Læsetid: 4 min.

Karl Gustavs mur

6. november 1999

VI NÆRMER OS Ottenby på sydspidsen af Öland, hvor der er alle muligheder for fugleobservationer. Betagende, selv om man ikke kan se forskel. Der er fuglestation, fuglemuseum, café med ornitologisk lunch, fyrtårnet Långe Jan, der massivt rager op i den regntunge luft, så det ellers kan knibe med at se fugle omkring fyret.
Men forinden må vi passere gennem muren. Tværs henover hele sydenden af Öland strækker sig en høj kalkstensmur, bygget af tvangsudskrevne bønder, der fik den gjort færdig i 1653 på forlangende af lensherren, arving til den svenske trone, som han snart besatte som Karl 10. Gustav. Angiveligt for at hjortene i Ottenby lund ikke skulle øve skade på bøndernes marker, men reelt for at spærre dem inde, så det var bekvemmere for herrerne at gå på jagt.
Denne Karl Gustav bryder vi danskere os overhovedet ikke om. Krigsliderlig var han, en udmærket hærfører, der holdt tropperne beskæftigede i en sådan grad, at vi måtte acceptere den ydmygende Roskildefred og overlade ham de landsdele, der nu bygges bro til. Men han havde tænkt sig at overtage hele Danmark og indledte personligt Stormen på København i 1659. Den opførte vi på dukketeatret i vores barndom, og jeg har den tydelige erindring, at svenskerne gav op, ikke mindst fordi kvinderne stod sejt på Københavmns bymure og hældte kogende beg ned over dem.

MURE ER MEST TIL for at holde besværlige folk ude, men Karl Gustav brugte sin ölandske mur til at holde hjortene inde, en idé, som Erich Honecker for den indre sikkerheds skyld kopierede i Berlin så sent som i 1961, hvor så mange hellere ville være ude end inde og blive bytte for nærgående interesser.
Der er ikke noget Checkpoint Karl ved muren på
Öland, men fri passage, en 'bilfrämkomlig väg', som der står i turistforeningens rejsehåndbog for Sydöstra Sverige. Vi ser på muren, rører ved den og tager en historisk stump kalksten i lommen.
Den sydlige del af Öland er ikke bare et ornitologisk, men også et forhistorisk kultsted med bautastene og gravsætninger, og minsandten om ikke champignonerne vokser i hekseringe ved runddysserne.

HONECKERS MUR var godt 45 kilometer lang foruden de 150 kilometer mur uden om hele Vestberlin. Det er dog ingenting imod den kinesiske mur, der måler 2500 kilometer og lige nåede at blive færdig i 1644, før Karl Gustav tog fat. Da havde arbejdet også stået på i henved 300 år og slidt et større antal bønder og arbejdere ned. Dem var der nok at tage af i Kina modsat i Østberlin, hvor de ligesom hjortene hellere strejfede og stak af, end de havde lyst til at forskanse sig. Og så kan man gå på den kinesiske i svimlende højde, op ad bjerg og ned ad bjerg, til tider så stejlt, at man klamrer sig gelænderet i blæsten, der har enorme vidder at tage tilløb i. Dér stod jeg engang sammen med John Chr. Jørgensen, der tog kampen op med vinden og afsang, hvad han kunne huske af arbejdersange. "Østen er rød". Det er noget andet end Jarmers tårnruin.

MURENS IDÉ er under alle omstændigheder at skille ad. At markere forbehold over for naboer.
Grusomme væg! Hvorfor skiller du to, der elsker hinanden?
Var det så slemt, om du lod os nyde den fulde forening,
eller hvis det er for galt, at du lod vores kys slippe gennem!
Sådan lyder klagen fra Pyramus og Thisbe i Ovids heksametervers i Otto Steen Dues fordanskning af hans Forvandlinger. Det er fortællingen om de to unge elskende naboer, hvis forbindelse fædrene vil forhindre. Men der er en revne i havemuren, der tillader dem at tale sammen og kysses. De aftaler dog at mødes ordentligt i nattemørket ude i naturen under morbærtræet. Mens Thisbe venter, forskrækkes hun af en løve og flygter ind i en hule, mens den med sin blodige mund rusker i hendes tabte slør. Så kommer Pyramus og ser det blodige klæde. Han tror, hun er dræbt og støder i fortvivlelse sværdet i livet på sig. Da hun kommer frem og ser den døende elsker, dræber hun sig selv. Siden da er morbærtræets frugter sorte, når de modnes.
Er fortællingen ikke blevet berømt via Ovid, så har dog Shakespeare sørget for at udødeliggøre parret med sit spil om En Skærsommernatsdrøm, hvor en flok håndværkere fejrer hertugens bryllup med en dilettantkomedie over emnet. Man følger deres prøver og diskussioner, der går således for sig i Ole Sarvigs oversættelse:
Så må vi altså også se at få en skorstensmur eller sådan noget lige midt ind i sceneriet, for der står i teksten, at Pyramus og Thisbe de holdt sig til muren, mens de snakkede sammen og klarede det hele gennem revnen.
Det med skorstenen opgiver de, så i stedet må en af dem agere mur og med fingrene lave sådan en fin lille sprække, som Pyramus kan hviske og tiske i.
Den får ikke få lidt af ordspil og brandere og sjoferter, hverken hos Shakespeare eller Sarvig. Godt brølt, løve! En sådan elskovens revne appellerer overordentligt til fantasien. O ve, o ve, o dobbelt ve!

FUGLENE kan ikke standses af mure. Dér over Ölands sydspids svæver i disen store uidentificerede rovfugle med langsynsblik mod det sære liv på jorden, mens mænd med fuglekenderes ro står ud af biler med kikkertudstyr og professionelle miner i den ruskende, våde blæst. Lidt mod nord ved Ottenbylund ses flere udsigtstårne i landskabet mellem træerne til betragtning af det frie liv deroppe. Fredelige vagttårne, hvor de eneste skud, der løsnes, kommer fra kameraerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her