Læsetid: 4 min.

Grønt er kreativt

19. november 1999

Farvede hatte kan få os til at tænke bedre, producere mere og blive mere lykkelige

Management
Manden med den barberede isse og headsettet så med et professionelt blik ud på det forsamlede danske erhvervsliv:
"Det bliver en dag, der kommer til at gøre en forskel," sagde han. "En dags time out", kaldte han det, for de, der havde "valgt at prioritere personlig udvikling."
Stedet var Falkoner Centrets konferencesal i onsdags og anledningen, at det Svendborg-baserede firma Making a Difference (M.A.D.) havde stablet et selvudviklingskursus på benene, som 350 stk. erhvervsfolk havde betalt 3.895 kr. eksklusive 25 procent moms for. Trækplastret var hovedtaleren, den sydafrikanske dr. Edward de Bono. Ifølge programmet er han "verdens førende autoritet inden for kreativ tænkning" og endvidere "anerkendt som en af verdenshistoriens 250 største bidragydere til menneskelig udvikling."
På konferencierens opfordring hilste vi på sidemanden for at finde ud af, "hvordan vi kunne servicere hinanden i løbet af dagen", så vi kunne "maksimere udbyttet" af forestillingen.
Det kunne blive en stor og bevidsthedsudviklende dag.

Handouts
Tidligere på morgenen efter indskrivningen havde der været kaffe og handouts (vi fik en lille plastictaske med logo, et program, slik med tandpastasmag og en M.A.D.-ballon).
Og vi havde netop oplevet en mulitimedieintroduktion på et lærred på scenen, hvor vi blev bombarderet med synsindtryk på meget kort tid. Guf for underbevidstheden. Dér var vist Elvis, dér terroristen Sjakalen; dér stod der med hvide bogstaver "mobil phones" og dér vist "cybersex".

Guruen
Og så kom dr. de Bono selv på banen. Med selvsikre skridt vraltede guruen, der ifølge arrangørerne havde kostet "flere hundrede tusinde kroner", hen til en stol mellem et lille bord og en overheadprojektor, hvor han satte sig. Han var iført jakkesæt, blå skjorte og silkeslips. Yderst på næsetippen havde han en solbrille, der skulle skærme hans øjne fra projektorens stærke lys.
Derefter tog han hul på en stiv time med eksempler på, hvordan han med sin ekspertise havde kunnet hjælpe virksomheder, der var gået i stå i ideudviklingen. Der var for eksempel Shell, som havde et problem, der betød et kæmpetab på adskillige 100.000 dollars. Da virksomheden introducerede de Bonos tanker, løste de alle deres problemer på 12 sekunder og tjente ti millioner dollars. Disse teorier har Doktoren på hel l. ron hubbardsk vis skrevet 57 bøger oversat til 34 sprog om. Læseren nikker måske genkendende til titler som The Mechanism of Mind, New Thinking for the New Millennium, Teach a Child to Think og kioskbaskeren Textbook on Wisdom.

Farvede hatte
"Vores nuværende måde at tænke på er excellent, men begrænset," mente dr. de Bono - og nu også de 250 deltagere. Derfor har dr. de Bono opfundet 'parallel thinking', hvor alle ser samme vej i den kreative proces.
Pointen er, at man i vesten i snart 2.500 år har tænkt helt forkert. De Bono mener, at de sidste mange tusinde års tænkning har været præget af, hvad han kalder "The Greek gang of 3". Sokrates, Aristoteles og Platon tog fejl. De mente samstemmende og aldeles tåbeligt, at man kan argumentere sig ud af problemer.
De Bono mener i modsætning til denne græske bande, at diskussion ikke er et velegnet redskab til at skabe nyt. I stedet skal vi lære at tænke parallelt - et begreb han selv har opfundet.
Det er usmart, at nogen kritiserer, medens andre er kreative, og andre igen er følelsesladede. Alle skal tænke ens, samtidig.
Doktoren er blevet verdensberømt på at introducere et redskab til netop at tænke ens. Seks forskellige farvede hatte udgør, hvad de Bono kalder "et nyt software til den menneskelige hjerne". Dette software består i, at alle deltagere på f.eks. et møde har samme hat på samtidig.
Hattene er symboler på det program softwaren har loaded. Den grønne hat er kreativitet. Under den grønne hat kan man foreslå forbedringer og tænke frit og kreativt.
Den røde hat er intuitionernes og følelsernes symbol. Her kan man tillade tænkeren at fremsige sine følelser og fornemmelser uden at skulle retfærdiggøre dem over for de andre.
Den sorte hat er den kritiske og hyppigst brugte hat. Under den sorte hat skal de tanker, der blev tænkt under den grønne skydes ned. Alle deltagere bliver nødt til at have overblikkets og opsummeringens blå hat på, for at kunne sige: "Jeg foreslår, vi skal tilbage til den grønne hat og tænke lidt kreativt igen".
Dette nye software, der skal indsættes i stedet for det nuværende uddaterede, er blevet kaldt "den vigtigste ting der sker i dag" af George Gallup, der er leder af The Gallup Organisation, og bliver brugt i et til stedse stigede antal organisationer og virksomheder kloden rundt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu