Læsetid: 10 min.

Gensyn med ghettoen

27. november 1999

Livet i Vollsmose er hverken eventyrligt vidunderligt eller gysende grusomt. Men det er anderledes. Og at have adresse i Mosen, hvor det normale er et vidt begreb, kræver altid en forklaring, skriver Informations Kim Larsen efter i et par uger at have genset barndomsbyen som professionel tilskuer

De små nakkehår rejser sig, og billederne af et goldt betonlandskab, mørke, øde stier, vold, kriminalitet og lovløshed vælter frem på den indre skærm. Ordet får de fleste til at gyse. Avisoverskrifter om optøjer, bandekrig, angst, skuddramaer og frygtens højhuse genkaldes og bidrager til stemningen af utryghed og afmagt. Der findes næppe noget andet boligområde i landet, som så få har vovet sig ind i, men som så mange har en holdning til.
Livet bag det firesporede vejnet, der afskærer Vollsmose fra resten af H.C. Andersens ellers så idylliske fødeby, er omgærdet af mystik, rædsel og fascination.
For selvom meget få, der har haft et valg, nogensinde har boet i Mosen endsige bevæget sig ind i området, ved alle, hvem der bor der. Det gør araberne, alkoholikerne, de arbejdsuduelige, banderne, bekvemmelighedsflygtningene, bodegabumserne, bistandsjunkierne, de enlige mødre, de fordrukne fædre, førtidspensionisterne, de kriminelle, kurderne, narkomanerne, nasserne, negrene, psykopaterne, perkerne, racisterne, rockerne, røvhullerne, sinkerne, somalierne, tyrkerne, tåberne, vietnameserne og alle de øvrige tabere.
Og alle ved også, hvordan livet i Mosen er. Danskerne drikker og snyder sig til en masse bistandshjælp, de ikke er berettigede til, mens de fremmede slagter det ene får efter det andet i blodigt religiøse ritualer, der altid foregår på altanen. Biler forsvinder fra området som dug for solen, pensionister bliver rullet i et væk, og der bliver drukket og stukket både med nåle og knive, stjålet og nasset, røvet og voldtaget, og ikke en gang politiet tør komme der.
Myterne om Mosen er mange og sejlivede. De fleste har deres udgangspunkt i virkelighedens Vollsmose, men mange af historierne er overdrevne og tjener snarere det formål at opfylde bedsteborgernes behov for at blive skræmt og underholdt ved tanken om det farlige liv og lettet ved synet af deres egen ufarlige tilværelse end at give et nuanceret og sandfærdigt billede af livet i ghettoen.
I seks år havde jeg adresse i Vollsmose og kender livet i Mosen på godt og ondt. Det er hverken eventyrligt, vidunderligt eller gysende grusomt - men det er anderledes.

En dag jeg kom hjem fra skole, var to håndværkere i færd med at skifte tallene over opgangens hoveddør ud. Vi skulle ikke længere bo på Åsumvej 238 , men i Lærkeparken 138. Det lød mere idyllisk, havde nogen bestemt. Adresseændringen skulle få os beboere til at føle større samhørighed, lød argumentet, og så havde det lille nummernummer den store fordel, at de fine, der boede i parcelhuse på den rigtige side af Åsumvej, fremover kunne sige deres adresse højt uden at skulle forklare, at de altså ikke boede på den side af vejen, og at de altså hverken var arbejdsløse, narkomaner eller kriminelle.
Rygtet vil vide, at det fra da af, var nemmere for dem at få taxachaufførerne til at komme til tiden, at købe på afbetaling og optage lån, samt at deres huse ikke længere faldt så drastisk i værdi. Godt for dem. For os på den forkerte side af vejen medførte vores nye adresse nu ikke de store ændringer. Jeg følte ingen større samhørighed med parkens øvrige beboere, og den rest af samhørighed, jeg havde følt med de, der boede i parcelhusene, forsvandt lige så hurtigt som den fælles adresse.
Uanset hvor mange fiksfakserier boligforeningen og kommunens byplanafdeling kunne finde på, boede vi stadig i byens berygtede betonghetto, Vollsmose. Og jeg følte derfor stadig trang til at kommentere min adresse med den sarkastiske tilføjelse, "og jeg har en stor kniv i inderlommen så pas hellere på."
Det gav ligesom samtalepartnerne mulighed for at lade den rædsel, den forfærdende oplysning afstedkom, afløse af hysterisk latterkrampe. "Hahahaha, hvor er du sjov," hulkede de fleste og lignede nogen, der ikke vidste, om de skulle løbe skrigende bort eller falde hulkende sammen i gråd over min tragiske skæbne.
Det var som om, at når de kendte min adresse, kendte de mit liv, for de vidste jo, hvem der boede i Vollsmose, og hvordan livet der var. Eftersom jeg boede der, måtte jeg jo være en af dem og leve det liv, og hvis ikke jeg var det, var jeg i hvert fald i fare for at blive det.
For i de lokale fortællinger om Vollsmose har området nærmest karakter af en social Bermuda-trekant, der trækker de få af beboerne, der ikke allerede er tabere, når de flytter ind, med ned i dybet af overførselsnarkomani og misbrugsproblemer. I disse fortællinger udgør det at flytte i Mosen altid en slags point of no return, og de fleste historier ender med "og ingen har nogensinde set dem siden," eller en anden variant af unhappy ending. Men jeg slap ud, for som så mange andre af de ressourcestærke beboere, som det hedder, flygtede vi fra området, så snart vi fik chancen.

I forbindelse med artikelserien Livet i Mosen har jeg igen tilbragt timevis i bydelen, og det har været underligt igen at gå rundt i området - denne gang ikke som beboer, men som en af de mange nysgerrige tilskuere, der vil vide, hvordan det er at bo i det, der har fået ry for at være en trøstesløs losseplads for velfærdssamfundets affaldsskæbner.
Når man går rundt i området fornemmer man det, som statistikkerne bekræfter. Der er blevet færre danske beboere, og den negative udvikling, der har præget området siden den første betonblok stod færdig, er fortsat med uformindsket styrke. De stærke, der har muligheden, forlader området, og nye sociale problemer flytter ind.
En tur i centret tydeliggør, at Vollsmose ikke er en helt almindelig bydel. En del butikker står tomme, og de fleste af de tilbageværende butikker er discountbutikker. Boghandelen, herretøjsbutikken og brugskunstbutikken er forsvundet.
I centrets ene ende lever pubben, Mosen, dog forstat i bedste velgående. Den ligger lige over for socialkontoret, og vittigheden har i mange år været, at så havde de jo heller ikke så langt. På bænkene rundt omkring i centret sidder ensomt udseende ældre mennesker og ryger en cigaret eller får pusten, inden de fortsætter hjem i lejligheden. Det er svært at vide, hvad der giver den deprimerende stemning. Er det fordi, folk er klædt dårligt, har tomme blik i øjnene, ser triste ud, ser uplejede ud, eller fordi der er så mange overvægtige eller helt unge der ryger, eller fordi der er øl i de fleste danskeres indkøbsvogne? Måske er det fordi, jeg ved, jeg er i Vollsmose?

For det var mærkeligt at bo i Vollsmose. På en eller anden måde blev adressen med postnummeret 5240 Odense NØ og de karakteristiske første fire cifre i telefonnummeret 6610 en del af min identitet, når jeg befandt mig udenfor firkanten, som området (også) bliver kaldt. Jeg skulle altid forklare mig og gøre opmærksom på, at folk hverken skulle være bange for mig eller have ondt af mig. For det meste skulle jeg forsvare Vollsmose og forklare, at der bor mange tabere, alkoholikere og kriminelle, men at der også bor en del almindelige mennesker endda nogle med job og uden fast sagsbehandler, familievejleder eller friplads i børnehaven.
Andre gange - i miljøer hvor tolerance, udsyn og kulturel nysgerrighed er en del af selvforståelsen - kneb det med at fatte, at det eksotiske ved at have en nabo fra fremmede himmelstrøg ligesom forsvinder, når man ikke kan tale med fire ud af fem nabofamilier, eller når man dagligt oplever mentalitetssammenstød og kommunikationsvanskeligheder på vaskeriet, i opgangen eller i centret, og at det altså overhovedet ikke kan sammenlignes med dengang deres forældre tog orlov og tog dem med på dannelsesrejse i Afrika, hvor de sorte var enormt søde og flinke og talte godt engelsk. Men en forklaring skulle der altid til, og nuancerne forsvandt for det meste, for enten skulle man give et billede af, at det er nu ikke så slemt, eller også skulle man forklare, at det faktisk er en ghetto med mange problemer, som man ikke bare kan ignorere.

Jeg arbejdede på den lokale tankstation, hvor pengene ikke blev hevet hjem på benzin, olie eller karburatorvæske. Sidstnævnte blev der ellers solgt en del af, men det var fordi, det var billigt og kunne give folk en ordentlig skid på, hvis de først hældte de gennem et franskbrød og dernæst blandede det med kakaomælk.
Ellers solgte vi mest øl, mad og slik, som ungerne fik lov at købe, når de hentede morgenbajere til forældrene. Der var altid gang i den på tanken. Om sommeren stod alkoholikerne op ad en af Vollsmoses utallige grå betonmure (den blev kendt som grædemuren), der lå på tankens område, og drak. Der kunne være mange. 20-30 stykker både mænd og kvinder og i alle aldre. Om efteråret stod de i læ i vaskekælderen og flyttede sig kun, når vi via samtaleanlægget overraskende meddelte, at nu blev de nødt til at flytte sig, for vi havde solgt en supervask til en grøn Fiat 127.
Der var for det meste glæde først på måneden (og sidst på måneden de fire gange om året, hvor der udbetaltes børnepenge), og børnene og hundene blev forkælet med det bedste fra vores hylder, og kasseapparaternes store beløb blev lagt på disken med stolthed. Men når pengene var små, kom de krybende og ville bytte socialkontorets mad- eller tøjrekvisitioner til øl eller smøger. En gang i mellem var der nogen, der forsøgte at stjæle sig fra sulten eller tørsten, og var jeg alene på arbejde, så jeg en gang i mellem gennem fingre med det. Til gengæld fik jeg venlighed og beskyttelse, når nogle af områdes rødder ville lave ballade. Så skulle jeg bare kalde på dem, så var de der alle sammen. Bjarne, Bent og Røde Erik med venner og hunde og alt, hvad det kunne trække af medløbere.

Utryghed var en del af hverdagen i Vollsmose. Jeg turde ikke komme i ungdomsklubben Ragnarok, og jeg holdt mig helst væk fra Egeparken, som har ry for at være Vollsmoses mest belastede, når det var mørkt. Utrygheden byggede ikke på egne erfaringer, men på historier, myter og Fyens Stiftstidendes udførlige afskrifter af de af politirapporternes indslag, der foregik i Vollsmose. En manglende sammenhæng mellem egne erfaringer og frygt, som alle de mennesker, vi har talt med i forbindelse med serien Livet i Mosen, kender til. De har aldrig oplevet noget voldsomt, men kan jo dagligt læse i aviserne og se på tv, at de har en del at frygte. Der er heller aldrig sket mig noget, mens jeg har været i Mosen. Bortset altså lige fra, når jeg var på arbejde på tanken.
Der er jeg flere gange blevet truet med tæsk, og en gang er jeg blevet peget på med en pistol. En gang er jeg blevet overfaldet, fordi jeg havde provokeret en eller andens lillebror. Politiet var ofte på besøg på tanken, og flere gange havde jeg fornøjelsen af at kigge i deres forbryderalbum. For eksempel, da vores havepige blev slæbt med ind i vaskekælderen og truet med voldtægt. Jeg fandt nu aldrig gerningsmanden i albummet, til gengæld var flere af vores stamkunder afbilledet. Men de var nu for det meste flinke og rare, når de kom og købte øl.
Når man fortalte sine venner om oplevelserne på jobbet, og da HK-ungdom kom forbi på deres overenskomstturne, blev de rystede. Men som mange af de mennesker, vi har talt med i forbindelse med artikelserien også siger, så er opfattelsen af, hvad der er normalt bredere i Vollsmose end så mange andre steder.

For eksempel var det normalt, at der en gang i mellem var biler på parkeringspladsen, der helt umotiveret brød i brand, eller at nogen satte ild til en knallert i kælderen, eller at politiets patruljevogne kørte rundt i området.
Ligesom det var en del af hverdagen, at underboen kom fuld hjem og bankede sin kone eller sit barn, så den ene eller begge to - nogle gange alle tre - skreg så højt, at man ikke vidste, om man skulle gribe ind eller blande sig uden om. Eller at en tur på vaskeriet medførte voldsomme diskussioner om, hvem der havde ret til hvilke maskiner, eller at man skulle overvære og eventuelt blande sig i diverse diskussioner mellem danskere og udlændinge med racistiske undertoner.
Men det var lige så normalt, at livet gik sin vante gang, og at børnene legede på legepladsen, at naboer holdt børnefødselsdag eller holdt grill-fest med familien på græsplænen. Det er bare ikke det man husker, og det er heller ikke det billede, man får af livet i Mosen, når man lytter til historier fra folk, der aldrig har været der, som har deres viden fra hurtige avisreportager eller to minutters tv-indslag fra en ophedet konflikt.
Men det er det, jeg husker, når jeg går en tur på en klar, solrig efterårsdag i min gamle park og ser, at boligforeningen efter års passivitet er begyndt at udsmykke parken med kunst, at der er lavet et beboerhus, opgangene har fået nye indbydende indgangspartier, beboerne i stueetagerne har fået små haver, og at alle buskene og træerne ikke længere bliver klippet firkantede. Så husker jeg det gode, og ser at der er noget i gære i Vollsmose. Men jeg bor der jo heller ikke mere.

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her