Læsetid: 2 min.

Ja, jeg er her

6. november 1999

En blandet fødselsdagsbuket

Radioteater
Je responderai, var som bekendt Karen Blixens motto, og det melder sig som den hengemt-parfumerede pendant til hovedpersonens omkvæd i Benny Andersens nye radiospil, Telefon, det første i 22 år.
Emma står til rådighed via telefonen; dette indiskrete stykke elektronik, der ikke ejer e-mailens respektfulde tilbageholdenhed. Opringningerne fra tilbederen Charles (Frits Helmuth) hører til i den velkomne afdeling for hengivenhed og lån-min-skulder-vil-du-ikke-nok, men med de øvrige samtalepartnere kompliceres tingene straks.
En fortravlet datter (Tammi Øst) slår ikke ørerne ud i tide, en veninde (Birgit Sadolin) vil både have absolution for en rejseaflysning og taletid til en svømmen hen over den ny mand i hendes liv. Oven på al den trådløse Maria-tjeneste får opkaldet fra sønnen, der pusler med følsomme halvfjerdsertekster, en barsk modtagelse; men Emma falder dog ned, for Emma er et pænt menneske. Ikke alene låner hun Susse Wolds stemme, men hun er også enke med en pæn bankkonto efter en sprælsk tandlæge (Bent Mejding) og har en klædelig plet på samvittigheden efter et enkelt, aldrig gentaget, syndefald med Charles. En pryd for sit køn, denne Emma, ikke sandt?

Hellere roser
Men så bliver det heller bedre, kun tåreblændet. Den diagnose, som den hastige datter gik glip af, giver den pæne Emma en brysk tone og en kamplyst, som på festlig vis tager luften ud af Jesper Christensens psykopat og så er der lagt op til happy end - omend med begrænset tidshorisont.
En anmelders lod er tung, når tilfældets terninger falder således, at hun, til en elsket kunstner på en personlig glædesdag må overrække en buket, der mere ligner tidsler end roser.
Men sådan er livet, skideuretfærdigt. For den, der havde glædet sig til et rendez-vous med andersen'sk visdom, finurlighed, ordleg og melankolsk galgenhumor, kan godt zappe videre. Naturalismen har - forhåbentligt ultrakort - overlistet vor nationaldigter, mens han havde travlt med at skrive festindbydelser til sin 70 års dag, og instruktøren var i sit værste dødbiderhumør, da han bed spids på Telefon, der ligner hundrede andre forudgående tænksomme dagligglimt fra Radioteatret, når det er mest pænt og pligtopfyldende.
Kjærulff-Schmidts instruktion skifter mellem gammelmodighed og agterudsejlet teaterfriskhed (i scenerne med Helle Hertz og Amalie Dollerup) og gør det så søvndyssende, at man skal hage sig godt fast i redningskransene, for ikke helt at gå i permasøvn.
Redningskransene er dels Wolds opsang til Christensen, dels sønnen Filips seneste opus, der følges som et work in progress og er en underfundig krydsning af andersen'sk mening og en andersen-epigons ikke uefne og og totalt halvfjerdser-selvhøjtideligt troubaduriserende navlepillerballade. Tilsat nøjagtigt de guitarbecifringer, som inficerede hele årtiet og især den halfdan rasmussen'ske sangbog de år. Det er ondt og rasende grinagtigt.
Hav derfor tak - tak for alt - og tillykke onkel Benny !
nTelefon. Radiospil af Benny Andersen. Instr.: Palle Kjærulff-Schmidt DR. Genudsendes søndag.
nUdsendes i bogform med indlagt cd på dagen. 82 s., 249 kr. Borgens forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her