Læsetid: 2 min.

Jazz

16. november 1999

Jazzpar-Solal
*Mens vi er på vej mod Jazzpar-priskoncerterne år 2000, ankommer cd'en med 1999-prisvinderen, den franske pianist Martial So-lal. Bemærkelsesværdigt nok er det en ren live-cd, optaget ved koncerterne i Holbæk og København i marts 1999. Solals kompositioner er nemlig ekstremt vanskelige, og det siger meget om radio-bigbandets niveau, at det ikke efterfølgende har været nødvendigt at gå i studie med musikken. Udover fem orkesterstykker rummer pladen tre brillante trionumre, deriblandt den eneste standard, "Summertime", suverænt fremført af Solal, Mads Vinding (bas) og Daniel Humair (trommer). - Besættende nok så meget som bevægende musik.
Martial Solal & The Danish Radio Jazz Orchestra: Contrastes. Storyville STCD 4242.

Hadens frihedsmusik
*Med ti års forsinkelse får vi optagelserne med Charlie Hadens Liberation Music Orchestra fra den særlige Haden-festival under Montréal-jazzfestivalen i juni-juli 1989. Forsinkelsen skyldes formentlig, at orkestret kun trekvart år senere fik optaget studie-cd'en Dream Keeper. Repertoiret er dog, bortset fra "Sandino", anderledes på live-cd'en, hvor besætningen også har pianisten Geri Allen som en særlig gevinst. Musikken er, så lidt som dens frihedsbudskaber, blevet forældet.
Charlie Haden Liberation Music Orchestra: The Montreal Tapes. Verve 527.469-2.

Mingus før Parker
*Det er en af Charles Mingus' mest spændende plader, der nu er genudgivet som Verve Master Edition, gen-digitaliseret, med nye session-fotos fra 1960, og med nye noter af Brian Priestley til supplement af de ældre af Martin Williams og Leonard Feather, men desværre ikke med nyopdaget musik. Pladetitlen, Pre-Bird, refererer til at flere af Mingus-kompostionerne er fra 40'rne, før Mingus havde hørt Charlie Parker, bl.a. "Half-Mast Inhibition", som er en fascinerende third stream-komposition, fra længe før den betegnelse blev opfundet. Stykker af Ellington og Strayhorn er dog, sammen med soloer af bl.a. Paul Bley, Yusef Lateef, Booker Ervin og Eric Dolphy med til at understrege at dette først og fremmest er en jazz-plade.
Charles Mingus: Pre-Bird. Verve 538.636-2.

Kvinde-violin
*Med Regina Carter har jazzen fået en ny violinist, sågar en kvindelig sådan, hvad vi ikke er forvænt med. Af de 10 indspilninger på hendes Verve-debut-cd er det især de fire med Kenny Barron, Peter Washington og Lewis Nash, der klodser, også ved deres gode repertoire, mens de andre seks er mere la-la, og selv Cassandra Wilson gør ikke en gammel Temptations-sang videre interessant. Men hist og her lever Stuff Smith altså stadig.
Regina Carter: Rhythms of the Heart. Verve 547.177-2

Med sordin
*Sidste udspil fra Benjamin Koppel hedder Quietness og er ikke lige, hvad man havde ventet fra den unge saxofonist, som projekterne ellers er sprøjtet fra i alle retninger. Alene titlen - for stilhed er ikke specielt karakteristisk for hans musik. Men nu drejer det sig altså blot om en duo, hvor hans alt (og lidt sopran) høres sammen med pianisten Steen Rasmussen i nedtonede, lyriske stykker, som er velgørende u-forhippede, alle originale kompositioner, der kan have mindelser om standard-ballader. Der er god grund til, at de to navne flere gange bytter rækkefølge på hylstret, for pladen er fuldt så meget Rasmussens som Koppels.
Benjamin Koppel & Steen Rasmussen: Quitetness. Stunt STUCD 19914.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu