Det iberoamerikanske topmøde på Cuba var scene for skarpe meningsudvekslinger om Castros model og Pinochetsagen
PALMA - Dissidenterne, systemkritikerne og de eksilerede var gemt ad vejen, da stats- og regeringslederne fra de latinamerikanske lande, Spanien og Portugal i tirsdags mødtes til det niende iberoamerikanske topmøde, i Fidel Castros nymalede potemkinkulisser i Havana.
Som da Pave Johannes Paul den Anden besøgte den isolerede ø i 1998 var det Castros hensigt at udnytte den internationale opmærksomhed til et propagandafremstød for den særlige cubanske vej: det eneste 'reelt eksisterende' socialistiske samfund i verden.
Ti år efter murens fald og 40 år efter revolutionen i 1959 holder den 73-årige Fidel Castro stadig stand - og han smiler (efter eget udsagn) "som Mona Lisa og lytter med Jobs bibelske tålmodighed" - trods USA's mangeårige handelsembargo og politisk isolation i en verden, hvor ingen andre lande end Cuba længere tror på den socialistiske økonomi.
På det ibero-amerikanske topmøde i Havana fik Castro dog entydig opbakning fra de spansk- og portugisisk talende lande til at fordømme USA's Helms-Burton lov, der på ekstraterritorial vis forbyder og truer med at straffe alle investeringer på Cuba.
"Vi gentager endnu engang vores energiske afvisning af anvendelsen af ensidige og ekstraterritoriale love og nationers foranstaltninger, der overtræder den internationale ret, og i tredie lande forsøger at gennemtvinge sine egne love og regler," hedder det i topmødets sluterklæring.
Stor triumf for Chile
Men hvor den erklæring entydigt behager Castro, så har den samtidig rejst spørgsmålet, om det er legitimt, at den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzon kræver den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet udleveret til retsforfølgelse i Spanien. Og er det ikke også en 'ekstraterritorial' handling, når Garzon kræver 98 argentinske militærfolk udleveret til retsforfølgelse i Spanien for forbrydelser begået i Argentina?
I Chile og Argentina bliver topmødets erklæring hilst velkommen, og den chilenske udenrigsminister Juan Gabriel Valdés siger, at den er "en stor triumf for Chile", fordi det ifølge ham vil styrke Chiles appelsag ved den internationale domstol i Haag.
Den spanske udenrigsminister Abel Matutes afviser derimod, at Havana-erklæringen lægger afstand til Pinochet-sagen - ordene om 'den internationale ret' er helt afgørende.
For der er ifølge Matutes "undtagelser fra det territoriale retsprincip, som er forudset og sikret i den eksisterende internationale ret. De forskellige konventioner om at forhindre bestemte kriminelle handlinger mod menneskeheden (...) forpligter staterne til at forhindre sådanne kriminelle handlinger og direkte at påtage sig jurisdiktionen over dem."
Præsidenter blev væk
Matutes har ret. Erklæringen fordømmer ikke Spaniens håndtering af Pinochet-sagen, men det elastiske diplomatiske sprog er åbent for forskellige politiske fortolkninger.
Chiles præsident Eduardo Frei og Argentinas afgående præsident Carlos Menem boykottede således allerede på forhånd Havana-mødet i protest mod Spaniens håndtering af retssagerne.
Præsidenternes boykotaktion er det foreløbig stærkeste udtryk for, at deres diplomatiske forbindelser til Spanien er iskolde.
Spanien var ikke alene om at blive 'boykottet'. Fidel Castro fik også slået tre skår i topmødefesten. Nicaraguas USA-tro præsident Arnoldo Alemán boykottede mødet i Cuba i protest mod Fidel Castros politik. El Salvadors præsident Francisco Flores udeblev bl.a., fordi to af landets borgere har fået en dødsdom i Cuba. Og Costa Ricas præsident Miguel Angel Rodriguez blev væk, fordi han ikke som ønsket fik tilladelse til at møde cubanske systemkritikere.
Det behøvede han nu ikke at have gjort.
For den spanske ministerpræsident José Maria Aznar og flere af de øvrige regeringschefer benyttede besøget i Havana til at holde møder med systemkritikere og til at rette en åben kritik af Castros politik. Og samtidig kom det frem, at en række østeuropæiske systemkritikere, anført af Tjekkiets præsident Vaclav Havel og den tidligere polske præsident Lech Walesa har sendt et solidaritetsbrev til de cubanske dissidenter.
"Det er den vigtigste legitimation, som den cubanske dissidens har fået i sin historie", sagde således Ricardo Bofill, der er formand for den cubanske menneskerettighedskomite.
Fidel Castro havde ellers inden topmødet forsøgt at skaffe nogle af systemkritikerne af vejen og fængslet dem. De cubanske myndigheder har erkendt, at de 'af sikkerhedshensyn' anholdte 15 dissidenter i ugerne op til topmødet, men andre mener, at det rigtige tal snarere er op imod 200.
Castro skrev under
Det var også 'af sikkerhedshensyn', at Aznar og den spanske konge Juan Carlos på en byvandring i Havanas ældre (nymalede) bydel ikke kom i kontakt med andre end 'udvalgte' og 'velklædte' repræsentanter for civilbefolkningen.
Nok så mange pæne potemkinkulisser kan dog ikke ændre, at de politiske menneskerettigheder i Castros Cuba stadig er et fremmedord, og der slås hårdt ned på dissidenter, som længes efter ægte ytringsfrihed og en højere levestandard, end den den socialistiske økonomi kan levere.
Alligevel skrev Fidel Castro uden vaklen under på sluterklæringen fra topmødet, der i utvetydige vendinger støtter det pluralistiske demokrati og forsvaret for menneskerettighederne.
I Latinamerika er Castro dog ikke alene om at forstå sådanne hensigtserklæringer som en elastisk ramme for egen magtudøvelse. Perus præsident Fujimori, Venezuelas præsident, kommandant Hugo Chávez og den fremstormende præsidentkandidat i Guatemala, diktatoreleven Alberto Portillo, er glimrende eksempler på den autoritære 'caudillo'-tradition, der lever i bedste velgående i Latinamerika. En tradition, der ofte er på kant med realiseringen af et pluralistisk demokrati.
Frie mænd og kvinder
Som det har været det i Mexico, hvor det korrupte monopolparti, PRI, med ikke altid lige fine metoder har siddet på regeringsmagten i en menneskealder. Alligevel kom Mexicos præsident Ernesto Zedillo med følgende klare udtalelse ved afslutningsceremonien i Havana:
"Der kan ikke være suveræne nationer uden frie mænd og kvinder. Mænd og kvinder, der frit kan udøve deres grundlæggende rettigheder: tanke- og meningsfrihed, medbestemmelse, frihed til at være af en anden mening, frihed til at vælge. Jo mere livskraftigt demokratiet er i de ibero-amerikanske nationer, jo mere værdige er landenes befolkninger, og jo mere solide er demokratierne."
Om det skal forstås som en kritik af Castro eller et liberalt ønske om at forandre den politiske tradition i Mexico, må De kære læser selv vurdere.
