Læsetid: 3 min.

Hær med dårligt ry

23. november 1999

Unge gør alt for at undgå indkaldelse til krig i Tjetjenien

MOSKVA - Olga Fjodorova er overbevist om, at hun reddede sin bror Nikolajs liv, da hun sidste år betalte 20.000 kr. under bordet til en embedsmand, så broderen undgik at blive indkaldt til den russiske hær. Det er ikke nogen helt lille sum for Olga, selv om hun er økonom og har et godt job i en bank i Moskva, men hun synes pengene er givet vel ud.
"Hvis jeg ikke havde betalt, så var min bror nok endt i Tjetjenien," siger Olga.
Tusindvis af andre pårørende til værnepligtige kæmper, som Olga gjorde, en desperat kamp for at omgå indkaldelsesordren, der af mange opfattes som en truende dødsdom.
Lovløshed og anarki i hæren kræver selv i fredstid hundredevis af dødsofre hvert år, og med op mod 100.000 russiske soldater i kamp i Tjetjenien er situationen endnu mere faretruende for de nyindkaldte.

Unge rekrutter i kamp
Før konflikten i Nordkaukasus blev optrappet voldsomt i september havde den russiske regering ganske vist lovet, at den kun ville sende frivillige eller soldater med mindst et års erfaring i kamp. Formålet var at undgå en gentagelse af situationen fra den første krig i Tjetjenien fra 1994-96, hvor tusindvis af helt unge rekrutter blev kastet ind i kampene med massive tab til følge.
Men i midten af oktober underskrev præsident Boris Jeltsin i al diskretion et dekret, der nu gør det muligt at sende menige med kun seks måneders forudgående træning til Tjetjenien.
I de seneste tre måneder er der ifølge officielle russiske tal dræbt 462 russiske soldater i Nordkaukasus, mens 1500 er blevet såret. Soldatermødrenes Komité i Moskva mener, at tabstallene i virkeligheden er mindst dobbelt så høje.

Farligt selv i fredstid
Men selv i fredstid er den russiske hær et uhyre farligt sted at opholde sig. Der sker årligt op mod 500 selvmord i hæren, ofte som en følge af systematisk mobning fra officerer eller ældre soldater. Sidste år blev der rejst op mod 2000 sager om brutal mobning i hæren. Til selvmordene kommer hundreder af dødsfald på grund af ulykker.
"Soldaterne er ofte underernærede og syge", siger Vladimir Volkov, tidligere oberst og medlem af Statsdumaen, det russiske parlaments underhus.
"I forsvarsbudgettet var der sidste år afsat 12 milliarder rubler (ca. 48 mia. kr.) til forsyninger til tropperne, men kun otte milliarder blev udbetalt," siger han. "Det betyder, at folkene simpelthen ikke får nok at spise".
På grund af de dårlige forhold har hæren i de seneste år haft stigende problemer med at skaffe tilstrækkeligt med værnepligtige.
Ifølge officielle tal undgår op mod 90% af de unge i Moskva at blive indkaldt, enten fordi de er studerende - og dermed fritaget for ordinær militærtjeneste - eller fordi de kan dokumentere helbredsproblemer, der gør dem uegnede til tjeneste.
Det er almindeligt kendt, at en stor del af dem, der falder i kategorien med helbredsproblemer har betalt for at slippe for indkaldelsen. Resultatet er, at hæren overvejende består af dårligt uddannede unge fra samfundets laveste lag.
Det har yderligere øget hærens problemer med kriminalitet, alkoholisme og stofmisbrug.
"Kriminaliteten i hæren er voksende. Der sker næsten 30,000 forbrydelser i hæren årligt," siger Volkov. "Det drejer sig om alt fra simple tyverier og voldsforbrydelser til drab og korruption på højeste plan blandt generalerne".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu