Læsetid: 5 min.

Historiefagets Sherlock Holmes

12. november 1999

Den italienske historiker Carlo Ginzburgs emner strækker sig fra Inkvisitionens retssale til det moderne Italiens, hvor hans ven står anklaget for mord

Mikrohistorie
Detektiv, litterat, psykolog, kunstkender. Det er nogle af de persontyper, der optræder i den italienske historiker Carlo Ginzburgs værker, men det er faktisk betegnelser, man med lige så stor ret kan hefte på ham selv.
"Jeg går ud fra tre eksempler," forklarer Ginzburg sin brug af den skarpsindige detektiv: "kunsthistorikeren Giovanni Morelli, den fiktive figur Sherlock Holmes og Sigmund Freud. Holmes får sin mening indenfor denne ramme."
"Sherlock Holmes-skikkelsen symboliserer, at det der betragtes som irrelevant, viser sig at være højst relevant. Holmes forkaster den rene deskription, han går under overfladen, det givne. Desuden holder han en distance, har tager ikke ordene for givet. Hvis der er en vigtig politisk meddelelse i min brug af Sherlock Holmes, så er det, at man ikke skal tage det tilsyneladende for givet."
- Både Freud, Morelli, som ville identificere ophavsmanden til et kunstværk ved at se på de ubetydelige detaljer, en kopist ikke lægger mærke til, og Holmes gør vel det samme, nemlig at søge under overfladen?
"Der er mange forbindelser på forskellige leder mellem de tre. Freud havde således læst Morelli, før han kendte noget til psykoanalyse. Der er øret som identifikationspunkt, som spiller en rolle for både Morelli og Sherlock Holmes; der er det faktum, at både Conan Doyle, Freud og Morelli var medicinere, og der er forbrydelsens paradigme: Morellis kunstbøger ligner et forbryderalbum: siderne er fulde af ører, negle, fingre og andre detaljer, som han brugte til at identificere kunstneren."
Ginzburg griner, da Information sammenligner ham selv med Holmes. Men der er noget om det. Som det fremgik af gårsdagens anmeldelse af den samling artikler af Ginzburg, der nu udsendes på dansk, så fik han sit gennembrud med bogen "Osten og ormene" (Il formaggio e i vermi), hvor hans metoder ikke står tilbage for Holmes'. Han undersøger her en landsbymøller, Menocchios, skæbne i Norditalien på Reformationens tid. Menocchio, der kunne læse og skrive, og i så henseende var en usædvanlig figur i det samfund, han samtidig var en almindelig del af, blev stillet for Inkvisitionen på grund af sine udtalelser om verdens skabelse og indretning. Ved at opspore Menocchios lekture kan Ginzburg for det første sige noget om, hvad det var muligt at vide - for eksempel om Reformationen - for det andet kan han ved at sammenligne bøgerne med Menocchios forklaringer for Inkvisitionen finde ud af, hvordan han har forstået det, han har læst og derigennem afdække de almindelige ræsonnementer og tankeprocesser i bondesamfundet - og dets modstand mod kristendommen. Ginzburg bliver i stand til at forstå forholdet mellem kristendommen og bondekulturens trossystem, forstå bøndernes værdisæt og det tilgrundliggende sociale system foruden Menocchios (unikke) måde at repræsentere dette på.
Elementært, min kære Watson, men ikke så lidt at vinde ved studiet af én enkelt livsskæbne.
Ginzburg tilhører - mere eller mindre centralt - kredsen af de såkaldte 'mikrohistorikere'.
"'Mikro' - i 'mikrohistorie' er i familie med 'mikroskop', ikke med 'mikro' i betydningen 'ubetydeligt'," understreger han. "Mikrohistorien tager fat i noget tilsyneladende uvigtigt og viser dets vigtighed - eller den tager fat i noget, alle er enige om er vigtigt, og finder noget nyt ved at gå tæt ind på emnet og mikroskopere det," forklarer Ginzburg, hvis interesse for historie blev vakt via romanlæsning.
Han, der selv er søn af én af Italiens store forfattere, Natalia Ginzburg, siger: "Litteraturen giver os redskaber til at udvide vores moralske og forståelsesmæssige forestillingsevne og få den til at vokse. Det er også vigtigt for historikere."
"Men jeg er i modsætning den postmodernisme, der tror, at det litterære blik nedbryder barriererne mellem virkelighed og fiktion. Fagligt er jeg imod den neo-skepticisme, der betragter enhver kilde som en væg, der pr. definition udelukker adgangen til virkeligheden. Man kan godt finde ud af noget om virkeligheden via konstruktionen," fastslår Ginzburg.
"Det er dog vigtigt at være klar over det konstruerede i forskningen," fortsætter han: "Alle faser, som forskningen gennemløber er konstruerede og ikke givne. Fra identificeringen af objektets relevans til de fortællemæssige greb, gennem hvilke resultaterne skal formidles til læseren."
"Min kritik af postmodernismen er dog mest politisk. Jeg ser den som et resultat af et overflodssamfund, der tager virkeligheden for så givet, at den ikke mener, den kan erkendes. Det er frivolt. Postmodernismen er opium for intellektuelle. I historieskrivning må man lade brud og huller stå, grænserne mellem fiktion og virkelighed er grundlæggende for historikerens fag."
"At udviske grænserne mellem fiktion og virkelighed er også moralsk forkert, for på den måde udvisker man også grænserne mellem bødlerne og ofrene. For eksempel har det ført til hævdelsen af, at gaskamrene ikke har eksisteret."
- Deres seneste udgivelse handler direkte om en kriminalsag - mod deres ven Adriano Sofri, tidligere en af lederne i den venstreorienterede gruppe Lotta Continua?
"Han og to andre er blevet dømt for mordet på politikommisær Calabresi. De er dømt på vidneudsagn fra et 'angrende' tidligere medlem af Lotta Continua, samt på baggrund af udtalelser fra Lotta Continua-organisationen imod Calabresi, som var mistænkt for at have forårsaget en anarkists død under et politiforhør. I min bog påviser jeg, hvordan det vidneudsagn, de er dømt på, fra den 'angrende' Leonardo Marino er falsk."
"Sagen er nu blevet genoptaget, den er for højesteret for tredje gang! Det var uventet, fordi den endelige dom var blevet afsagt, men den nye retssag er et stort skridt fremad."
- Har genoptagelsen noget med den ændrede retspleje i Italien at gøre, er frifindelsen af Giulio Andreotti eksempelvis relevant?
"Fra et principielt synspunkt, ja. At kristdemokraterne (CD) har været involveret med mafiaen er noget andet, end at man kan bevise Andreottis involvering. Det ville være at 'udfylde hullerne' at slutte fra CD's involvering til Andreottis individuelle ansvar. Så ville man gøre som de dommere, der sluttede fra Lotta Continas generelle afstandtagen fra Calabresi til Sofris skyld."
- I begge retssager har man brugt pentiti, 'angrende' vidner?
"'Angrendes' vidneudsagn kan kun bruges til at understøtte bevismateriale. Ellers kunne enhver jo komme og sige hvad som helst. Ligesom det faktisk er sket i Sofri-sagen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her