Læsetid: 5 min.

Glatbarberet pussy-power

6. november 1999

Er det et udtryk for, at vi lever i et mands-domineret samfund, når kvinder barberer al kropsbehåring af? Meningerne var delte, da Dansk Kvindesamfund holdt debataften om pornografi

"Der er på den ene side en rå, voldsom momentan stimulation ved synet af pikken i kussen. Simpelthen. Det er en del af det menneskelige begær, og det begær, mener jeg, deles af mænd og kvinder. Dette begær udspringer pornoen også af. Pornoen er vores svar på det begær."
Man kan indlede et debatmøde om pornoficeringen af samfundet på mange måder. Jette Hansen, debatredaktør på Aktuelt, vælger at gøre det med disse ord, som knytter sig til den scene fra en pornofilm, hun netop har projekteret op på et kæmpelærred i en biograf i Filmhuset i København.
Scenen viser en bredskuldret, muskuløs og absolut veludrustet mand pumpe løs i en velproportioneret blondine, der stønnende leger med sine enorme siliconebryster, mens det lange hår flyder ud som en glorie omkring hendes kønne ungpigeansigt.
Bortset fra, at kvinden roterer en halv omgang på et tidspunkt i løbet af det fem et halvt minutter lange uddrag, så sker der ikke andet.
Først da scenen toner væk, og de sparsomme spots i biografens sortmalede loft overtager og frembringer en dunkel pornobelysning, begynder de små 60 fremmødte at trække vejret igen.
Under smagsprøven på den slags film, som aftenens debatmøde skal handle om, er der ikke én, som benytter sig af forsvarsmekanismens fnis.
Dette er et alvorligt debatmøde.

Baby look dominerer
Jette Hansen medgiver, at hun kan tænde på scener som denne. Men man skal ikke tage fejl. Hun kan ikke lide porno. Eller rettere: Hun kan ikke lide den porno, der findes i dag. Den er kedelig. Den fokuserer entydigt på manden og hans udløsning. Og den præsenterer far/datter, som kulturens store par.
"Nu betragter jeg i og for sig pornofilmen på linje med en dildo. Den er et seksuelt hjælperedskab. Man kan sige, at pornoen hører hjemme i fantasien og den seksuelle ophidselses verden. Det er sandt. Men det er ikke kun sandt. Porno er også en fortolkning af seksualiteten, den er også socialiserende," siger Jette Hansen, der mener, at pornoen er med til at forme mænd og kvinders forventninger til hinanden.
Det er især tidens trend, hvor kvinder barberer al kropsbehåring af for at blive ferske og glatte at se på, hun væmmes ved. Det er et look, der er direkte importeret fra pornografien, og som nu flyder over i reklamens kvindebillede og kvinder på film, mener hun. Og det har skabt et had til den modne kvindekrop:
"Man kan også se det i tøjmoden, hvor tøj enten skal være alt for stort eller barnligt stumpet. Det er lillepigen, der dyrkes. Det er min påstand, at når kvinder fjerner deres kropsbehåring, så er det - dybest set - for at imødekomme mandens trang til den uforpligtende lille pige og en anerkendelse af, at kvindelighed eller kvindelig seksualitet et eller andet sted er uhygiejnisk," uddyber hun.

Drop jeres brok
Som repræsentant for en noget anderledes opfattelse af pornografien har Dansk Kvindesamfund inviteret den 28-årige Sabina Elvstam-Johns, der er medindehaver af en erotisk gavebutik. Hun mener, at der er to slags feminister. Der er dem, som ikke vil have noget som helst med porno at gøre, og som kun kan se det negative i, at manden ligger øverst. Og der er dem, som ønsker pornoen - blot i en anden form, som også er rettet mod kvinder.
"Man skal gøre noget i stedet for bare at kritisere. Vi skriver ikke længere 1968. Det her er 1999. Der har aldrig før været så mange selvstændige kvinder, der tager, hvad de vil have - også seksuelt. Jeg tror, man kan finde et formsprog, som begge køn tænder på. Problemet er, at det er de samme mennesker, der har lavet pornofilm i mange år. Der skal nogle flere kvinder på banen," siger Sabina Elvstam-Johns, der synes, det er farligt at konkludere, at kvinder barberer sig, fordi de lever i en mandsdomineret verden.

Fordomme bekræftes
Omkring 10 mænd havde vovet sig med til debatmødet. Den sortklædte Michael er mødt op af nysgerrighed, og han lægger ikke skjul på, hvad han mener om kvinder og porno:
"Hvis I skulle lave en pornofilm ville det være ét langt forspil, hvor manden skal komme med blomster og invitere kvinden ud. Kun de sidste 30 sekunder ville være orgasme. Det gider vi mænd ikke, for det er virkeligheden," siger han og bliver mødt af en voldsom buh'en fra de fremmødte kvinder, der aldersmæssigt er mellem 20 og 90.
"Porno er som McDonald's. Det er kedeligt, hvis der ligger en McDonald's på hvert gadehjørne, men det ville også være en kedelig verden at leve i, hvis ikke McDonald fandtes. En gang imellem har man bare brug for McDonald's-mad," uddyber han - uden dog at vinde mere sympati blandt publikum.
Pludseligt er der kamp om mikrofonen.
Kvindernes fordomme om mændenes fordomme er blevet bekræftet.
"Det, du lige sagde Michael, er et herligt eksempel på mænds uvidenhed om kvinders seksualitet. Hvis du vidste noget mere om, hvad vi kvinder tænder på, så ville du slet ikke sige det, du lige sagde," tordner Synne, en ung rødblond kvinde.

Smid pænheden
Men hvad vil kvinder så have? Det er straks sværere at definere for de fremmødte. Dorte, der præsenterer sig som litteraturstuderende, mener, det handler om at få en kvindelig synsvinkel.
"Det klip, Jette viste, var et eksempel på en film, der var produceret ud fra mandens synsvinkel. Vi skal have nogle film, der tager kvindens synsvinkel, men for at få det må vi også smide noget af vores pænhed og sige, hvad vi vil have," siger hun.
Det var der ikke rigtig nogen, der havde et svar på. På nær Hanne Vestberg. Hun vil nemlig have pisk.
"Jeg er faktisk taknemmelig for, at pornoen dukkede op, for den har åbnet nogle døre, der har gjort det mere acceptabelt at sige: 'Jeg er til pisk'. Eller som kvinde at sige: 'Jeg er til kvinder'," siger Hanne Vestberg, der er formand for foreningen SMIL (s/m).
Hvad angår resten af de fremmødte, har de blot fået noget at spekulere på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu