Læsetid: 3 min.

Grusomme og usædvanlige billeder på Internet skaber debat

2. november 1999

Billeder af en henrettelse udsendt på Internettet overbeviser USA's Højesteret om, at spørgsmålet om anvendelsen af den elektriske stol skal tages op

Stolen
BOSTON - Ikke et kønt syn for tilhængere af USA's dødsstraf:
Den 8. juli blev Allen Lee Davis, dødsdømt for at have myrdet en gravid kvinde og hendes to døtre, ført ind i dødsværelset i Floridas Starke-fængsel og placeret i den elektriske stol.
Lige før tusinder af volt blev sendt gennem dødsfangens krop, fik han næseblod. Hans ansigtsfarve blev lyserød, blodet flød gennem skjorte og spænderem.
Indtil fornylig havde kun tilskuerne til henrettelsen vidst, hvad der skete den dag. Nu har millioner af amerikanere oplevet det makabre optrin på Internettet, og begivenheden har endnu en gang genoplivet debatten i USA, om hvorvidt anvendelsen af den elektriske stol er i strid med ændringsparagraf otte i De Forenede Staters forfatning, som forbyder "grusomme og usædvanlige straffe."
Florida er en af de få delstater i unionen, der stadig bruger den elektriske stol. I 34 af 38 delstater, som tillader dødsstraf i USA, anvendes indsprøjtning af en dødelig gift - en metode, der efter sigende skulle være mere human.

Frit valg
Udover Florida bruger Alabama, Georgia og Nebraska udelukkende den elektriske stol. I Ohio, South Carolina, Virginia og Californien kan en dødsdømt vælge mellem stolen og en indsprøjtning.
Den elektriske domstol fik sin debut i 1890 i New York, fordi offentlig hængning blev kritiseret for at være inhuman. Allerede dengang forsøgte advokater at få USA's Højesteret til at erklære den elektriske stol i strid med forbundsforfatningen.
Men sagen blev aldrig behandlet, fordi Højesteret afviste, at ændringsparagraffen om "grusom og usædvanlig straf" gjaldt for delstaterne, hvis beføjelser indenfor kriminalforsorg er vidtstrakte. I 1962 skiftede Højesteret imidlertid mening.
Siden har flere højesteretsdommere udtrykt den opfattelse, at dødsstraffen i princippet er inhuman for en civiliseret stat som USA, men de har altid udgjort et mindretal. Fra 1980'erne og frem er rettens politiske orientering blevet så konservativ, at ingen dommer længere synes rede til at forfægte dette synspunkt.
Ikke desto mindre accepterede Højesteret i sidste uge at tage anvendelsen af den elektriske stol op til vurdering. Anledningen er situationen i Florida, hvor transmissionen af Allen Lee Davis' henrettelse på Internettet bevirkede, at andre fanger på statens dødsgange anmodede om udsættelse af deres møde med den elektriske stol.

Inhumant
Forsvarsadvokater for dødsfangen Thomas Provenzano fremhævede overfor Floridas Højesteret, at billederne af Lee Davis' sidste sekunder illustrerer det inhumane aspekt ved den elektriske stol.
Retten var tæt på at give dem ret. Et knebent flertal på fire mod tre dommere voterede for at lade Provenzano dø i stolen.
Men én af de tre nejstemmer - dommer Leander Shaw - krævede, at domstolens hjemmeside skulle oprette en adresse med billederne af Allen Lee Davis i stolen. Den foreløbige statistik viser, at flere millioner netbrugere har set dokumentationen.
Generelt har USA's Højesteret afvist at behandle denne type anker, men for en uge siden gav dommerne i Washington grønt lys for at behandle en indstævning fra forsvarsadvokater i Florida.

Ildflammer
Udover fotos fra Internettet argumenterer advokaterne, at brugen af den elektriske stol medfører risiko for "fysisk vold mod ofret i form af vansiring og pine." Endvidere hedder det, at der i Florida har været eksempler på, at ildflammer slikkede om fangens maske og at vidner havde mærket lugten af brændt hud.
Denne type episoder er også blevet rapporteret i andre stater.
Hvorfor USA's Højesteret med ét valgte at behandle et emne, som man normalt plejer at afvise, vides ikke med sikkerhed. Ét motiv kan være Internet-billedet og et anden uenigheden i Floridas Højesteret.
For dødsfanger i Florida og andre delstater med den elektriske stol betyder Højesterets behandling af sagen formentlig, at alle planlagte henrettelser bliver udsat. Det beklagede guvernør Jeb Bush i Florida, bror til præsidentkandidat George W. Bush.
"Det er skuffende, at slægtninge til ofre for forbrydelser skal vente på henrettelsen af de skyldige," sagde han forleden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu