'Rejsen til Saturn' er et mægtigt eventyr for folk med barnesjælen i behold
Århundredets tegneserie
Tegneserietidsskriftet Strip har netop haft en afstemning blandt sine læsere: Det 20. århundredes danske tegneserie skulle kåres. Der var mange muligheder, mange serier, der står danske hjerter nær: 'De tre smaa Mænd og Nummermanden', 'Carlt', 'Willy paa Eventyr', 'Rasmus Klump', 'Valhalla', 'Egoland', 'Café', 'Hypernauten', 'Fisk' - timelang eskapisme i lænestolen, eller hurtige glimt af virkeligheden i dagens avis, eventyr, politik, realisme - den danske tegneserie har det hele.
Det var et vanskeligt valg, Strip satte sine læsere på. Det blev Rejsen til Saturn, der gik af med sejren.
En ung kunstner
Rejsen til Saturn udkom i 1976 på Informations Forlag. Da havde Claus Deleuran arbejdet med værket i mange år: Det begyndte i 1952, da kunstneren var seks år gammel. Bogstaver kendte han ikke endnu, men han kunne læse tegneserier, han kunne lege - og han kunne tegne: En rød snurretop blev til et rumskib, clipsen på en kuglepen blev til et rumvæsen, væggene i stuen var verdensrummets grænser. Den unge Deleuran brød sig ikke om den tanke, at noget kunne fortsætte i det uendelige.
Seks år senere tog han historien op igen, nu med talebobler, for nu kunne han skrive.
Men det var først i 70'erne, i tegneseriens storhedstid, at Rejsen til Saturn blev tegnet færdig og kom ud til et voksent publikum.
Dansk hverdag
"Fra Haderslev meldes der om fedtede veje ved skovstrækninger". Med denne lakoniske radiomelding begynder Rejsen til Saturn. Den handler om en økonomisk overkommelig raket, der flyver til en fremmed planet for at gøre danske interesser gældende med militærmagt: danske Jenser fylder raketten, søvnige og tissetrængende allerede under affyringen. Under loftet hænger vægtløse tasker med klirrende ølflasker. Det er ikke eventyrlyst, der driver vore helte. For dem er rejsen til Saturn noget, der bare skal overstås. Da de unge værnepligtige flyver forbi månen, er der alligevel en enkelt, der får blod på tanden: "Det ka sgu godt være det går hen og bliver en interessant tur alligevel!"
De fedtede veje ved Haderslev betyder ingenting for handlingen. Men de viser, hvor historien begynder: Midt i den danske hverdag, hvor ingen, eller kun meget få, vender blikket mod stjernerne.
Tis og tyngdekraft
Men, hvad enten besætningen ønsker det eller ej, eventyret venter: Tyngdekraften ophæves, tis flyver rundt som bobler på toilettet. Da de uheldige helte lukker det ud af raketten, ud i det alt andet end tomme rum, får et ellers fredsommeligt rumuhyre hele ladningen i hovedet: "FØJ! Hvad var det? Det er jo .. URIN..!" Så går den vilde
jagt gennem verdensrummet. Ikke engang Jens Lyn
har oplevet mage til himmelflugt.
De kommer til Saturn alligevel, hvor nougat-is er et i naturen frit forekommende mineral. Saturnboerne bruger det til at bygge rumskibe af. Det sker der ikke noget ved - før rumvæsenerne beslutter at erobre Jorden, hvor atmosfæren er varmere. Her ventes ingen invasion fra rummet. Det smeltede rumskib fortæres af pensionister, til kaffen. Saturnboerne er forfærdede over det barbari, de møder på den fremmede planet.
Der sker meget mere: Rumskibets besætning farer vild, kommer i himlen, møder Reservejesus, låner Den Helligånd og bruger den som brændstof til hjemturen. Derefter besøger de en fjern planet, hvor indbyggerne
har snabler og læser Land og Folk.
Til sidst befrier de Jorden for besættelsesmagten fra Saturn - til de danske magthavernes store ærgrelse: Nu gik det lige så godt med handelsforbindelserne.
Men folket jubler. Danmark er atter frit. Nogle år senere mødes gutterne endnu engang, til fest på restaurant Diplomatic. Men eventyret er forbi. Det går atter hjemad, under en stjernestrøet himmel. Saturn står med sin ring i det fjerne. På siden af bussen kan man læse en reklame for lakrids.
Barnets århundrede
I Rejsen til Saturn mødes det 20. århundredes tegneseriekultur, dansk og international. Deleuran var påvirket både af Storm P. og Carl Barks, af science fiction fra 30'erne og underground fra 60'erne. Og af Rasmus Klump. Han var en stor serietegner. Han var også en af
vor tids store danske humorister.
Men han glemte aldrig, hvad det vil sige at være lil-
le. Rejsen til Saturn er et mægtigt eventyr for folk med barnesjælen i behold. Derfor var det rigtigt, at Strips læsere valgte denne historie - her ved slutningen af bar-
nets og tegneseriens århundrede.