Læsetid: 2 min.

Grenene stopper ikke med at skyde knopper

16. november 1999

På søndag skal han i kirke. Jeg skal i Zoo med Emil. Damen smiler

Teologi
Jeg står på Vesterbrogade og kigger på et udstillingsvindue: Ti forskellige fjernsynsskærme viser ti forskellige udgaver af Bill Murray. Det er underholdende. En mand med kasket henvender sig til mig. Han er sammen med en dame i trediverne:
"Undskyld, må jeg spørge dig om noget?"
"Ja," svarer jeg.
"Jeg kommer fra en kirke her i nærheden, og jeg tænkte, om du ikke havde lyst til at komme til gudstjeneste på søndag?"
"Nej, tak."
"Hvad tror du på?"
"Ikke noget specielt... livet. At jeg er i live i dette sekund."
"Jamen, hvad tror du, der kommer efter livet?"
"Det ved jeg ikke. Det finder jeg ud af til den tid. Men skal jeg komme med et bud på, hvad der sker, så tror jeg ikke, der sker en skid. Jeg tror, det var dét."
"Har du nogensinde læst i Biblen?"
"Ja."
"Har du nogensinde afprøvet Kristendommen? Set om den var noget for dig?"
Damen nikker. Hun smiler.
"Ja, og det er den ikke. Jeg har mere sympati for Ekelöfs pagt med Lucifer om at styrte Gud og hans slæng."
"Jamen, tag f.eks mig; jeg er en ganske almindelig ålborgenser, der opdagede Gud for fem år siden. Og han har virkelig givet mig meget. Tag f.eks den høje skilsmisseprocent her i Danmark. Folk går fra det ene forhold til det andet, og det gjorde jeg også selv, indtil jeg mødte Gud. Men Gud har fortalt mig, at jeg skal være tro mod min kone og blive sammen med hende. Så gennem Guds ord får vi vores ægteskab til at fungere. Gud har fortalt mig, at der er mere her i livet end øl, gutterne og fodbold."
Damen nikker. Hun smiler.
"Det lyder fint. Jeg er bare ikke specielt vild med Gud. Jeg synes faktisk, han er grusom; det røvhul skal absolut smide én i Helvede, hvis man ikke tror på ham. Skaberen kan ikke tilgive. Det er til at grine ad."
"Du havner i Helvede."
"Hvordan er der i Helvede?"
"Jeg ved det ikke. Du er i hvert fald helt alene. Jeg tror, det er noget af det værste, et menneske kan komme ud for; at være helt alene. Det er det for mig. Og så lider du. Og det er meget koldt, eller også er det brændende varmt. Så brænder du for evigt."
"Nå."
"Kunne du tænke dig at havne dér?"
"Næ, ikke synderligt. Men jeg tror ikke, jeg havner dér. Jeg tror bare, jeg dør. Grenene stopper ikke med at skyde knopper. Tværtimod. Livet fortsætter."
"Du havner i Helvede."
"Det har du sagt."
"Har du nogensinde læst Guds skønne ord om, at vi skal elske hinanden? At Jesus ofrede sit liv for min og din kærlighed? At vi alle skal elske hinanden?"
"Ja, det har jeg, og jeg må blankt indrømme, at jeg ikke som sådan elsker alle mennesker. Jeg har respekt for mennesker. Nogen elsker jeg, men jeg ser ingen grund til blindt at elske alle mennesker."
"Du havner i Helvede."
"Ja, det siger du; jeg håber, vi ses."
"Jeg kommer i Himlen."
Damen nikker. Hun smiler.
"Okay, god fornøjelse."
Vi siger farvel til hinanden. På søndag skal han i kirke. Jeg vil gå i Zoo med Emil. Damen smiler. Og Bill Murray? - han er ligeglad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her