Selvhøjtideligheden sniger sig ind i Carsten Jensens dagbogsessays om livet med datteren og verden. Men klog er han
Ny bog
"Jeg kender allerede det nye årtusindes ansigt... Det sidder på min halvandet år gamle datter Laura, og hendes fødselsdage er min tidsregning." Sådan skriver Carsten Jensen i sin nye bog, År To og Tre, med nogenlunde samme salvelsesfulde tonefald, som når han andetsteds kalder barnet et 'mirakel'. Selv om den slags formuleringer faktisk ikke dominerer i hans nye bog, trætter de, hvor de kommer frem og giver bogen en vis ufrivillig lighed med en intellektuel version af tv-serien Blyppernes første år. Her, altså i tv's børnefjernsyn, vimser komikerparret Hella Joof og Peter Frödin rundt om deres nyfødte tvillingpar, overvældet af sentimentale bekymringer over de smås meget jordnære behov.
Jensen har ikke seriens dobbeltblik, men udstiller et problem, der måske ikke sjældent rammer folk, der først får børn i moden alder. Nemlig at barnet bliver et projekt i sig selv, en intellektuel aktivitet, der overvåges med intens opmærksomhed. Som om barnet var en form for øjenvidne til 'barndommen' som fænomen, en spejling af forældrenes egen, stadig fjernere barndom.
Hang til poseren
På den anden side er problemet ikke helt nyt i Jensens forfatterskab. Særligt i den anden af de to bøger om hans store jordomrejse, Jeg har set verden begynde (1996) og Jeg har hørt et stjerneskud (1997), blev efterhånden den mindste sten anledning til udbrud om, hvad den dog havde været vidne til osv. - hvormed den talende sten i for høj grad demonstrerede sin forfatters hang til at posere oven på verdenshistoriens slaggebunke. Og det er faktisk synd, for Carsten Jensen har meget på hjerte.
År To og Tre er oprindelig konciperet til radioprogrammet Millenniums nedtælling mod det nye årtusind. Bogen er blevet en serie essays i dagbogsform, der rækker fra 1. januar 1998 til 30. september 1999. Emnerne rækker fra det nære livs fodring af ænder med datteren til krigen på Balkan, som Jensen både har fulgt med i og engageret sig levende i.
Men det ville være klædeligt - og gøre bogen mere interessant - hvis Jensen turde inddrage sig selv mere i sin imponerende bestræbelse på at overskue verden. Hvis man for eksempel tager hans iagttagelser af - hvorfor ikke? - opdragerens dilemmaer: På den ene side forstår han alt for godt datterens oprør mod forældremagten, ham selv. På den anden side ser han nødvendigheden i at påtage sig voksenrollen for at repræsentere samfundet og fællesskabet - "man opdrager jo ikke børn for at de skal forblive børn, men for at de skal blive voksne."
Men hvorfor reflekterer han så ikke over, at han selv først midt i 40'rne blev overvældet af trang til at blive voksen og far, og således give afkald på at være denne verdens vigtigste person? Svaret ville være interessant, fordi han jo hverken er den første eller den sidste, der helst vil udskyde ansvarets tid til efter egen selvrealisering.
Netop i denne bog har han i anden sammehæng solidt fat i tidens dyrkelse af ungdom og spontaneitet, med et enkelt ord, dens 'infantilisering'. Og man må på samme måde undre sig over, hvordan han hånligt kan affærdige et spørgsmål fra Alt for Damerne om, hvad han har lært af Laura - skulle den berejste og belæste forfatter sidde ved sin to-årige datters fødder og lære om verden! - når han faktisk selv har inviteret til den type spørgsmål med flotheder som "Alt hvad jeg ved om verden har jeg lært af at se et barn blive født."
Benådet journalist
Netop denne bog viser jo, at selv om de nære ting er de vigtigste, er de jo næppe nogensinde tilstrækkelige for et tænkende menneske. Så hvorfor lade som om? Dagbogsbladene viser netop Carsten Jensen som det, han frem for alt er - en benådet journalist og blændende registrator, skarp og klog, med klart blik for omverdenens dårskab og evne til at gøre rede for det hele med den rette blanding af gift og syre.
Lejrtænker er han ikke, mange husker sikkert, hvordan han i forårets forfatter-splid om krigen i Kosovo vendte sig mod skønåndernes sædvanlige vanetænkning om "det onde NATO" (man overvejede i ramme alvor at sende den serbiske forfatterforening sit tilsagn om solidaritet), uden at han derfor besmykker USA's krigsførelse.
Saving Private Ryan
Jensens korte, præcise analyse af filmen Saving Private Ryan er det klogeste, jeg længe har læst om denne film. Præcis som Kosovo-luft-kampagnen' forsøgte at være en krig uden tab, udstiller filmen om otte mands forsøg på at redde én eneste, skriver han, "en moderne humanisme, der er blevet så udhulet, at den ikke længere finder, der er nogen sag, som det er værd at dø for, og dermed heller ingen værdier, som fortjener at blive forsvaret mere end halvhjertet."
Her ligger efter min mening noget virkelig væsentligt, nemlig den af-ideologisering af verden, som hænger sammen med Europas 50 år lange fred. Fred er jo glimrende, men kan vi moralsk set overleve uden sager, som er større end det enkelte menneskes lille liv? Frihed, demokrati, menneskelighed er gode at have, men må helst ikke koste noget, slet ikke menneskeliv. Men hvilken mening giver livet så, hvis det ikke rummer værdier, må man spørge, med Jensen.
Den slags overvejelser er hele bogen værd, her træder Carsten Jensen i karakter, levende, kritisk og stimulerende.
Og så er han en aforismens mester, der med falkeblik for den afslørende detalje sammenfatter lange indviklede problemstillinger i mundrette punchlines - også enkelte, der måske (man vil jo så gerne finde det) rummer en lille, bitte snert af selvironi: "Hvor mange af de holdninger, der i dag kalder sig politiske og forstår sig som venstreorienterede, er ikke bare forklædt og uforløst nostalgi efter den tabte ungdom?"
*Carsten Jensen: År To & Tre. Dagbogsessays, 230 s., 288 kr. Rosinante. Udkommer i dag
