biprodukt af en tv-produktion."
Instruktøren Eddie Thomas Petersen har endnu ikke set Klinkevals, men han står tvivlende over for det fornuftige i at have både biograf og tv som mål for samme produktion.
"Principielt synes jeg, det er forkert. Man skal kalde tingene for det, de er. Det vil altid være et problem at optage tre, fire eller fem timers materiale, hvor noget skal bruges til en tv-serie, noget til en biograffilm og noget til begge dele. Det er ofte risikabelt at måtte klippe bihistorierne fra i biografversionen, fordi de er med til at farve hovedpersonerne."
Eddie Thomas Petersen taler af erfaring. Hans egen tv-serie Tango for tre (filmudgave: Roser og persille) har tidligere været gennem samme forvandlingsproces, og hans begejstring kølnede, da han så resultatet i biografen:
To fluer med ét smæk
"Da jeg lavede Roser og persille, kunne jeg godt lide den som tv-serie, men charmen forsvandt i biograffilmen, fordi netop charmen lå i alle de bifigurer og deres historier, som var flettet ind i hovedhistorien," siger han. Eddie Thomas Petersen er dog overbevist om, at man fremover vil kunne se flere produktioner med to mål for øje.
Af samme mening er Mogens Kløvedal, programredaktør for TV2 Drama, der har lagt penge i produktionen i Klinkevals.
"Fordi vi har så få penge at finansiere med, er det meget fristende, hvis man kan slå to fluer med ét smæk - at lave både film og fjernsyn samtidig. Det vil helt sikkert blive prøvet igen og igen," siger han.
Mogens Kløvedal har selv gennemset hele billedmaterialet, der har en varighed af godt seks timer. Han finder "ikke, at filmen er et mesterværk," men den kvalitet, Mogens Kløvedal ikke finder i overvældende grad i biograffilmen, øjner han til gengæld i de episoder af Klinkevals, TV2 om nogle år vil udsende på tv.
Mogens Kløvedal fortæller, at TV2 har smidt penge på bordet, der dækker omkring en fjerdedel af samtlige omkostninger ved produktionen af Klinkevals - uden at ville nævne det præcise beløb.
Støttekroner til produktionen er også indløbet fra Det Danske Filminstitut. Mellem fem og seks mio. kroner, der i tråd med filminstituttets formål var øremærket til tilblivelsen af biografversionen. Thomas Stenderup, leder af spillefilmafdelingen på Dansk Filminstitut, forklarer:
"Vi ser det som en stor fordel, at tv-penge og filmpenge kan arbejde sammen til almindelig glæde for både skatteborgere og licensbetalere. I sidste ende får de jo mere dansk fiktion for pengene," siger han. Om Klinkevals mener han:
"Jeg synes godt man kan mærke, den også er skabt til tv, og at filmen er en del af en større sammenhæng. Der er nogle set ups i filmen, som ikke bliver forløst, og det er meget tydeligt, at der ikke er så mange store billeder. Men den har sin berettigelse på sin egen måde."
Endnu en film
Samme indstilling finder man ikke hos Nordisk Film, der markedsfører Klinkevals. Tværtimod. Her planlægger man at udsende også anden halvdel af tv-serien som spillefilm, hvis det går godt med den første film i biograferne rent indtjeningsmæssigt. Det Danske Filminstitut har dog afslået at støtte endnu en Klinkevals-film af "prioriteringsmæssige årsager."
Producenten af Klinkevals, Per Holst, der også er idémand bag hele filmatiseringen af Jane Aamunds romaner, lægger ikke skjul på det fordelagtige i afsætnings-muligheder både på tv og i biografen:
"Det var en god måde at få det finansieret på. Vi kunne søge både filmstøtte til filmen og tv-støtte til serien og på den måde få forskellige kasser til at gå sammen om det."
Per Holst fremhæver, at Klinkevals som film fra starten har haft et eget selvstændigt manuskript, men at alle scenerne senere vil indgå i serien - enten som et eller to afsnit.