Læsetid: 5 min.

Kilroy var her

10. november 1999

Der udgives stakkevis af postkort fra Mt. Everest i bogform - mediernes fornemmelse for sne er bjergsom

Koldt på toppen
ET NYT HØJDEPUNKT er nået i et af årtiets hotteste medietrends: Beretninger og billeder fra besejringen af Moder Naturs yderste punkt, Mt. Everest på grænsen mellem Nepal og Tibet.
Bjergbestigning sælger bøger, aviser, tv-udsendelser, udstillinger, kurser og internet-hjemmesider som aldrig før, og falder nogen ned under bestigningen, skader det ikke salget, tværtimod.
I morgen åbner Banff-festivalen med film i bl.a. Planetariet i København og aktiviteter på Base Camp på Holmen den 13.-14. november, hvilket siden gentages i Århus. Festivalen handler om ekstremsport, hvor bjergbestigning naturligvis er en spektakulær hoveddisciplin.
Men tag ikke fejl: Det er de færreste danskere, der personligt vil sætte noget som helst på spil for at nå toppen af blot Himmelbjerget. Nej, fidusen er at sidde hjemme i lænestolen med kaffekanden inden for tryg rækkevidde og at opleve andre udsætte sig for umenneskelige strabadser.
Og umenneskelig er Mt. Everest i enhver forstand. Ophold på den øverste del af bjerget er på grund af luftens lave iltindhold og kulden så sundhedsskadelig, at intet liv trives deroppe og mennesker vil dø efter to-tre dages uafbrudt ophold. Bestigning af verdens højeste bjerg er derfor et kapløb med tiden og en kamp mod biologien - ikke, som man måske skulle tro, et spørgsmål om at beherske særligt forfinede klatreteknikker. Det er også helt tilfældigt, hvilke mennesker, som er i stand til at undgå højdesyge med livsfarlige væskeansamlinger i lunger og hjerne. Der er altså et stærkt element af lotteri ved at begive sig mod toppen.
Bestigningen er så tidskrævende i forberedelser og bekostelig i materialer, at den kun kan lade sig gøre for rigmænd eller folk, der er sponsoreret i alle ender og kanter. Det er her, 'postkortene' kommer ind i billedet.

MEDIEMØNSTRET for de tidlige bestigninger af Mt. Everest - den første fandt sted i 1953 - var, at først kom man på toppen og så i avisen. I dag er det omvendt. Man starter med at tegne kontrakter med tv-stationer, aviser og bogforlag, som får ret til at dække begivenheden før, under og efter. Centralt bliver beviset på bedriften i form af fotografier eller film, som tilvejebringes med yderligere møje.
En svensk bjergbestiger, Göran Kropp, beskriver i en nys udgiven bog, hvordan han for 30.000 kroner måtte leje en flyfotograf til at passere bjergtoppen under bestigningen. Der gik imidlertid koks i aftalen, så flyet fotograferede i stedet nogle farvestrålende kasser med videnskabeligt måleudstyr, som af en tidligere ekspedition var efterladt nær toppen. Kropp måtte i øvrigt afvige fra sit særlige koncept - solobestigning - for at få en sherpa til at nærfotografere sig øverst på bjerget.

DA OMKRING 1.000 mennesker indtil i dag har været på toppen, skal der usædvanlige ideer til at bjergtage medierne. Vi har set den første kvinde på toppen (1975), den første bestigning uden kunstig ilt (1978), første solo (1980), første søn af en bestiger (1990), den første der cyklede hjemmefra Stockholm og til Nepal, hvorefter bjerget blev besteget (omtalte Kropp i 1996), første benamputerede, osv. Den ældste bestiger er i øvrigt 60 år, den yngste 17.
Danskeren Michael Strynø, der også lige har udgivet en bog, har i bl.a. tv forleden bekendtgjort, at han vil være den første, der tilbringer nytårsaften ved et årtusindeskift på toppen af et vanvittigt højt bjerg. Om sin bog indrømmer han frimodigt, at det kommer som en stor overraskelse for ham selv, at han overhovedet har kunnet skrive en bog.
Man må give ham ret i, at bogen er usædvanlig - især i sine prioriteringer. Detaljer om, hvor besværligt det er at få tonsvis af udstyr gennem lufthavnskontrollerne, smøres ud over snesevis af sider, mens selv-amputeringen af en finger med koldbrand overstås på få linjer, uden at blive taget op senere. Er det følelsesforvirret eller blot udtryk for en manglende evne til at udtrykke sig?
Det skal ikke være en hemmelighed, at Strynøs bog er kommet på forlaget Møntergården, som har specialiseret sig i at udgive selvbiografier af folk, der har brug for masser af kunstig ilt fra geschæftige redaktører.
Nu er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Strynø skildrer med æklende ærlighed, som nok ville være bortcensureret af finere forfattere, hvor svært det er at holde hygiejnen oppe på bjerget. Tyndskid og snot sprøjter fra de ædle bestigeres kropsåbninger, hvilket bidrager til det generelle indtryk, at bestigning af Mt. Everest især er et ondsindet medicinsk eksperiment.
FORBRUGERNE af mediernes bjerghistorier tilbringer typisk det meste af deres tilværelse i kontorlandskaber. Udfordrende bjerglandskaber og farlige klipper bliver den nødvendige kompensation for et liv mellem clips.
At opgøret med hverdagen også har et dybdepsykologisk aspekt, gør ikke sagen mindre fængslende. Strynø taler om at bestige Moder Gud (oversættelse af det lokale navn for Mt. Everest), hvilket smager sensationsbevidst af såvel incest som blasfemi. Og Lene Gammelgaard, der skrev om sin bestigning for nogle år siden, har oplevet besejringen af bjerget som et selvrealiserende spil mellem indre mandlige og kvindelige magter.
For de bjergsomme medier, der tror på højder - herhjemme med Ekstra Bladet og Politiken i spidsen - har bjergbestigningerne mange fordele. Vigtigst er, at Mt. Everest er som en Formel 1-bane: På et eller andet tidspunkt går det galt, og så er det dramatisk og almenmenneskeligt gribende. Det er betryggende for en avis i ro og mag at kunne sætte plads af til en featureside om en mulig katastrofe med farvefotos og eneret. Göran Kropp går i øvrigt så vidt i sin bog, at han bringer farvefotos af to stivfrosne, uforgængelige lig af kendte bjergbestigere, som ligger tæt ved Mt. Everests top.
Endelig har Mt. Everest-bestigningerne udviklet sig til en forretning for firmaer, der for en hyre på en halv million kroner påtager sig at føre næsten hvem som helst til tops.
Det var som betalende og skrivende bestigere, at Lene Gammelgaard og amerikaneren Jon Krakauer deltog i to forskellige, men samtidige ekspeditioner på Mt. Everest i 1996, der kostede mange mennesker livet. Gammelgaard skrev bagefter bogen Vejen til toppen (Aschehoug, 1996), hvor projekt selvrealisation tidstypisk truer med at overskygge katastrofen.
Krakauer derimod borer i sin velskrevne, spændende og eftertænksomme bog, der netop er kommet i dansk billigudgave med nogle få sort-hvide illustrationer, en kritisk pen ind i bjergforretningens kynisme, der sandsynligvis bar en væsentlig del af skylden for dødsfaldene i '96.
Han tager dog ikke det sidste skridt ud i afgrunden og opfordrer den fascinerede læser til at tænke over, hvilken lod og del man selv har i det dødsensfarlige mediecirkus - som læser af Krakauers dokumentariske verdensbestseller.

*Göran Kropp med David Lagercrantz: 8000+. 151 s. Ill. 229 kr. Ekstra Bladets Forlag
*Michael Strynø: Moder Gud. 250 s. Ill. 249 kr. Møntergården
*Jon Krakauer: Op i det blå. 303 s. Ill. Billigbogsudg. 99 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her