Læsetid: 6 min.

Hverdagens centrifuge tilsat kvindekamp

8. november 1999

Samfundets værdsættelse af det kvindelige projekt, familien, er Jette Hansens nye vision for kvindekampen

Mandagssamtale
På vej ned fra Aktuelts kantineudsigt over Københavns Havn siger Jette Hansen: "De tror, de kan lukke munden på os feminister ved at give os et godt job."
Ordene kommer i vej fulgt af et spøgefuldt grin. Men da døren til elevatoren åbner sig på den sal, hvor hun som ny debatredaktør har fået skrivebord og computer, siger hun indædt, nærmest til sig selv:
"Men det sker ikke for mig. Jeg kan mærke det."
Efter kun 14 dage i det nye job er det svært at spå, om hun får ret. Hvis det sker, vil det være et kedeligt varsel om en systemfejl i den fornyede kvindekamp, hun slår til lyd for i bogen, Det bløde punkt - Kvindeidentitet i 90'erne, der udkommer i morgen.
Fornyet i den forstand, at Jette Hansen vil føre den kamp, som 70'ernes kvindebevægelse tabte - kampen for kvinders interesser i familien og intimssfæren - videre.
"Det er et ubestrideligt fremskridt for kvinder i dag, at de er økonomisk selvstændige. Der har kvindebevægelsen sejret. Men alle deres visioner om at ændre samfundsstrukturen mere grundlæggende, har de ikke fået gennemført. Nok tjener kvinder deres egne penge, men det er en undertrykkende kvindeidentitet, vi får tilbudt. Vi skal være 37 timer - ofte mere - på arbejdsmarkedet og samtidig tage os af familiens trivsel."
Det er især, når der kommer børn i ind i billedet, at tommelskruerne bliver sat på. Mens man er ung kvinde, kan man leve frit og ubundet uden at opleve, at det er et specielt problem for kvinder, hvis de ønsker både individualiseringen på arbejdsmarkedet og selvrealiseringen ved at flyde sammen med nogen, have intimiteten i parforhold og i forhold til børnene, mener Jette Hansen.

Nye normer
"Arbejdsmarkedets normer for, hvordan vi arbejder, anerkender ikke, hvor meget familien og forholdet til børnene kræver. 37-timers arbejdsugen er en helt forkert norm i forhold til børnefamilien."
- De mænd, der ønsker at prioritere familien, oplever de ikke samme pres?
"Johh," siger Jette Hansen tøvende: "Hvis de oplever det. Men i samfundsstrukturen er det næsten altid givet på forhånd, at kvinden er familiens bagstopper, fordi hun har en parallelverden oppe i hovedet ved siden af sine faglige projekter. F.eks. at være ansvarlig for sine børns sociale liv, når de kommer i skolealderen."
- Kan kvinder ikke nedtone det socialt organiserende element?
"Jeg tager stilling til spørgsmålet i bogen, om kvinders bekymring for familien er betimelig eller ej. Men jeg mener, at kvinders interesser er helt legitime - også i forhold til det generelle samfund."
"Det betyder, at mændene skal støtte kvindens projekt, og at man må styrke privatsfæren gennem lovgivning - længere barselsorlov, og mulighed for at kvinder og mænd skiftes til at arbejde halvtid, til barnet er større. Men det er både mænd og kvinder, der skal arbejde mindre."
- I den antologi, du analyserer i bogen, er der bevidste, reflekterede kvinder, som ikke stiller bastante krav til deres mænd om at tage ansvaret i familien. Er kvinderne selvundertrykkende?
"Det, jeg kommer frem til, er, at der i kvinden ligger en dyb angst for for alvor at anfægte mandens identitet. Man kan jo sige, at mændene føler sig truede, hvis kvinden forhindrer ham i at forfølge det karriereperspektiv, hvor han henter sin maskuline stolthed."

Er mændene med?
- For øjeblikket er der en historisk åbenhed, hvor mænd faktisk gerne vil det intime og familien i et eller andet omfang. Ligesom kvinderne vil de jo heller ikke kun familien. Skal kvinderne så ikke smede, mens jernet er varmt, og passe på ikke at skubbe mændene væk med udmeldinger om, at kvindens projekt er det mest legitime?
"Ved at analysere kvindelitteratur, som jeg gør i bogen - en litteratur, jeg opfatter som et alment udtryk for tidens bevidsthedsindhold - viser det sig jo, at selvom kvinderne går ud fra, at der er ligestilling, så er der det ikke, når det kommer til stykket. Den realitet træder så tydeligt frem, at jeg ikke mener, man kan overse den. Derfor må kvinder gøre sig klart, hvad deres interesser er. Men du har jo ret i, at der er mænd, som ønsker at være mere sammen med deres børn. Og selvfølgelig er perspektivet i det her, at gøre mændene til allierede."
"Men man skal ikke være så dum, at man ikke ser konflikterne. Der synes jeg, der har været en meget stor konfliktskyhed i min generation af kvinder."
- De gode mænd mangler måske at blive skrevet ind i kvindelitteraturen. Men det er kun bæster, du analyserer i din bog?
"Nej, ikke helt. I Hanne Vibeke Holsts bog kommer hovedpersonen Therese frem til det ligestillede parforhold med en mand. En mand, der respekterer kvindens behov og for hvem, disse behov har status."
- Men i din bog tolker du det som et drømmebillede?
"Det er en idealisering. Men jeg anerkender også, at idealiseringer har værdi, for de bliver til målestokke for, hvilken virkelighed, vi vil bevæge os hen imod. Og det viser jo også, at den bløde mand ikke er uforenelig med det kvindelige eros, selvom han er blevet grundigt mishandlet i debatten. Den stigmatisering tror jeg i virkeligheden bliver brugt til at bekæmpe det ligestillede kønsforhold."

Køn- og klassebevidst
- Så det her handler altså også om at gå imod materialismen og arbejdsmarkedets krav?
"Ja. Vi får at vide alle steder fra, at vi ikke kan undvære tempoet og produktiviteten. Og der synes jeg, at politikerne svigter ved ikke at give os nogle bud på, at det er os, der bestemmer samfundsudviklingen og ikke en eller anden økonomi, der er gået i selvsving."
Jette Hansen peger på, at kvindebevidsthed må gå hånd i hånd med klassebevidsthed. Hun fortæller om veninden, der havde hyret en kvindelig hushjælp til bl.a. at komme om morgenen for at hente barnet, "så kan jeg få min morgensex," som hun sagde.
Hvis de reproduktive opgaver flyttes fra familien ud på arbejdsmarkedet, har man ikke opnået andet end at flytte en kønsproblematik over i en klassesammenhæng. Opgaver i familien får den ringeste værdi og varetages af en underklasse, der - sjovt nok - overvejende vil bestå af kvinder, mener Jette Hansen.
"Intimfamilien er en kæmpestor ressource for samfundet - selvom der jo også er mange andre måder at have familier på. Men hvis vi synes, det er intimfamilien, der skal være orienteringsspunkt for at lave nye generationer, er vi nødt til at tage nogle konsekvenser. Så vælger vi ikke, at få en ung pige til at ordne det huslige, men tager kampen for at få rum til, at forældrene selv kan dyrke sociale relationer, mens børnene er børn."
- Der er jo også kampen imod trangen til at arbejde?
"Præcis. Det her er ikke et valg, man tager på baggrund af stimulerende lyst. Men med en følelse af, at det er det rigtige for os. På masser af måder er det træls og kedeligt, og man ofrer noget af sig selv i den periode. Men vi må tage ansvaret på os for den fremtid, vi er med til at skabe, og ikke bare køre et selvrealiseringsprojekt, hvor børnene ryger ud til højre," siger Jette Hansen.

FAKTA
Trangen til familien
Det bløde punkt er titlen på Jette Hansens bog, der udkommer i morgen. Her fortæller hun historien om 80'er-generationens kvindelighed, der blev til et blødt punkt - trangen til symbiosen i familien - som kvinderne har følt, de selv måtte bære konsekvensen af.
I bogen blander Jette Hansen personlige erfaringer med en analyse af samtidens kvindelitteratur bl.a. Hanne Vibeke Holsts triologi om karrieresilden Therese, Isabella Smiths En flirt mellem venner og antologien Adskillelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu