Læsetid: 3 min.

HT-bussen der holdt på tværs og forsvandt

9. november 1999

Flere vidner har set en HT-bus opføre sig mærkeligt på Nørrebro søndag aften. Politiet bekræfter, men busselskabet smækker røret på

Mystisk bus
En ganske almindelig gul HT-bus spillede tilsyneladende en besynderlig rolle i søndag aftens uroligheder på Nørrebro i København.
Et vidne, som Information har talt med, så søndag aften klokken 22.30 en bus nummer 350S blive parkeret på tværs af Griffenfeldsgade ved hjørnet af Korsgade.
"Den blev bakset lidt frem og tilbage på en klodset måde. Det så meget mærkeligt ud. Pludselig holdt den stille, så den spærrede for Korsgade. Døren blev åbnet, og 10 - 12 unge kom ud og forsvandt stille og roligt ned af Korsgade," fortæller Irene Greve.
Hun mener, det var 'autonomlignende' typer, der kom ud af bussen.
"De havde noget sort tøj på med hætter," fortæller hun.
Ifølge Irene Greve ankom politiet lidt efter til den forladte bus.
"De kiggede lidt på den, men lignede nogle, der ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre ved den, og så forsvandt de igen," siger hun.
Flere andre vidner fortæller, at de har set den tomme men tilsyneladende uskadte bus holde på tværs af Griffenfeldsgade så sent som klokken 23.30.
Det er selskabet Linjebus A/S, der står for ruten 350S, men da Information talte med driftschef Peter Junge mandag formiddag, forklarede han, at selskabet ikke på noget tidspunkt søndag aften havde manglet en bus, og at han ikke kendte noget til nogen bus, der skulle have holdt på tværs af Griffenfeldsgade, som bus 350S ikke normalt kører ad.
"Det kan have været en bus, der var omdirigeret, dem havde vi mange af søndag aften. Vi får jo meldinger løbende og omdirigerer busserne, så vi undgår at køre ind i problemerne," forklarede han, og afviste at bussen skulle have været på afveje.

Kapret af uromagere?
Men politikommissær Flemming Steen Munch fra Københavns Politi bekræfter, at en mystisk HT Bus indgår i politiets efterforskningsarbejde i forhold til at finde ud af, hvem, der stod bag urolighederne.
"Vi kender til bussen men ikke til dens nøjagtige rolle. Den første melding, vi fik ind klokken 22.15, var noget med, at den var blevet kapret af uromagere," siger han.
Men sent mandag eftermiddag var det stadig ikke klart for politiet, hvad bus 350S lavede på Griffenfeldsgade søndag aften, eller hvorfor den holdt stille så længe.
"Tilsyneladende var der tale om almindeligt chauffør-uheld med en smadret gearkasse. Men det er da interessant, hvis der er vidner, der har set den blive parkeret. Det er en af de ting, som vi er ved at undersøge, og som vil indgå i den rapport, vi skal udarbejde til justitsministeren," siger Flemming Steen Munch.
Med disse oplysninger vendte Information tilbage til driftschef i Linjebus A/S Peter Junge mandag eftermiddag:
- Ifølge politiet og flere vidner skulle der have holdt en bus nr. 350S på tværs af Griffenfeldsgade søndag aften i lang tid. Men fastholder du, at du ikke kender noget til den?
"Jeg kender noget til den."
- Det gjorde du ikke tidligere på dagen?
"Nej, men det gør jeg nu."
- Nå, hvad kender du så til den?
"Der er ikke noget.... hvad er det du vil?"
- Jeg vil gerne vide, hvad den bus lavede på tværs af...
"Hvad vil du vide det for?"
- Fordi jeg er journalist og prøver at finde ud af, hvad der skete på Nørrebro i aftes, og den bus er blevet set af flere vidner og er da en væsentlig del af begivenhederne, og så prøver jeg at finde ud af, hvad der er sandhed, og hvad der er ...
"Der er ikke nogen historie med den bus, udover at den har holdt der, og så er den blevet hentet og kørt hjem."
- Men hvorfor holdt den der?
"Fordi den ikke kunne komme videre"
- Hvorfor kunne den ikke det?
"Ved du hvad, du kan brygge din historie sammen som du vil..."
- Jeg brygger ikke nogen historie sammen. Jeg prøver at finde ud af, hvad der er sket. Jeg ringer i formiddags, og du giver mig en løgnehistorie. Politiet fortæller, at bussen har holdt der, og så ringer jeg til dig for at finde ud af....
Dernæst blev røret smækket på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her