Læsetid: 6 min.

Til forsvar for truede sprog

22. november 1999

90 procent af Verdens sprog udryddes i de næste hundrede år, hvis ikke Vestens intellektuelle elite vågner op og sikrer de truede sprogs rettigheder, siger lingvisten Tove Skutnabb-Kangas

Mandagssamtale
"Sprog er som luft. Folk bliver først bekymret for det, når det bliver et problem." Den 59-årige Tove Skutnabb-Kangas sidder udenfor det lille hvide husmandssted i Trønninge Mose, 12 kilometer udenfor Holbæk og nyder den milde efterårssol, der kaster lange skygger ind over de grønne marker.
Hun sidder med en ti centimer tyk stabel af hvide A-4 ark, der er et fortryk til hendes nye bog, Linguistic Genocide in Education - or Worldwide Diversity and Human Rights?. Bogen udkommer i december måned, men hun viser stolt Deres udsendte medarbejder de rosende anmeldelser, som fire kendte lingvister fra USA og Sydafrika har givet bogen på forhånd.
Den er "et absolut gribende j'accuse, der appellerer til den vestlige verdens bevidsthed om at stoppe det etnisk-sproglige folkedrab, som den har påført menneskeheden," skriver professor ved Stanford University i USA, Joshua Fishman.
"Den er jeg særlig glad for," siger Tove Skutnabb-Kangas med et stort smil på læben.
Hun er en efterspurgt 'ekspert' på den internationale scene af lingvister, men i Danmark føler hun, at hun er blevet 'marginaliseret' af sine akademiske kollegaer.
"Hvis man er kvinde, indvandrer og systemkritiker på en gang, så er der ingen job," siger hun og fortæller, at selvom hun "var den første kvinde, der tog en doktorgrad på Roskilde Universitetscenter, så har jeg været arbejdsløs i de seneste år. I øjeblikket er jeg i jobtræning på RUC, fordi jeg ellers ville miste min understøttelse."

Rodfæstet i to kulturer
Hun er finne og Skutnabb-Kangas er et finsk-svensk efternavn, hun er gift med en englænder og har valgt at bo i Trønninge Mose i Danmark, men hun føler sig som en verdensborger.
"Jeg er glad for at være multikulturel og være verdensborger uden at være rodløs. Det kan man kun, hvis man har en stærk identitet og er rodfæstet i en eller to kulturer og rodfæstet i nogle landskaber," siger hun med en vis vægt i stemmen.
Hun er vicepræsident for den globale græsrodsorganisation til forsvar for de truede sprog, Terralingua, og har skrevet en stribe bøger, men samtidig har hun sammen med sin mand haft overskud til at holde gæs, får, høns og dyrke grøntsager på det lille husmandssted i mosen.
Flere gange i vor samtale siger hun, at hun er "systemkritiker" - og det bekræftes man i efter læsning af bogen. Den er et rasende opgør mod det, hun kalder for et "sprogligt folkedrab":
"Hvis udviklingen fortsætter, vil vi dræbe 90 procent af verdens talte sprog i de næste hundrede år," skriver hun i forordet. De fleste lingvister skønner, at der i dag findes mellem 4.500-6.000 sprog i verden, men Tove Skutnabb-Kangas siger, at hvis tegnsprogene regnes med, så er der mindst 10-12.000 sprog.
Hun er alvorligt bekymret over, hvor hurtigt den sproglige rigdom er ved at forsvinde.
Undertrykkelse af de sproglige mindretal i skolesystemet, og den økonomiske, politiske og kulturelle globalisering af samfundene skaber en "kulturel ensretning", og den truer ifølge Tove Skutnabb-Kangas med at ødelægge den "sproglige og kulturelle diversitet, som er nødvendige for vores planets overlevelse som biodiversitet."
Provokationens kraft
"Med mindre der er en provokation, så vil folk ikke tage notits," svarer hun med et mediebevidst smil, da jeg spørger hende, om ikke det lugter lidt for meget af Auschwitz og udryddelseslejre at tale om sproglige folkedrab. Men hun uddyber straks og forklarer, at det "ligger indenfor FN's definition af, hvad der er folkedrab." I artikel 2E i FN's konvention står det klart, at det er folkemord, hvis man "tvinger børn fra en befolkningsgruppe over til en anden befolkningsgruppe." Og det sker for eksempel, når man tvinger anden-generations indvandrere til at assimilere sig i undervisningen og kun tale nationalstatens officielle sprog, mener hun.
Tove Skutnabb-Kangas synes blandt andet, at Katalonien er gået over stregen i deres forsøg på 'katalanisere' alle børn i skolerne.
"I dag er man nødt til at sige, at katalanerne er gået for langt i deres sprogpolitik og er begyndt at undertrykke deres kastillansk talende indbyggere. Det har både politiske og økonomiske klasseaspekter. Det er utrolig trist, at katalanerne, der lige som baskerne var sprogligt undertrykt under Franco, ikke lærer af deres erfaringer," siger hun. "Det er ligesom Israel. Til gengæld mener jeg, at Litauens, Letlands og Estlands krav om at have litauisk, lettisk og estisk som officielle sprog er helt legitime. Jeg kan ikke se, bortset fra nogle få marginale individuelle sager, at der har været illegitim undertrykkelse af de russisk talende indbyggere. Russerne vil også i de kommende år have mulighed for at få undervisning på deres eget modersmål, selv i gymnasierne."

De vestlige stater hykler
Hun mener, at mindretallenes sprog må beskyttes som en del af de grundlæggende menneskerettigheder.
"Hvis vi tror på demokratiet, ytringsfriheden, den frie forsamlingsret og retten til liv, så må vi også give de truede sprog nogle rettigheder. Det bør være en menneskeret at tale og få undervisning på sit eget sprog. Vi kan ikke overlade det til markedskræfterne og den stærkeste magt at bestemme," siger hun.
Hun synes, at de vestlige stater hykler, når de med henvisning til menneskerettighederne forsøger at tvinge de baltiske lande til at give de russiske mindretal sproglige rettigheder, som de vestlige lande ikke selv giver deres egne mindretal på hjemmebanen. Og i bogen giver hun et eksempel på, hvordan Danmark via Danida har støttet modersmålsundervisning i Bolivia, men samtidig ikke er villig til at give indvandrere og flygtninge i Danmark de samme rettigheder.
Hun kalder den danske assimilationspolitik for en katastrofe:
"Folk har ikke en valgmulighed i dag. Hvis kurdiske børn i Danmark ønsker at få undervisning på deres modersmål, så har de ikke den ret. De tvinges til at assimilere sig af politiske årsager. Men det er faktisk muligt at give en ordentlig tosproget undervisning. Vi ved, hvordan det kan gøres, vi ved, hvad resultatet vil blive, men politikerne gør ikke noget. Resultaterne er meget værre, og omkostningerne er høje ved den nuværende sprogpolitik," siger hun.
"Tænk på de voldelige teenagere, ungdomskriminalitet og den høje arbejdsløshed blandt andengenerationsindvandrere. Det er en kombination af det danske arbejdsmarkeds og samfunds racisme og den uddannelsesmæssige diskrimination, der har ødelagt de unge mennesker. Man har forhindret dem i at blive flersprogede på et højt niveau."
"Allerede for tyve år siden skrev jeg og Birgitte Rahbek i en bog, hvad der ville komme til at ske, og se hvad der er sket. Assimilationspolitikken i undervisningen var en tidsindstillet bombe, og nu er den detoneret. Resultatet er katastrofalt."

Dansk er et stort sprog
Danskerne har ikke grund til at frygte for det danske sprogs overlevelse, mener Tove Skutnabb-Kangas. Som et af de 100 største sprog i verden har det bedre overlevelsesmuligheder end så mange andre sprog.
Hun tror ikke, at Internettet og McDonaldiseringen vil underminere det danske sprog. Dertil har for mange danskere stadig for dårlige engelskkundskaber:
"Danskere har en tendens at overvurdere deres engelsk kundskaber voldsomt, så det bliver ikke i min livstid, at almindelige danskere bliver i stand til at hente komplekse informationer på andre sprog end på dansk," siger hun.
Hun kalder det samtidig for 'en stor dansk myte', at dialekterne er blevet dræbt af tv og radio.
"Som udlænding mærker man, at dialekterne lever i bedste velgående. Og se hvordan de unge i Sønderjylland begejstret har valgt sønderjysk som valgfag i skolerne. Det er, fordi de i forvejen taler det derhjemme, og de søger en identitet på trods af globaliseringen. Det er ikke udtryk for et 'tilbageslag' imod globaliseringen, det er udtryk for noget mere positivt, en søgen efter identitet."
"Det handler om, som Zygmunt Bauman siger, at finde sikkerhed, når alt bevæger sig under ens fødder. Man kan ikke være global uden at være lokalt forankret. Det handler ikke om at være tilbageskuende og nationalistisk på en negativ måde. Man må se mere realistisk på det. Vi mennesker er ikke alene her. Vi er ikke bare isolerede individer. Det handler ikke bare om at gøre, hvad vores egen generation har lyst til, for vi eksisterer i en kæde af generationer, har en historie, og vi er del af vores miljø og dets evolution."

*Tove Skutnabb-Kangas' bog Linguistic Genocide in Education - or Worldwide Diversity and Human Rights? udgives i december måned på forlaget Lawrence Erlbaum Associates, Mahwah, NJ.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu