De nordirske politikere har udpeget en lokalregering med deltagelse af både gamle IRA-kæmper og Ian Paisley-fans
LONDON - Fra Semtex til skemalægning og fra Kalashnikov til klassekvotienter - Martin McGuinness, som menes at være tidligere leder af IRA i Belfast, må vænne sig til en ny sprogbrug, efter at han i går blev Nordirlands undervisningsminister.
Det skete, da Nordirland i går fik en lokalregering for første gang i et kvart århundrede. Efter det gamle selvstyres kollaps, årtiers direkte styre fra London og mange års voldelig konflikt må de nordirske katolikker og protestanter nu styre sig selv.
Men lokalstyret har indbyggede faldgruber. Blandt de ti ministre er således to fra den rabiate anti-katolske præst Ian Paisleys parti, som faktisk er modstandere af hele den fredsproces, som har etableret lokalregeringen.
For eksempel blev en af partiets fremtrædende medlemmer, Peter Robinson, udnævnt til minister for regional udvikling. Paisleyisternes obstruktion viste sig i går, da de forsinkede ministerudnævnelserne i timevis med procedurespørgsmål.
Udnævnelsen af ministre kom i stand efter en aftale mellem provinsens største protestantiske parti, David Trimbles UUP, og Sinn Fein. Aftalen går ud på, at selvstyret etableres nu, hvorefter IRA udnævner en mellemmand til at forhandle med den internationale kommission for afvæbning.
Men det var lidt af en kamel at sluge for Trimbles parti - hvis besluttende organ dog sagde ja til aftalen med 58 pct. flertal i lørdags - at lokalregeringen går i gang uden forudgående aflevering af så meget som en enkelt pistol.
Indbyggede snublesten
Og netop her ligger nærmest en indbygget snublesten, som de splinternye ministre meget vel kan komme til at falde og slå sig hårdt på. For Trimble har sagt, at han vil gå af, hvis IRA ikke er begyndt at afvæbne inden februar. Det vil i givet fald kaste fredsprocessen ud i fornyet krise og forstærke indtrykket af, at processen er et permanent forhindringsløb, hvor det ene parti lægger det andet sten i vejen og omvendt.
Trimbles afgangstrussel har skabt vrede i IRA-kredse og i Sinn Fein. Dér siger man, at der ikke står noget om februar i fredsaftalen fra sidste år, og de protestantiske partier bliver beskyldt for hele tiden at komme rendende med nye betingelser og krav.
Det bliver derfor sværere og sværere for Sinn Fein og IRA at tro på, at de protestantiske partier faktisk mener det, når de siger, at de gerne vil dele magten med katolikkerne.
De evindelige nye krav spiller også i hænderne på de små voldelige udbrydergrupper fra IRA, som ikke har opgivet den voldelige kamp for at få briterne ud af Nordirland, så provinsen kan indlemmes i Republikken Irland.
Ikke desto mindre var udnævnelsen af ministre i går et reelt fremskridt, som bringer normale tilstande et skridt nærmere i den urohærgede britiske provins.