Indonesiens fremtid som enhedsstat vil blive afgjort i Aceh-provinsen, hvor uafhængighedsbevægelsen er på fremmarch
ACEH - Indonesien er, som der står i turistbrochurerne, et udstrakt ø-rige, beboet af mange etniske grupper med forskellige sprog og religioner. De 17.000 øer, som tidligere udgjorde en hollandsk koloni, er ikke et land, men et imperium med alle et imperiums problemer.
Præsident Suhartos fald i maj sidste år efter 32 år ved magten virkede som en opmuntring til løsrivelsesbevægelser i Østtimor, Irian Jaya og Aceh samt på øgruppen Molukkerne. Det officielle slagord "Enhed i mangfoldigheden" gælder ikke mere.
Den indonesiske hær er fast besluttet på at forhindre en balkanisering af landet, sådan som man så det i Østtimor i sidste måned. Men det kan ikke undgå at ende galt - det mener i hvert fald kommandant Amat di Blang.
Iført stram sort uniform, med baretten trukket godt ned i panden og M-16 riffel over skulderen, fører han os til en træhytte langt inde i det nordlige Sumatras jungle. En halv snes af hans folk - også meget velbevæbnede - står vagt foran to terrængående Toyotaer. Indenfor breder en anden et bedetæppe ud i retning mod Mekka.
Amat er en af de flere tusind medlemmer af GAM (Gerakin Aceh Merdeka - Acehs Befrielsesbevægelse), der blev trænet i guerillakrigsførelse i Libyen mellem 1985 og 1989. På et indrammet fotografi, som han fører med sig overalt, ses han sammen med omkring hundrede andre rekrutter i kampuniform bevæbnet med flunkende nye AK-47 rifler.
Billedet, der er taget i Tripolis i 1988, viser også en lille mand i hvidt tøj og med et flot gråsprængt overskæg. Det er Hassan di Tiro, efterkommer efter en af Acehs sidste sultaner. Han grundlagde GAM den 4. december 1976 og leder stadig bevægelsen fra en forstad til Stockholm, hvor han har levet i eksil siden 1979.
Kæmper for afstemning
Kommandant Amat har ladet sig inspirere af Østtimor 4.000 km borte, hvor en folkeafstemning den 30. august banede vej for selvstændighed: Han vil nu kæmpe for at opnå en tilsvarende afstemning under FN's auspicier.
Det samme vil en god del af de 4,5 millioner indbyggere at dømme efter de utallige krav herom, der er malet med store hvide bogstaver på offentlige bygningers mure og vejenes asfalt. Selvstændighedstilhængerne har ikke ligget på den lade side. Aceh Merdekas sort-røde flag vajer næsten overalt - fra trætoppe og højspændingsmaster.
Men Aceh er ikke Østtimor. Mens annekteringen af den tidligere portugisiske koloni aldrig blev anerkendt af FN, har Aceh været en del af Indonesien siden uafhængigheden i 1949. For centralregeringen i Jakarta forekommer det utænkeligt, at Aceh - et område, der er rigt på olie og naturgas - kan få lov til at løsrive sig.
Det er her, Indonesiens fremtid som enhedsstat vil blive afgjort.
Massegrave
Efter Suhartos fald ophævede Jakarta den undtagelsestilstand, der havde været i kraft i Aceh siden 1989. Den militære undertrykkelse, som havde kodenavnet Operation Den Røde Tråd, og som var særligt hård i perioden 1989-93, kostede mindst 2.000 mennesker livet, heraf de fleste civile.
Der blev fundet flere massegrave, og såvel tidligere præsident B.J. Habibie som hærchefen, general Wiranto, gav den indfødte befolkning en undskyldning for overgrebene.
Men det var blot et kortvarigt pusterum. De sidste fire måneder har militæret på ny forstærket sin tilstedeværelse, og der menes nu at være mellem 7.000 og 10.000 soldater i det lille område.
Samtidig har GAM benyttet magttomrummet efter Suharto til at udbygge sine styrker. Ud over en hård kerne på tusind guerillaer kan bevægelsen mobilisere omkring 5.000 mand, der rekrutteres helt ned til 14-årsalderen. Det er det, der har fået Jakarta til at reagere.
Angreb på træningslejr
"I Pase-området har 300 mand netop gennemgået en uddannelse," siger kommandant Amat.
"Den 21. august angreb hæren en af vores træningslejre. Da vi bruger de samme uniformer som dem, opstod der forvirring, og den udnyttede vi. 27 indonesiske soldater blev dræbt, uden at vi mistede én eneste mand."
Ifølge myndighederne, som forsøger at bagatellisere oprørets omfang, resulterede angrebet kun i to sårede på hærens side.
Siden maj i år er flere hundrede mennesker blevet dræbt, de fleste af den indonesiske hær. GAM har til gengæld nedbrændt mange skoler og offentlige bygninger, der opfattes som symboler på centralmagten.
Amnesty International anklager hæren og politiet for omfattende krænkelser af menneskerettighederne: tortur, voldtægt, vilkårlige tilbageholdelser og politiske processer. Den 23. juni endte en militær operation i Beutung-distriktet med summarisk henrettelse af mere end 40 personer. Ifølge hæren var de medlemmer af GAM, men øjenvidner siger, at der var tale om ubevæbnede civile.
Amnesty kritiserer også GAM for at dræbe indonesiske embedsmænd og folk, der mistænkes for at samarbejde med militæret.
Transmigranter
"Alle bør støtte GAM og afvise den kolonialistiske indonesiske regering på Java," siger Amat.
Ud over hæren retter GAM skytset mod indvandrere fra andre øer, især Java. Disse 'transmigranter', som de centrale myndigheder har spredt ud over næsten hele landet, beskyldes for at fungere som stikkere for hæren.
Af frygt for deres liv vælger tusinder af indvandrerne derfor at forlade Aceh. Karavaner af slingrende busser, der er ved at segne under vægten af bagage, kører hver dag over grænsen til naboprovinsen Nordsumatra.
GAM, hvis militære overkommando befinder sig i Malaysia eller Singapore, lægger ikke skjul på, at pengene til kampen drives ind med våbenmagt - især i form af afpresning af det rige kinesiske samfund i Aceh.
Den indonesiske hærs beskidte krig har de seneste måneder fået flere hundrede tusind mennesker til at søge tilflugt i moskeer og madrasaer (koranskoler), og man ser flere improviserede lejre langs vejene. Unge mænd, der kalder sig talebaner (studerende), standser køretøjer og indsamler penge til forsørgelsen af disse flygtninge.
"Vi er blevet glemt. Ingen ved, at der er krig her," klager en af dem. Han fremviser et eksemplar af en lokal avis, Kontras, med billeder af oprømte indonesiske soldater, der svinger med bundter af afhuggede hoveder.
Politisk løsning
Den øgede frihed for pressen har ikke gjort indbyggerne i Aceh mildere stemt over for centralmagten.
"Den nye indonesiske regering vil formentlig være lige så kompromisløs som den foregående," siger historikeren Benny Subianto i Jakarta.
Oprørerne i Aceh siger, at de ønsker en "politisk løsning", men opmuntret af den østtimoriske befrielsesbevægelses succes afviser de enhver form for dialog med Jakarta uden medvirken af en udenlandsk mægler.
"Vi anerkender ikke Indonesien," siger Ilyas Pase fra GAM's politiske gren. "Den tidligere kolonimagt Holland må fuldende den afkoloniseringsproces, der gik i stå i 1949."
De to parters stejle holdning kan føre til et nyt blodbad. "I øjeblikket fører vi nærmest en defensiv kamp. Men snart vil vi gå i offensiven," truer kommandant Amat.
© 1999 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen
FAKTA
Aceh-provinsen
*50.000 kvadratkilometer og 4,5 mio. indbyggere.
nDet første sted, islam fik fodfæste i det nuværende Indonesien.
nI slutningen af det syvende århundrede oprettede arabiske købmænd fra Gujarat i Indien en handelsstation her.
*I 1585 underskrev sultanen af Aceh en handelsaftale med dronning Elizabeth I, men i 1871 overlod England i en traktat området til Holland. Det lykkedes imidlertid aldrig hollænderne at undertvinge de lokale indbyggere fuldstændigt, og da Indonesien blev uafhængigt i 1949, fik Aceh status som selvstyrende provins.I praksis havde selvstyret dog ingen reel betydning.
*Den 4. december 1976 stiftedes Gerakin Aceh Merdeka (Acehs Befrielsesbevægelse) med det formål at kæmpe for en uafhængig islamisk stat.
