Læsetid: 5 min.

Hvad er der galt med en naivitetens politik?

5. november 1999

Naiv optimisme kan pludselig udløse store forandringer, mener Tor Nørretranders

Interview
"Hvad er der galt med en naivitetens politik?" spørger Tor Nørretranders i sin nye bog, Frem i tiden. Mennesker gør, hvad de bør, hvis de tror på fremtiden - og menneskeheden er godt i gang med at rydde op i de globale problemer, som har truet civilisationen, mener han.
60'erne og 70'erne ser han som en tid, hvor menneskeheden var sin undergang nær, og de intellektuelle ikke levnede civilisationen mange chancer for at overleve. Om nutidens miljøproblemer skriver han: "Bjørn Lomborg har i øredøvende grad ret, når han beskriver, hvordan mange miljøproblemer er løst eller under løsning, mens andre har vist sig at være falsk alarm."
"Der er i dag en grund til optimisme, som ikke har været der det meste af min levetid," mener Tor Nørretranders. Venstrefløjen opfatter han som "mut og småfornærmet ved udsigten til en hvilken som helst forbedring."
"Pessimisme og utilfredshed har i min levetid været hovedtraditionen for dem der siger, de vil forandre verden."

Det var som pokker.
- Mener du virkelig at pessimisme og undergangsstemning var drivkraften i ungdomsoprøret i '68? Det er da historieforvridning.
"Det mener jeg heller ikke. Undergangsvisioner var måske afsættet i første del af 60'erne, med atommarcher og antiapartheidbevægelsen. Ikke i den anden del af 60'erne. Men problemer, der ikke var oppe i den samfundsmæssige bevidsthed kan jo godt blive synlige, når man ser tilbage. 60'erne går for at være vældig glade. Jeg tegner et billede af et årti, hvor problemerne var meget store. Det var de faktisk. Man begyndte også at diskutere dem: Overbefolkning, atomkapløb, miljø og ressourceproblemer."

Miljøet som gidsel
"Efter politiseringen i starten af 70'erne og forestillingerne om proletariatet som anfører i en frigørelseskamp oplever jeg, at miljøet blev en slags pant på, at det her ikke kunne fortsætte. Det har jeg selv skrevet, i lange baner."
"Visheden om, at der måtte komme en forandring, lå i at kapitalismen umuligt ville kunne håndtere forureningsproblemerne. Sådan troede jeg selv dengang. Jeg var forarget over 'kapitallogikerne' på RUC, hvor jeg studerede. De mente, at forureningen bare var en samfundskonflikt, og kapitalismen havde evnen til at omstille sig."
"Da forestillingen om proletariatet som pant på forandring gik i opløsning, begyndte man at interessere sig for miljøundergang som det, der gav vished for, at der måtte ske en forandring. Miljøet blev noget mere end en konkret bekymring. Det blev gidsel."
- Så forstår jeg lidt bedre din demonstrative miljø-optimisme i dag. Men hvad har du af kendsgerninger at bygge den på?
"På nogle områder er oprydningen næsten gennemført: Skrald på stranden og bly fra biler..."
- I vores del af verden.
"Ja, i vores del af verden. Så er der en stor mellemgruppe af miljøproblemer, man er i gang med at løse. På andre områder ved vi, hvad løsningen er, vi har bare ikke fået den gennemført. Vi kender løsningen på klimaproblemerne, vedvarende energi. Vi ved også hvordan. Vi mangler globalt at beslutte at det vil vi altså gøre - i en fart."
"Vi kender ikke klimaproblemets omfang, men vi reagerer, som vi bør, på nogle dårlige varsler. Problemet er identificeret og vi kender løsningen. Så er det ikke rigtig adfærd at sige, der er panik".

Jamen så gør vi det
- Lige nu har 5.000 mennesker i Bonn travlt med at diskutere hvordan regeringerne i de rige lande kan slippe med at gøre så lidt som overhovedet muligt for at nå de i forvejen helt utilstrækkelige mål, der blev sat i Kyoto for to år siden. Er der ikke brug for at reagere og advare om at det går galt på den måde?
"Jo. Jeg har jo heller ikke noget ønske om, at folk passiviseres. Jeg har anstrengt mig for i min bog at pointere at løsningen er meget radikal."
"Men det interesserer mig ikke så meget, om man kommer en halv procent op eller ned i forhold til et Kyoto-mål. Store forandringer kommer tit meget overraskende. Pludselig ændrer tingene sig, som følge af en masse forskellige påvirkninger. Jeg tror på en verdensopinion, som måske om syv år pludselig svinger om og kræver vindmøller. Så ser alle politikerne hinanden i øjnene og siger: Jamen så må vi have det."
"Det er en anden opfattelse af politik. Den egner sig ikke for dagbladsdrift. Det er ikke den lille daglige kommentar, det handler om, men at tingene pludselig vender."
- Er det derfor, du retter dit skytset mod dem, der peger på de uløste miljøproblemer?
"I diskussionen om Bjørn Lomborgs bog, Verdens sande tilstand, var der en heftig og fornærmet reaktion over, at han kom og sagde, at det egentlig går meget godt. Det gav mig en vis irritation over, at nogle klynger sig til, at det ikke går godt."
"Hvis man tror på truslen om jordens undergang, skærpes selvfølgelig appetitten på handling. Men uoverstigelige problemer kan også virke handlingslammende. Sådan har jeg personligt haft det med overbefolkning og hungersnød. Jeg havde en forestilling om, at problemet var uoverskuelig stort. Jeg blev forbløffet, da jeg opdagede, at det trods alt ikke er værre end det er. Der er en milliard rige mennesker og en milliard, der lider hungersnød. De midler, der skal overføres, er overskuelige. Det gav mig lyst til at gøre noget ved det. Jeg kan pludselig se en mening i at engagere mig. Det kunne jeg ikke før, da jeg opfattede det som helt uoverskueligt."

Moralsk forpligtet
"Det er hovedargumentet i min bog: Når vi indser, at problemerne ikke er håbløst store, bliver vi moralsk forpligtede til at gøre det sidste nøk, der skal til, for at løse dem."
- Og tror du så selv på at en krone om dagen kan løse verdens sultproblemer?
"Ja, det mener jeg helt bogstaveligt. Det nye er, at vi er en milliard mennesker, der kan undvære nogle hundrede kroner uden rigtig at mærke det. Og det er endda nemt at få afleveret sin byrd, f. eks. via Internettet. Så hvorfor ikke bare gøre det? Jeg mener jo ikke, at det løser alle fattigdomsproblemerne, men det afbøder selve hungersnøden."
"Jeg gør mig til talsmand for en anarkistisk eller libertær, selvforvaltet løsning. Hvis en milliard rige mennesker på én gang beslutter sig for at afskaffe sulten, jamen så kan de løseproblemet. Det ser jeg ingen grund til at køre over skattebilleten eller de eksisterende nødhjælpsorganisationer. Der er brug for, at helt almindelige mennesker siger: Nu gider vi ikke høre mere på det. Nu vil vi bare havde det løst. Her er pengene. Så gør det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu