Læsetid: 3 min.

Kannibal-familien

8. november 1999

Eva Littauers 'De Hvileløse' handler om familiens interne overgreb på hinanden. Men Bådteatrets forestilling bliver aldrig så uhumsk som sine replikker

Teater
Visse kampe udkæmpes, selvom vinderen kendes på forhånd. Og i Eva Littauers stykke De Hvileløse er der endda ingen afsvalende pauser mellem de tre scener - og slet ingen håndklæder og sukker.
For i denne familiekamp er der absolut ingen sødemidler: Her kæmper tre personer indædt om glæden og kærligheden, selvom de udmærket ved, at det er grumheden, der sejrer. Og at mørket er stærkere end lyset, nedrigheden stærkere end omsorgen, voldtægtstrangen stærkere end elskovslysten...
Man er vel mor og far og barn, og man har vel ret til at besidde hinanden - og nærmest pligt til at nedkæmpe ethvert urealistisk glimt af håb...
Littauers dramatiske familie er selvdestruktiv - en kannibal-eksistens, om man vil. Alle æder alle. Hvorvidt familiens interne overgreb er af psykisk eller fysisk art bliver undervejs mærkeligt uvæsentligt eller måske snarere et spørgsmål om afveksling. For tilgivelsen optræder slet ikke i Littauers smerteunivers, hvor ingen har forventet sig noget udover øjeblikke af følelsesløshed.

Sjatpisseri
Men det er svært at gennemskue denne familie, ikke mindst fordi teksten er så sort, så sort. Instruktøren Kirsten Peuliche og scenografen Kirsten Thomsen har ellers presset alt den humor ud af replikkerne, som de tilsyneladende har kunnet.
Første del foregår f.eks. på et badeværelse, fuldstændig klaustrofobisk tilfliset og vinduesløst. Her vrænger Bodil Lassen og Claus Bue rundt i en latindans, hun iført barrygkjole og glimmersko, han iklædt ulastelig smoking - begge bare lidt for gamle og løse i kødet til denne afblegede kampsport...
Og så børster de ellers tænder, sjatpisser og tager makeup af, mens de bliver mere og mere kønsløse og natkjole-kedsommelige i noget, der sikkert kunne være blevet en rablende morsom scene, men som nu bare skaber lidt småfnisen.

Navlestrengsødipus
Sidste del af stykket virker mere løssluppent, grotesk nok måske fordi familien da befinder sig i krigsskjul nede i en underjordisk bunker, hvor enhver drøm om at forlade familien er definitivt selvmorderisk.
Her liver Lassen op over dåsemadsmenuen, og Bue folder sig ud i erotiske kommandørkaptajn-fantasier.
Desuden optræder den evige søn, spillet imponerende ligetil og mærkeligt naturligt af Anders Peter Bro, der gør ham til en aggressiv navlestrengs-ødipus. Og hans skæbne er ikke blot at kaste sig over sin mor, men også at blinde hende - eller derved netop at gøre hende seende eller skænke hende undskyldningen for ikke at kunne se sit livs ulykkelige sammenhænge.
Dermed beskæftiger Littauer sig med samme familiekonflikt som i stykket Et Dukkebarn fra 1994, nemlig tiltrækningen og hadet mellem forældre og barn og den 'omvendte incest'. Men i De Hvileløse er det ikke bare far og mor og barnet, der voldtager hinanden i hævnoplagt krydsklip. Her er også den uundgåelige hund med som skændet makker.
Herudover er Littauer nu friere i formen - hun har lagt mere distance til det realistiske og prøver kræfter med det fantastiske og egentligt uspillelige. Hendes replikker er grumme som hos Jess Ørnsbo, historien er dagligdagstrist som hos Erling Jepsen, og familiesamhørigheden er klaustrofobisk som hos Morti Vozki - for nu at sammenligne med andre sortsynskolleger.
Men hendes stykke har svært ved at løfte sig på scenen. Forestillingen bliver i hvert fald aldrig lige så uhumsk og udsigtsløs som sine replikker.

*'De Hvileløse' af Eva Littauer. Instruktion: Kirsten Peuliche. Scenografi: Kirsten Thomsen. Lys: Lars Schou. Dramaturgi: Janek Szatkowski og Ingolf Gabold. Bådteatret i Nyhavn, til 11. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu