Læsetid: 2 min.

Industrien skal oppe sig

16. november 1999

Øget konkurrence kan give to promille større velstand pr. år, siger erhvervsminister Pia Gjellerup (S)

Danmark er et af verdens rigeste lande, fordi mange danskere arbejder. Men det kunne være endnu rigere, hvis vi gjorde det mere effektivt, siger erhvervsminister Pia Gjellerup.
Især mener hun, at industrien kan blive mere effektiv, hvis vi investerer mere i udviklingen af nye produkter og virksomheder, skærper konkurrencen og forøger integrationen i den globale økonomi.

Kender dem ved navn
"I Danmark er der så få venture-kapitalister, at vi næsten kender dem ved navn allesammen," sagde Pia Gjellerup i går, da hun offentliggjorde Erhvervsredegørelse 1999.
I forhold til bruttonationalproduktet er venture-kapitalen, dvs. investering med høj risiko i nye produkter og virksomheder, som måske kan vokse til en succes, tre gange større i lande som Sverige og Frankrig - og ti gange større i USA og Storbritannien.
Regeringen vil derfor skyde 400 millioner ind i to selskaber, der skal lave venture-investeringer i IT-branchen og i biotek/medicin-branchen, fortalte hun.

Rig af konkurrence
Ministeriet er nået frem til, at det danske nationalprodukt vil vokse med to promille ekstra om året - svarende til to milliarder kroner - hvis man skærper konkurrencen. Logikken er ikke kun, at varerne bliver billigere, men også at virksomheder bliver mere effektive og bedre til at overleve, hvis de udsættes for hård konkurrence.
Problemerne med konkurrencen findes især i bygge- og anlægsbranchen, nærings- og nydelsesmiddelindustrien, kemisk industri, medicinsk udstyr, forsyningsvirksomhed, transport- og finanssektor, siger Konkurrencestyrelsen.
Pia Gjellerup ønsker sig også flere danske investeringer i udlandet - og udenlandske i Danmark. Især fordi investeringer trækker viden med sig. "Og de danske virksomheder er ikke så gode til at udvikle nye produkter og ydelser som verdenseliten," siger hun.
"Vi skal finde de steder, hvor der er vækstvirksomheder med høj viden og værditilvækst. Dem er vi interesseret i at trække op. De vil være afgørende for, hvordan samfundet klarer sig videre fremover," siger Pia Gjellerup.
Hun leder efter dem i data- og elektronik-branchen og blandt de nye bioteknologiske og medicinske virksomheder. Ikke på miljøområder som f.eks. vindkraft, solceller og alternative transportmidler, hvor der ellers er tocifrede vækstrater ude i verden.
I Pia Gjellerups erhvervspolitik forbindes miljø ikke med en satsning på nye, bæredygtige produkter og metoder, men ses som en omkostning. Danske virksomheder opfatter miljøregulering som en belastning, siger redegørelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her