Ny musik på gamle flasker og vice versa: Sjællands Symfoniorkester spillede helt ny musik og Beethovens Violinkoncert
Koncert
Sjællands Symfoniorkesters kommende chefdirigent, Giordano Bellincampi, dirigerede fredag aften ny dansk musik og Beethovens Violinkoncert. Bellincampi er et godt valg - næsten alt er bedre end det, der gik forud. Det skal blive spændende at følge orkestrets udvikling under den nye ledelse.
Sjællands Symfoniorkester har været udsat for en del turbulens med mange interne udfordringer og problemer. I tillæg hertil har orkestret ikke haft en overvældende stor publikumstilstrømning. Måske tiden er inde til at tænke radikalt anderledes. Dels for at få publikums gennemsnitsalder bragt ned (i fredags lignede det mest af alt en pensionistklub), dels for at blive i stand til at spille bedre (tag på en studietur til New York og oplev entusiasmen hos 20-årige studerende, der spiller flere niveauer over de fleste danske orkestermusikere), dels for overhovedet at have et publikum om ti år (som den medbragte syv-årige sagde: Hvorfor skal man sidde på stolen og få ondt i ryggen?). Tag på en studietur til Royal Albert Hall i London og oplev unge og gamle ligge, sidde, stå, kravle i midtercirklen og nyde den klassiske musik. Og frem for alt: Mærk stemningen! Det klassiske setup som oplevet i Tivoli i fredags, tror jeg ikke overlever det næste århundrede. Det er en institutionel anakronisme - de unge mennesker har andre behov og ønsker. F.eks. leg med formerne, viljen til at sprænge rammerne, forny traditionen.
At forny traditionen
At forny traditionen var anliggendet i de to danske værker, der blev opført af orkestret. Både Tage Nielsen (f. 1929) og Mogens Christensen (f. 1955) har et varmt forhold til de gamle mestres musik - så varmt at det kan høres tydeligt i deres egen musik.
Mogens Christensen fik uropført Zauberwald - et tosatset værk med åbenlyse forbindelser til det senromantiske udtryk. Som i sin opera om den svenske botaniker Carl von Linné, arbejder Christensen også i Zauberwald med at genopdage klanglige muligheder i det gamle materiale. Efter en moderat modernistisk førstesats, leder komponistens os over i andensatsens filmmusik.
Christensen er efter denne lytters mening en knippelgod komponist udi kammermusikken. Det er kendetegnende at dér, hvor Christensens orkestersats antager kammermusikalske dimensioner med transparent-delikat udtryk, der kommer det kompositoriske talent for alvor frem. På de brede, volumefyldte steder (Bruckner tilsat lidt Ligeti), peger musikken på sit eget problem. Dette problem er formalt: Hvordan kommer man meningsfuldt videre i et forløb, der er opbygget som en katalog af stemningsbilleder? Musikken giver i dette tilfælde ikke noget fornuftigt svar. Til tider er der malmfuld messingsuppe, til tider er der bulder og brag med slagtøj, til tider stille partier. Jeg fore-trækker ufortyndet Bruckner.
Lidt af dit og dat
Sært er det at Christensens nye værk lyder mere gammeldags end Tage Nielsens mere end 30 år gamle værk Il giardino magico, som orkestret også spillede. Hos Nielsen hører vi lyrisk flimren og samtidig de så typiske pointistiske udbrud, hørt så ofte hos de gamle mestre i 1950-værkerne. #Både Nielsen og Christensen arbejder med tysthed og udbrud, med udvikling (bølgedal og bølgetop) hen mod højdepunkter. Der er store, flotte steder, der er indadvendt lyrik, men den tvingende nødvendige formale opbygning kan jeg ikke få øre på. Udtrykket giver snarere mindelser til formuleringen a little of this and a little of that.
Efter pausen spillede Christina Åstrand Beethovens Violinkoncert. Hun spiller så fremragende og alligevel sad man med en fornemmelse af, at det hele kun var næsten-godt. Sjællænderne bør kunne spille mere rent, mere præcist, mere homogent. Solisten havde vist heller ikke sin bedste aften.
*Sjællands Symfoniorkester under Giordano Bellincampi. Værker af Nielsen, Christensen og Beethoven. Solist: Christina Åstrand. Tivolis Koncertsal, fredag aften.
