Læsetid: 4 min.

Der kan man bare se

19. november 1999

Norskere, kartoffeltyskere og de blå mænd fra Afrika

2. sektion - Bogtillæg
Fremmede
I 50'erne og 60'ernes Vendsyssel var det småt med fremmede. Gud bevares, vi havde en polak, der var produkthandler og boede i et lille blokstenshus lige ved siden af sin skrammelplads. Han havde de hvideste tænder, jeg nogensinde har set, tror jeg. Han boede sammen med sin mor, der stadig kun talte polsk, selvom hun havde boet her i landet, fra hun var ganske ung. Hvordan hun var havnet et gudsforladt (rent ud sagt !) sted som Vendsyssel, aner jeg ikke. Både mor og søn var stærkt religiøse på den barnligt hengivne måde og gik hver søndag i den katolske kirke i Aalborg. Ude i Aalborg, som det hedder på de kanter.
Udover produkthandleren og hans mor, var der vores norskere, som vi kaldte dem. Der var en lille tradition for en vis indvandring fra Norge til Vendsyssel, og det kom der altså norskere ud af. Norskerne havde ry for at være lidt underlige. Man sagde om dem, at de drak træsprit og blev blinde af det med tiden. Vores norsker i den landsby, jeg kommer fra, gik også med lang kniv i bæltet. Han stirrede på folk med et meget fast og klart blik, under vildt voksende øjenbryn, og der var altså absolut ikke noget, der tydede på, at han var ved at drikke sig blindhed til. Men underlig, det var han nu.
Og så var der jo kartoffeltyskerne. Sådan nogen har jeg selv i familien, endda ikke så forfærdelig langt tilbage i slægten. Men de skildte sig egentlig kun ud ved at have nogle specielle efternavne.
Hverken polakken og hans mor, norskerne og slet ikke kartoffeltyskerne blev anset for at være rigtige fremmede. Men en sommerdag i det herrens år 1957, da jeg var seks år gammel, oplevede jeg for første gang med selvsyn, at der virkelig findes mennesker her på kloden, der ser helt anderledes ud end jævn dansk vendelborace. Det var et opsigtsvækkende og farvestrålende syn, som også var lidt skræmmende for en uforberedt 6-årig.
Jeg var på ingen måde alene om synet, tvært imod delte jeg det med hele Aalborgs Vesterbrogade - den med tyren, som lokalkendte vil vide. Anledningen til, at jeg skulle helt ud til byen, var ellers trist nok.

Jeg havde brækket mit lille krageben - hvordan det var sket, kan jeg faktisk ikke huske - og skulle undersøges ude på sygehuset. Det var uhyggeligt nok i forvejen, når man ellers kun kendte Gl. Sulsted. Vores nabo, der hed Peter Madsen, kørte mig derud sammen med min mor. Peter Madsen var gårdmand og en af de få, der havde egen bil. En gammel, sort HGF, som de blev kaldt. Med blomster i vinduet og det hele.
Vi nåede kun lige akkurat over på den anden side af Limfjordsbroen, så standsede al trafik, fra begge retninger endda. Hele Vesterbrogade stod bomstille. Såvel bilister som folk inden på fortovet, gloede mod et ganske bestemt punkt, nemlig en gruppe på fire eller fem mennesker, som til gengæld var det eneste, der bevægede sig. Selv færdselsbetjenten - den tids lysregulering - stod og gloede.
Det var negre! Som for at vække endnu mere opsigt, var de i lange, kjolelignende hvide dragter. Og så var de ikke engang sorte. De var blå. De smilede og vinkede, kan jeg huske. Peter Madsen syntes også, han ville vinke til dem.
De kan ikke se dig, sagde min mor.
Peter Madsen blev eftertænksom. Sådan er der også mennesker, der er, sagde han. Der kan man bare se.
Nu var de kommet tættere på og han vinkede til dem igen. En af dem så lige ind til os i bilen og smilede med lange, gule tænder. Det gjorde mig bange, men Peter Madsen beroligede mig. De kan ikke være farlige, når de får lov til at gå rundt i Ålborg, sagde han. Gravalvorligt. Det fik min mor til at grine. Selvfølgelig er de ikke farlige, sagde hun.

Henne på sygehuset blev lægen sur på mig. Jeg pev, da han trykkede på mine stakkels lemmer. Det gjorde forfærdeligt ondt, når jeg bevægede armen. Lægen sagde noget temmelig gådefuldt, som jeg aldrig har glemt. Det her er et hospital, sagde han, så her er der ikke noget, der gør ondt !
Min mor rystede på hovedet, da vi gik. Den doktor var en klog mand, skal jeg love for, sagde hun.
Men det var da godt, jeg ikke skulle indlægges. Det var nok, at jeg fik armen i en slynge.
Jeg tænkte på de blå mænd hele vejen hjem. Heldigvis var der en forklaring i Aalborg Stiftstidende. De blå mænd var intet mindre end en "kulturdelegation" fra Sudan. Senere har jeg tænkt over, hvad det mon indebar. Skulle de udstilles ude i Ålborg, som et eksempel på afrikansk kultur, eller var de her tvært imod for at studere danskerne ?
Hvis det sidste var tilfældet, har de vel fået sig en overraskelse. Her gik de lige og troede, 50'ernes Danmark var en moderne industrination. Og så oplevede de, at trafikken i landets fjerde største by pludselig gik i stå - fordi samtlige trafikanter fik øje på noget interessant inde på fortovet !
Der kan man bare se.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu