Læsetid: 4 min.

En helende historie

26. november 1999

Atom Egoyan fascinerer igen med 'Felicia's Journey'

Ny film
Den canadiske instruktør Atom Egoyan har altid elsket at rode i sine karakterers menneskelige bagage. Hvad har gjort dem til det, vi ser? Hvor kommer de fra, og hvad har formet dem? Med film som den forførende Exotica og den fremragende The
Sweet Hereafter har han ladet os være detektiver i sine fascinerende filmuniverser, hvor fortid, nutid og fremtid fermt er flettet sammen. Filmene bryder den gængse lineære tidsopfattelse og lader os gå på opdagelse i en historie, hvor kausaliteten ikke er det styrende princip, og svarene ikke giver sig selv. Vi får lov at arbejde for sagen, og det har altid været umagen værd - og er det nu igen.
I Felicia's Journey er den irske pige Felicia taget til England for at lede efter kæresten Johnny, der har efterladt hende med barn, men uden sin adresse. Han har sagt, at han arbejder på en fabrik i Birmingham, så hun opsøger ihærdigt alle fabrikker uden at skele til hendes far påstand om, at han har indskrevet sig i den britiske hær. Faderen har af samme årsag slået hånden af hende, for hun bærer efter hans mening fjenden i sig og er ikke længere ønsket i hans hus.
På sine traveture i Birminghams trøstesløse industrikvarterer møder Felicia den ældre mand Hilditch, der hjælpsomt giver råd og vejledning. Han virker som en tilforladelig mand, der låst i en tidslomme tilbringer sin fritid med at høre crooner-klassikere og lave overdådige middage til sig selv efter anvisninger fra tv-kok-programmer fra halvtredserne.
Efterhånden finder vi imidlertid ud af, at den flamboyante franske kok er hans afdøde mor, der ufølsomt proppede ham med lever foran kameraerne og altid fik ham til at føle sig i vejen. Vi finder også ud af, at han har hjulpet andre piger som Felicia gennem tiden, og at det ikke har haft en lykkelig udgang ...

Ikke sensationalistisk
Felicia's Journey er en original thriller, der med både humor og stor alvor effektivt blander historiens mange lag og iscenesætter de mange miljøer. Der er en skarp kontrast mellem det grønne Irland, det infernalske industri-helvede og Hilditch' dekadente hus, hvor intet tilsyneladende har været rørt siden morens bortgang. På lydsiden illustreres forskellene i Hilditch' crooner-musik og et spændende score af Egoyans faste komponist Michael Danna, som på få akkorder kan etablere et sted og en stemning.
Der er intet sensationalistisk over historien om den almindelige Hilditch, der bag den pæne facade bærer på en frygtelig hemmelighed, som han ikke engang selv kan erkende. Filmen kan minde om nogle af Hitchcocks thrillers, hvor det usandsynlige foregår i dagligdags miljøer.
Egoyan har udtrykt beundring for Hitchcocks evne til at normalisere det perverse, og citerer ham endda diskret i en scene, der refererer til Cary Grants berømte tur op ad trappen med et glas mælk i hånden i Suspicion.
Bob Hoskins er genial som Hilditch, hvis sindstilstand på et øjeblik kan læses i hans udtryksfulde ansigt. Elaine Cassidy fremstiller overbevisende den forvirrede Felicia, og Egoyans kone Arsinée Khanjian er forrygende som den dominerende madmor med fransk accent.
Mens Egoyan i sine tidlige film næsten lod karaktererne forblive skitserede typer, der med dead-pan-ansigter mere skulle være udtryk for ideer end følelser, har han siden The Sweet Hereafter åbnet for de følelsesmæssige sluser, og det klæder hans karakterer at være mere menneskelige.

Farlig fortid
Felicia's Journey er baseret på en roman af William Trevor, og filmen fanger fint bogens indgående portræt af det intime møde, men tilføjer også mange nye aspekter som f.eks. Hilditch' mor og hans videooptagelser af tidligere pigebekendtskaber. De kornede optagelser giver hans møde med Felicia en ubehagelig kontekst, og selv om man ikke helt tiltror ham evnen til at kunne bruge noget så moderne som et kamera, køber man den visuelle formidling af hans farlige fortid.
Filmen kombinerer brillant meget af det, Egoyan altid har arbejdet og eksperimenteret med. Trevors roman har givet ham et spændende møde mellem to skæve eksistenser, der sidder fast i fortiden og på besynderlig vis har brug for hinanden.
Vi kan hele med tiden
Egoyan fortæller sikkert historien på sin kalejdoskopiske måde, og selv om strukturen og stilen ikke er lige så stram som i Exotica, Calendar og The Sweet Hereafter er den samtidig ikke så skematisk.
Filmen giver ham også mulighed for at kombinere det personlige og politiske. Dramaet får en ekstra dimension med den irske baggrund, hvor Felicias far kategorisk mener, at time won't allow us to forget. Han vil aldrig kunne tilgive fortidens fortrædeligheder, men Felicia ender med at tro på, at vi kan hele med tiden.
En frelst flok nyreligiøse har undervejs fået lov at prædike, at vi lever i miraklernes tid, og at det er nu the healing will commence. Der snakkes meget om en ny inderlighed i årtusindskiftets film og en tendens til historier med fokus på healing i stedet for hurting og harming, og det er interessant, at Egoyan lader netop dette tema klinge ved filmens slutning.
Vi får i løbet af filmen et kig i Felicias bagage, men følger hende også komme videre, og det er en tankevækkende og underholdende rejse, som alle bør tage med på.

*Felicia's Journey. Instruktion: Atom Egoyan. Manuskript: Atom Egoyan efter William Trevors roman. Canadisk. (Grand, København, og Palads, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her