Læsetid: 4 min.

Hjemmekapitalister

5. november 1999

Day traders og netspekulanter. Selv kalder de sig demokratiske kapitalister. Andre kalder
dem investerings-desperadoer

Hurtig ind. Hurtig ud.
Sådan lyder den hidsige dagsorden for de tusindvis af danskere, der har kastet sig ud på den finansielle markedsplads via hjemmecomputeren.
Hjemme i stuen sidder de og handler direkte med verdens største banker på børserne i New York, London og Frankfurt.
I modsætning til tidligere, hvor kun banker og børsmæglere handlede på børserne, er der nu direkte adgang fra hjemmecomputeren.
Og selvom danskerne halter bagefter, er aktiehandel på internettet eksploderet i Danmark det seneste år.
Alene Unibank har fået 23.000 kunder på internettet og afvikler nu 25 procent af alle aktiehandler over Internettet, oplyser underdirektør Allan Polack.
Men det er pseudobørshandel. De 23.000 Unibank-kunder handler med bankens egen beholdning af aktier og når aldrig selv direkte ud på markedet.
Det gør investorerne til gengæld hos E*TRADE Danmark. Her går kunderne direkte på børsen og handler med de store banker og børsmæglere. Her er der ingen beskyttelsesbarrierer eller venlige rådgivere. Det er lille Jensen mod de erfarne børshajer.
"Og det er virkelig gennemsnitsdanskeren, der handler," siger Denis Lewinsky, der er direktør i E*TRADE Danmark.

Netfiskeren
Firmaets mere end 3.000 kunder er en blandet forsamling af direktører, lærere, pensionister, arbejdsløse og studerende.
"En af mine flittigste kunder er en fisker fra Hanstholm. Han er på havet to uger og hjemme to uger. De to uger, hvor han er hjemme, sidder han foran skærmen og banker rundt i markedet," fortæller Lewinsky.
Hanstholm-fiskeren er en af de få danske investorer, der kommer i nærheden af at være day trader. Betegnelsen er påhæftet den stadig stigende gruppe af mennesker, der opsiger deres job og bruger tiden på at handle værdipapirer på internettet.
Ingen ved nøjagtig, hvor mange der er. Men i USA vurderes der at være omkring 10.000. Her oprettes der i øjeblikket hundredevis af kontorfællesskaber, hvor day traders kan leje det optimale handelsudstyr.
All-Tech Investments kontor i den amerikanske by Atlanta er det mest kendte af kontorerne. Det var her den 44-årige Mark Barton den 29. juli i år gik amok med to pistoler og dræbte ni mennesker, efter at han tidligere havde dræbt sin kone og deres to børn.

Skrækeksempel
Mark Barton var day trader og er i dag blevet netspekulanternes skrækeksempel. Drabene fulgte nemlig i kølvandet på, at Barton havde tabt over to millioner kroner på netspekulation i løbet af et år.
Og det er typisk en dårlig forretning for de små investorer at bide skeer med professionelle børsspekulanter. Amerikanske undersøgelser viser, at kun 15-30 procent af småinvestorerne tjener penge. De ved ikke nok om aktierne, og de er for utålmodige.
"Som desperadoer jager de rundt efter eksplosive aktier," siger Per Kongsgaard, der er international aktieanalytiker i Jyske Bank.
Han mener, at de mange private netspekulanter er med til at pumpe aktiekurserne kunstigt op. Især internetaktierne har været i fokus. Og det vurderes, at de små netinvestorer har været drivkraften bag kursudviklingen i selskaber som Yahoo! og amazon.com, der i dag handles til priser, hvor de er mere værd end de største danske selskaber, selvom de i flere år har haft store underskud.
"Katastrofen lurer - og den har for alvor luret i tre-fire år. Men nu er der blevet råbt 'ulven kommer' så mange gange, at der ikke længere er nogen, der lytter," konstaterer Per Kongsgaard.

Demokratisk kapitalisme
Det behøver de heller ikke, mener Denis Lewinsky. Han er helt tryg ved de nye spekulanter og mener tværtimod, at de mange småinvestorer kan sikre en mere effektiv aktiehandel.
"Som investor er du med til at flytte kapitalen hen til de steder, hvor der er brug for den. Internetindustrien er et godt eksempel. Her har villigheden til at risikere penge skabt flere millioner job over hele verden."
- Risikerer investorerne ikke at overvurdere aktierne, når alle stormer efter de samme?
"Hvem kan sige, om aktierne er overvurderede. Så lang tid, der er folk, der vil købe dem, er de jo ikke overvurderede," påpeger Denis Lewinsky, der kalder E*TRADE for demokratisk kapitalisme.
"Vi sikrer grundlæggende de private investor samme vilkår som andre investorer. Alle skal have lige muligheder for at investere. Der skal ikke være forskel på, om du har en milliard eller hundrede tusinde på bankbogen."

Fakta - Netspekulations eksploderer
Mulighederne for at handle værdipapirer på Internettet vælter frem. Onsdag i denne uge åbnede BG Bank for direkte handel på Københavns Fondsbørs, og mandag gør Unibank det muligt at handle med 15.000 udenlandske selskaber.
Til stor irritation for Dansk Aktionærforening har hverken Unibank eller Den Danske Bank åbnet for, at deres kunder kan handle direkte på Københavns Fondsbørs.
Dermed foregår en meget stor del af den danske aktiehandel fortsat i bankerne og ikke på børsen. Ifølge aktionærforeningen betyder det, at de danske banker snupper en større del af gevinsten ved handlerne end de udenlandske banker gør.ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu