Læsetid: 4 min.

Fremtidens stjerner

29. november 1999

Trods EM-sølv og sejr ved for-OL i Sydney spiller de danske håndboldkvinder stadig i skyggen af Anja og de andre 'jernladies'

Håndbold-VM
Inden vi fatter om remote-kontrollen, kan vi lige så godt erkende det med det samme. Kvindehåndbold er ikke, hvad det var.
Nok er det danske landshold svag favorit til at genvinde det VM, der starter i morgen i Kolding, men holdet er uden den mediemagnetisme, som midt i 90'erne både gjorde 'de jernhårde ladies' til et nationalt symbol, som ubesværet parrede rød-hvid-chauvinisme og sund sex, og blev en god imageafsmittende forretning for den daværende sponsor Dansk Metal.
Alder, skader, barsel og sygdom har ændret holdet, så onde tunger siger, der er en vis sammenhæng i, at sponsoren nu forgæves prøver at bruge spillernes brystparti som blikfang for Jolly Cola, et pølsevognsprodukt, der ikke kan løbe fra sin provinsielle etiket uanset hvor meget sexappeal, man prøver at pumpe denne taberdrik op med.

Anjas utidige kruk
Nu er det jo ikke marketing det hele. Ja, faktisk er det usportsligt at sammenligne det nye hold med det gamle.
Det gamle hold var på sine bedste dage en dynamisk enhed, hvor individualisterne fik råderum uden at stjæle billedet, men på dårlige dage havde det personlighedsspækkede hold svært ved at finde et fælles gear. Anja Andersen har tabt lige så mange kampe på sit utidige kruk, som hun har vundet dem på de samme egenskaber. Hendes storhed viste sig ved, at hun som hovedregel ikke tabte de vigtige.
Det nye landshold er, som man kan se af faktaboksen t.h., skræmmende urutineret. Og med de skadesbetingede sidste-øjebliks-afbud fra Janne Kolling og Anette Hoffman er der næsten tale om et forklædt ungdomslandshold.
Dets reelle formniveau lod sig ikke aflæse i sidste weekends træningsturnering, hvor man badede sig til komfortable sejre over b-nationer som Frankrig og Holland, og kun fik modstand mod et dansk b-landshold ...
Til gengæld kan holdet udvise en ublasert spilleglæde, som man så i glimt ved sidste års EM, og som var med til at sikre finalesejren ved det prestigiøse for-OL i Sydney, men, som eks-landstræner Ulrik Wilbek lakonisk siger til ritzau: "Turneringen lå så tidligt, at det norske hold ... ikke var i topform ..."
Samme Wilbek, som ikke tiltror VM-holdet format til mere end 3. plads, er et af de mange spøgelser, landstræner Jan Pytlick skal stuve ind bagest i skabet. Pytlicks dialogbaserede metodik og civiliserede optræden på sidelinjen markerer et stilskift i forhold til Wilbeks medievenlige hysteri. Og Pytlick har været nødt til at fremelske hold-kvaliteter og kollektive dyder på et hold uden overdrevent mange enere.
Playmakeren Camilla Andersen er spillets krumtap. Hun er sikker straffekastudnytter, men savner i afslutningerne lidt af den uforudsigelige vildskab, konkurrencen med Anja Andersen kunne få frem i hende. En humørspiller, bedst i medgang.
Til gengæld har vi andre offensive bagspillere at trække på i den talentfulde, men endnu lidt for ustadige Lotte Kiærskou, den stærkt skydende Merete Møller og holdets måske største stjerne in spe, Ikast-spilleren Kristine Andersen, der har vinder-karisma og målgivende kraft i især underhånden.
Hun er en vigtig forudsætning for, at den unge veteran Tonje Kjærgaard kan komme i gang på stregen. En resultatafgørende dark horse kan blive Viborgs venstrefløjstalent og tekniske begavelse, 21-årige Christina Roslyng, som i medgang er ustyrlig. Foreløbig dog mest på
klubholdet.

'Sanne' savnes
Svagest forekommer målvogterne, sammenlignet med Norge, der i Cecilie Leganger og Viborgs Heidi Tjugum har verdens bedste på posten p.t. Hverken Lene Rantala eller Gitte Sunesen er dog novicer, og især den kvikt reagerende Rantala kan vende og vinde kampe. Tredjevalget, langlemmede Natasja Dybmose, er uortodoks og god overfor stregafslutninger, men stadig meget grøn.
Ingen af de tre har Susanne Munk Lauritsens all-round-styrke, så det er et satset fravalg, Pytlick foretog, da han skønnede, at 'Sanne' endnu ikke er i form efter barsel. Man har dog ellers hørt om spillere, der spiller sig i form ved et VM.
Navnlig i betragtning af, at de indledende modstandere, Angola tirsdag, Japan onsdag og Argentina torsdag, virker som rene walk overs på vej mod de afsluttende kampe, hvor selvskrevne Norge med den store bredde, men også Polen og Ungarn kommer i hovedrollerne ved et mesterskab, der dog kun på papiret er for hele verden.
I det lys virker det som et logisk udtryk for magtbalancen i international kvindehåndbold, at VM 1999 er arrangeret i fællesskab af Danmark og Norge.

Fakta - Lene Rantala:
Målvogter, 31
Klub: Larvik HK, Norge
147 landskampe. Ingen mål
Gitte Sunesen:
Målvogter, 27
Klub: HF GOG/Gudme
122 landskampe, 1 mål
Natasja Dybmose:
Målvogter, 23
Klub: Ikast/Bording
12 landskampe, ingen mål
Katrine Fruelund:
Venstre back, 21
Klub: Viborg HK
33 landskampe, 68 mål
Louise Pedersen:
Højre fløj, 20
Klub: Horsens HK
4 landskampe, 5 mål
Camilla Andersen:
Venstre back/playmaker, 26
Klub: FIF
165 landskampe, 722 mål
Mette Vestergaard:
Højre back, 24
Klub: FIF
57 landskampe, 45 mål
Christina Roslyng:
Venstre fløj, 21
Klub: Viborg HK
31 landskampe, 67 mål
Pernille Hansen:
Stregspiller, 23
Klub: HF GOG/Gudme
4 landskampe, 4 mål
Anja Nielsen:
Højre fløj, 24
Klub: Ikast/Bording
10 landskampe, 17 mål
Merete Møller:
Playmaker, 21
Klub: Larvik HK
26 landskampe, 69 mål
Lotte Kiærskou:
Playmaker, 23
Klub: Frederikshavn
31 landskampe, 86 mål
Maja Grønbek:
Venstre back, 28
Klub: Skovbakken
6 landskampe, 15 mål
Tonje Kjærgaard:
Stregspiller, anfører, 24
Klub: Ikast/Bording
111 landskampe, 262 mål
Kristine Andersen:
Venstre back, 23
Klub: Ikast/Bording
44 landskampe, 107 mål
Line Daugård:
Venstre fløj, 21
Klub: Ikast/Bording
8 landskampe, 17 mål

Træner: Jan Pytlick
Ass.træner: Kim Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu