Læsetid: 9 min.

Ingen nattero i Seattle

27. november 1999

Der er lagt op til skæg og ballade, døgnlange forhandlinger bag lukkede døre og seriøs intellektuel debat om globaliseringen og dens følger for menneskeheden, når WTO i næste uge afholder sin ministerkonference i Seattle - Boeings og Microsofts hjemby

"Okay WTO Væk med dine planer Vi vil genvinde magten! Stop koncerners grådighed!"

Kampråb fra Ruckus Society.

Giv agt delegerede! Her kommer de unge amerikanske ballademagere!
Dette efterår har Ruckus Society fra Berkeley trænet 150 unge kvinder og mænd i at klatre i træer og forcere bjergvægge og lade sig fire ned af glatte klipper i Cascade Mountains nær Seattle, i delstaten Washington.
"Vi er alle venstreorienterede, men træningen i lejren er kun gearet mod at oparbejde tekniske færdigheder. Nogle arbejder med miljø, andre med menneskerettigheder, andre igen med u-lande," beretter Katie Flynn-Jambeck, en 28-årig træner og aktivist fra Hampshire College i staten Vermont.
Cirka tre-fire gange om året organiserer Ruckus Societys leder og grundlægger John Sellers, 33, en ugelang udendørslejr et eller andet sted i USA. Formål: At træne venstreorienterede amerikanere i at gennemføre protestaktioner.
"Vi sover i telte. Arbejdsdagen strækker sig fra kl. 9 til 21. Maden tilberedes i et feltkøkken. Udover klatring undervises der f.eks. i gadeteater og dukketeater. I hver lejr behandles ét tema. Denne sommer var jeg i Virginia, hvor menneskerettigheder stod på dagsordenen," fortæller Katie Flynn-Jambeck.
I næste uge vil flere hundrede Ruckus-aktivister afprøve deres nyligt erhvervede færdigheder og lave ballade i Seattle ('ruckus' betyder ballade på engelsk og det næsten enslydende ord 'raucous' oversættes til støjende).
Katie ved endnu ikke, hvad hun får som opgave. Hænge plakater fra skyskrabere? Obstruere 5.000 delegeredes og ministres adgang til kongresbygningen?
"Måske lader de mig arbejde i feltkøkkenet. Men det er også okay," griner hun.
"Vi vil ikke bruge vold, blot politiet opfører sig ordentligt. Det vigtigste er at være til stede og mobilisere folk mod WTO og globalisering. Amerikanere ved alt for lidt. Globalisering skal ikke have lov til at snige sig uantastet ind på os og fratage os magten over vores tilværelse."
Ruckus Societys planlagte protestaktioner er hemmelige. Netop overraskelseseffekten skal skabe opmærksomhed. Men det egentlige formål er at pakke WTO-tigeren sammen og ekspedere den tilbage til Genévè i sammenkrøllet tilstand.

Ærligt talt, jeg håber på regn i næste uge," bemærker Seattles borgmester, Paul Schell.
Hans håb kan let blive opfyldt. På USA's nordvestkyst regner det tit og ofte. Man forstår dog borgmesterens ængstelse. Seattle har afsat 6 mio. dollar til mobilisering af 6.000 politibetjente, som skal beskytte de delegerede fra Verdenshandelsorganisationens 134 medlemsstater.
Det kommer til at vrimle med uinviterede gæster fra mindst 300 civile NGO-grupper (non-governmental organizations) og snesevis af fagforeninger. Enhver venstreorienteret og fagforeningsaktivist med respekt for sig selv har i månedsvis drømt om at tage afsted; mange af dem kommer enten i bus, tog, bil eller fly.
Primo oktober var det allerede umuligt at skaffe flybilletter og hotel i Seattle og omegn.
Det største opbud kommer fra den amerikanske fagbevægelse. Landsorganisationen AFL-CIO har på ministermødets åbningsdag tirsdag lejet byens Memorial Stadium med 12.000 siddepladser og arrangerer en march, som skulle samle 50.000 demonstranter.
Ifølge ugebladet Nation Magazine arrangerer USA's største fagforening, The Teamsters Union, en to dage lang buskørsel fra sydstaten Tennessee. Faglige aktive i progressive midtveststater som Minnesota og Wisconsin bliver også kørt til Seattle.
Stålarbejdernes forbund har reserveret 1.000 hotelværelser. Maskinarbejdernes forbund lover at sende 1.000 stærke mandfolk, der får til opgave at sikre ro og orden under AFL-CIO's optog.
Fagforeningsmedlemmer bosat på USA's vestkyst - lige fra Long Beach til San Francisco og Portland (Oregon) - vil slutte sig til marchen. Herudover bor 120.000 medlemmer af AFL-CIO i Seattle-området. Staten Washington tæller 400.000.
"Jeg tvivler på, at WTO var klar over, at Seattle er én af de mest fagligt organiserede storbyer i USA, da de planlagde mødet," siger Bob Gorman, én af marchens arrangører.
Aktivister fra hundredevis af civile organisationer deltager også i marchen og gennemfører deres egne demonstrationer. Kirker og universiteter vil desuden være rammen om debatter og seminarer om et væld af emner, som mere eller mindre berører frihandel og liberalisering af verdensøkonomien.
NGO-kampagnens motto er "Mobilisering mod Globalisering". Under denne paraply synes de amerikanske og udenlandske grupper at kunne finde et fælles trav. Hver dag har sit tema. Tirsdag skal de mange uofficielle møder handle om miljø og sundhed, onsdag skal faglige rettigheder og menneskerettigheder behandles, torsdag demokrati og udvikling og fredag kommer turen til fødevarer og landbrug.
Én af dagene vil et sjak stålarbejdere protestere mod billigt importeret stål fra Brasilien, Japan og Sydkorea. Efter planen vil de 'dumpe' stål i byens havneløb i protest mod "globalisering uden repræsentation".
Aktionen vil blive døbt Seattle Steel Party efter Boston Tea Party i 1773, hvor amerikanske patrioter tømte en skibsladning østindisk te i Bostons havn som protest mod de forhadte britiske koloniskatter.
Te-selskabet i Boston var én af de episoder, som senere udløste den amerikanske uafhængighedskrig. Så betydningsfuld bliver denne ståldumpning næppe. Faktisk har stålarbejderne lovet miljøgrupper at fiske stålet op af havnen bagefter.

Alt dette rabalder og ballade kommer naturligvis Det Hvide Hus og værtsfolket i Seattle meget på tværs.
Fra begyndelsen af sin præsidenttid har præsident Bill Clintons mantra været at slå på frihandel og eksport som den hurtigste og letteste vej til at skabe økonomisk velstand og arbejdspladser. Og man må sige, at denne strategi er lykkedes. USA's økonomi vokser for tiden med 5,8 pct. i kvartalet, inflation og ledighed er lav, og eksporten en større drivkraft i denne proces end tidligere.
Kronen på dette værk skulle i Clintons øjne være lanceringen af en ny frihandelsrunde i Seattle med tre amerikanske mærkesager som primus motor - afvikling af landbrugsstøtten i EU, liberalisering af servicesektoren, herunder forbud mod beskatning af elektronisk handel, og lavere told på en række industriprodukter.
Denne dagsorden er skræddersyet til at øge amerikansk eksport og skal sikre supermagten en økonomisk førerstilling langt ind i det næste århundrede. Men uheldigvis for Clinton er begejstringen i andre medlemslande minimal og måske endnu værre - fagbevægelsen afviser modydelser i form af lavere toldskranker for importvarer, og indvendinger fra de højrøstede NGO-grupper har forplantet sig til store dele af den amerikanske befolkning.
På vejen til Seattle har Clinton derfor måttet give den ene indrømmelse efter den anden. Over for fagbevægelsen lovede han først at presse WTO til at nedsætte en studiegruppe, som skal overveje at gøre et medlemslands overholdelse af arbejdstageres rettigheder til en forudsætning for eksportvarers frie adgang til andre markeder.
Dernæst blev præsidenten overtalt af miljøbevægelsen til at udstede en forordning, ifølge hvilken USA ikke vil indgå nye frihandelsaftaler, med mindre de lever op til miljøstandarder.
I begge tilfælde anede man vicepræsident Albert Gores skygge i baggrunden. Som kandidat til Det Hvide Hus har han stærkt behov for de stemmer, fagforeningerne og miljøbevægelsen kan mobilisere.
Indrømmelserne stiller imidlertid Clinton i et svært dilemma.
USA har ingen jordisk chance for at overtale udviklingslandene til at nedsætte studiegruppen, og selv inddragelse af miljøstandarder er en varm kartoffel i Den Tredje Verden, hvor man øjner en snigende protektionisme bag disse initiativer.
Det kan betyde, at præsidenten må opgive at få lanceret en ny, ambitiøs frihandelsrunde i Seattle og i stedet må nøjes med et for amerikansk erhvervsliv mindre tilfredsstillende resultat, f.eks. en fuld realisering af diverse hængepartier fra Uruguay-runden.
For virksomheder som Microsoft og Boeing vil et så magert facit være en bitter pille at sluge. Software-kongen Bill Gates havde sat sin næse op efter et WTO-forbud mod skat på e-handel. Boeing-direktør Philip Condit håber på at komme subsidier til Airbus til livs.
Begge koncerner har hovedkvarter i Seattle, og Gates og Philip Condit tjener som formænd for WTO's værtsorganisation. Sammen med andre selskaber i regionen har de to indsamlet 9 mio. dollar, som vil blive brugt til at løfte Seattles image som erhvervscentrum.
En del af pengene går til afholdelse af seminarer, hvor det private erhvervsliv får mulighed for at udbrede sine synspunkter.
Mandag arrangerer WTO ovenikøbet et NGO-seminar, der bliver betalt af Gates & co., men ikke overraskende er det kun de 'spiselige' organisationer, som er blevet inviteret. Kværulerende NGO-grupper står ikke på listen.
Fra et selskabssynspunkt er den største begivenhed et cocktail party mandag aften for 5.000 delegerede og journalister.
Betalt af Microsoft og Boeing.
"Vi overvejer at afholde et alternativt cocktail party," varsler John Sellers, chef for alle ballademagerne.
Ruckus' invitation vil utvivlsomt tiltrække en god del reportere.

Fra et dansk eller europæisk synspunkt virker al denne hurlumhej måske ikke lige frem epokegørende. Et skeptisk og kritisk syn på kulturel og økonomisk ensretning af kloden tages efterhånden for givet i den gamle verden. I Amerika er angsten for globalisering af nyere dato og vil for første gang blive udkrystalliseret i form af en artikuleret protest på dette WTO-ministermøde i Seattle.
Amerikanske aktivister anvender ofte en udtalelse af WTO's første generaldirektør Renato Ruggiero som kampråb. Italieneren skal have sagt, at WTO har til opgave at skrive en forfatning for den globale økonomi. Det giver mange associationer i retning af et stort ansigtsløst, bureaukratisk uhyre uden folkelig legitimitet. Uanset om dette billede er sandfærdigt eller ej, rammer citatet lige ind i hjertet på amerikanernes største frygt
- staten og dens lange fangarme. Boston Tea Party var netop et udtryk for modstand mod at blive beskattet af den britiske trone uden repræsentation i Westminster-parlamentet.
Når amerikanerne gør oprør mod en organisation, der opfattes som udemokratisk, kan man regne med, at de mener det alvorligt - uafhængigt af deres politiske tilhørsforhold. Det er lige meget, om de er isolationister fra højrefløjen, socialister, miljøfolk eller protektionistiske fagforeninger.
Hvis man skal være kynisk, kan man føje en anden karakteristik til den voksende kritik i USA af globaliseringen.
"Det er vel ikke forbigået nogens opmærksomhed, at modstanden mod frihandel bliver blandet sammen med værdier som et rent miljø, sunde fødevarer og menneskerettigheder," siger tyrkiskfødte Dani Rodrik, professor i økonomi på Harvard University.
"Kun mennesker i rige lande har tid og råd til at bekymre sig om den slags. Set fra Den Tredje Verden er det en luksus at have tid til at gå på barrikaderne mod en bureaukratisk organisation som WTO, der har 150 jurister beskæftiget."
Det synspunkt deles ikke af amerikanske NGO'ere.
"Der er en masse civile grupper i udviklingslandene, som tager afstand fra WTO. Nogle af dem er blevet inviteret til Seattle af amerikanske NGO-grupper," fortæller Curtis Runyan fra World Watch Institute i Washington.
"Også i Den Tredje Verden er folk fra det civile samfund bekymret over, at deres regering har overgivet myndighed til WTO, uden at NGO-grupper er blevet rådført i forvejen."
I virkeligheden burde udviklingslandene altså være lige så forhippede som i- lande på at gøre verdenshandelsorganisationen mere åben, mere gennemsigtig og derfor mere demokratisk.
"Det kan da ikke være i u-landenes interesse, at et dommerpanel i WTO underkender deres nationale lovgivning i sager om f.eks. miljøregler, uden at NGO-grupper i det pågældende land er i stand til at argumentere for deres synspunkt," mener Paul Faith fra World Resources Institute i Washington.
"I den forstand er det i u-landenes interesse at trække på europæiske og amerikanske NGO-gruppers ekspertise og ressourcer."

Men hvor stor en indflydelse skal NGO-samfundet have lov til at bemægtige sig, førend det repræsentative demokrati begynder at vakle?
Tilsynekomsten af civile grupper med specifikke mærkesager er et relativt nyt fænomen.
"I begyndelsen af dette århundrede var der kun få, og deres dagsorden var snæver. Indtil Røde Kors blev dannet, eksisterede ingen international NGO-gruppe," fortæller Curtis Runyan fra World Watch.
Først i de seneste tyve år og især efter Berlin-murens fald og indførelsen af Internettet er fænomenet tiltaget.
Alene i Rusland eksisterer der i dag 100.000 NGO-grupper og i Indien finder man 2 mio., mange af dem på landsbyniveau.
"Langt de fleste arbejder i næsten fuldstændig anonymitet. I Bangladesh modtager flere børn en uddannelse i skoler bygget og administreret af NGO-grupper end i statsfinansierede skoler," siger Runyan.
Blandt de mange millioner civile grupper kloden rundt, som udfører det gode arbejde, findes der med andre ord faktisk kun få, der udelukkende beskæftiger sig med at påvirke staten og politiske institutioner.
"Ofte bliver dem, der råber højest og råder over flest ressourcer og medlemmer, hørt frem for de andre," siger Runyan.
I den nye globaliserede verden med øjeblikkelig kommunikation trænger de højestråbende lettest igennem. Sådan vil det også være i Seattle.q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her